Med Minder i Blæk og Håb i Hjertet

En rødlig masse på størrelse med en tennisbold er placeret nænsomt på hvide lagner i en hospitalskrybbe. Den spejlblanke hinde af geleagtigt væv, der omdanner skikkelsen, er blevet brudt af miniaturelunger og tarm, der udstår fra maveregionen. Tæerne er krummet sammen i anstrengelse, og de små næver knyttede, under den plastikagtige hud. En hæklet blækspruttebamse er placeret ved fosterets side på briksen, som et symbol på det liv, der er gået tabt.

“Man kan jo tydeligt se, at det er et menneske,” siger Kasper og lægger billedet på sin mobiltelefon fra sig.

Mens Kasper viser frem, gestikulerer en lille pige voldsomt mod kokostoppene på bordet. ”Hov, hov, hov”. Det er det første ord, Wilma har lært, tilføjer Kasper og løfter sin datter op fra spisebordet.

En drøm om familie 

I en nybyggerlejlighed i udkanten af Fredericia bor den 22-årige lærer, Kasper Bergmann Villadsen og hans 26-årige forlovede, Malou, sammen med deres etårige datter, Wilma. Lejligheden er sparsomt udstyret med alt, hvad en børnefamilie kunne have behov for. En summende Airfryer pryder køkkenfladen varmer Wilmas aftensmad. To Kaj Boiesen-aber med tilhørende studenterhuer, en blå, en rød, har fået ærespladsen på Ikea-hylden over spisebordet. Parret har, siden de begyndte at komme sammen, været afklaret med, at de gerne vil have børn. Inden Wilma kom til verden, oplevede parret det, der medicinsk kaldes en spontan abort. Et barn, som ikke var levedygtigt.

Parret fra Fredericia er hverken de første eller sidste, der oplever en graviditet, der ikke fuldbyrdes. I Danmark anslås det, at 15-20% af alle graviditeter ender i en spontan abort, hvor størstedelen af dem sker inden for de første 12 uger - altså første trimester. Dette var også tilfældet ved Kasper og Malous første graviditet. Parret havde op til scanningen ved første trimesters udgang ikke opdaget symptomer på en spontanabort, hvor det ellers er normalt, at kvinden oplever smerte og blødning i underlivet.

Forventningens glæde er ofte den største 

Kasper står på en oplyst scanningsklinik i august 2022. Det er den 12. uge i Kasper og hans forlovedes graviditet, og de er til første scanning på Kolding Sygehus. Forventningsfuld iagttager han sygeplejersken, som skal til at udføre ultralydsscanningen på Malous mave. Scanneren centrerer rundt i mindre og mindre cirkler, indtil det giver et sæt i sygeplejerskens arm. Selv for de førstegangsgravide, står det klart, at der er noget galt. Parret efterlades i det uvisse, mens overlægen bliver hentet.

En uge efter befinder Kasper sig på samme sygehus. Fire dage forinden har Malou indtaget nogle piller, der skal provokere kroppen til at frastøde fosteret. Sygeplejersken har fortalt den sengeliggende Malou, at hun vil opleve smerter og blødninger, “når det sker”. Problemet er, at ingen af disse to ting indtræffer. Kasper sidder nu på tiende time og venter på, at hans dødfødte barn skal frastødes af Malous krop, men inden det skal ske, rejser Malou sig for at tisse.

“På et tidspunkt kan jeg høre et klask, og går så ud på toilettet for at sikre mig, om det nu faktisk var barnet, der kom ud. Det skulle jeg aldrig have gjort,” fortæller Kasper. 

Der var havnet en lille dreng i den bakke, som personalet havde installeret i toiletkummen til samme formål.

“Jeg var i totalt chok. Det er ikke noget, man kan forberede sig på. Så jeg fortryder faktisk, at jeg så det barn, der lå nede i toilettet,” fortæller Kasper afmålt.

Efter at have været i beredskab fra 8:00 til 18:00 forlader Kasper sygehuset, men kulminationen af følelser af magtesløshed, choktilstand og selve det at miste et barn, er overvældende.

“Jeg brød fuldstændig sammen på vej ned til bilen. Jeg havde en følelse af, at jeg havde forladt mit eget barn inde på briksen,” siger Kasper og retter på sin kasket. 

Tilbage på arbejde 

Perioden efter den spontane abort bliver håndteret vidt forskelligt, da parret kommer hjem fra sygehuset. Kasper bliver sygemeldt i en uge, mens der går fire måneder, før Malou er tilbage på sin arbejds plads. Kasper understreger dog, at den store forskel på sygemeldingerne ikke er ensbetydende med, at han var mindre ked af det end Malou.

“Jeg er den klassiske mand, som ikke bare kan ligge derhjemme. Jeg skal ud at bearbejde sorgen på en anden måde,” forklarer han. 

Kasper og Malou får efterfølgende flere tilbud til at bearbejde oplevelsen – alt fra to gratis psykologtimer til en sorggruppe. Det er dog ikke noget, Kasper kan se sig selv i. 

”Vi fik tilbudt en sorggruppe, men det er ikke lige mig at håndtere tingene på den måde. Tror jeg. Jeg har jo aldrig prøvet det,” siger han med et grin.

Den selvudnævnte klassiske mand, der ikke kan se sig selv i sorggrupper og psykologsamtaler, bruger i stedet sin arbejdsplads på den lokale skole som terapi. Der er dog momenter på skolen, som kan udløse en tung fornemmelse hos Kasper i sin første tid tilbage på arbejdet.

Da skolebørnenes forældre kom og hentede deres børn, havde de ofte yngre søskende med – heriblandt spædbørn. Synet af spædbørnene kunne godt sætte sig i Kasper og give en form for uretfærdighedsfølelse.

“Jeg kunne godt føle, at jeg ikke var lige så heldig som dem,” forklarer han.

Kasper er dog ikke i tvivl om, at hans tidlige tilbagevenden på skolen var en fordel for hans sorgproces. 

“At se de mindre børn i øjnene gav mig en forhåbning og fik mig til at se fremad. Jeg kunne se, at livet går videre,” siger Kasper med et opmuntrende smil. 

Foreviget med blæk 

Den spontane abort vil for altid være en del af Kaspers liv. Bogstaveligt talt. På Kaspers venstre underarm er der nemlig en helt speciel tatovering. Et lille fodaftryk med seks tal under. 26/08/22. Tallene henviser til datoen, hvor parret ventede ti timer på at føde deres afdøde barn. Fodaftrykket fik de taget, da de ti timers ventetid var forbi. 

Tatoveringen er ikke blot et mindesmærke for den lille dreng, men også en påmindelse om en vanskelig og speciel tid med sin partner, Malou. 

“Det minder mig om, at det var noget, vi var igennem sammen,” fortæller Kasper, mens han iagttager det lille, permanente fodaftryk på underarmen. 

“Jeg følte, jeg havde forladt ham, men nu har jeg fået ham med mig,” fortsætter han. 

Malou kommer vuggende ind i stuen med Wilma i sine arme. Det er tid til en aftensmad bestående af et par sweet potatoes fries. Et tidligt bud på en livret i etårige Wilmas liv. Hun bliver overdraget til Kasper, så Malou kan varme maden. Kasper modtager hende med et stort, åbent smil og udspredte arme, som smitter af på den lille pige.

Wilma bliver placeret på Kaspers venstre arm. Den samme arm, hvor det afdøde fosters fodaftryk er tatoveret. Den største glæde og den største sorg samlet på samme underarm. 

En ny begyndelse 

I sommeren 2023 opdager parret endnu en gang, at de er gravide. Selv efter den tragiske hændelse, var han og Malou stadig fast besluttet på, at bringe et barn i verden. Parret har dog forinden været i tvivl, om det var det rigtige at gøre. 

”Vi havde overvejet, om vi kunne holde til at gå igennem det hele én gang til,” siger Kasper og kigger ned på Malou og Wilma, som leger på stuegulvet. 

Glæden og begejstringen ved graviditeten var ikke helt den samme, som den var ved den første graviditet. For Kaspers vedkommende, var der en frygt for, at også denne graviditet ville slå fejl.

“Vi var selvfølgelig glade, men, og der er altid et men. Helt i starten var vi bange for, at begivenhederne ville gentage sig,” fortæller han. 

Den 9. marts 2024 skete det. Efter to år med sorg, fortvivlelse og magtesløshed føder Malou en sund og rask pige ved navn Wilma. 

Den lille lejlighed ved Lillebælt er i dag fyldt af barneskrig, babymad og legetøj. Specielt ét stykke legetøj betyder noget særligt. Inde på forældrenes værelse ligger lige netop den blækspruttebamse, der lå side om side ved det afdøde foster tilbage i 2022. Et minde om den dreng, der aldrig blev. Men også et minde om, at livet går videre.