Mere viden kan bremse overforbrug af antibiotika på plejehjem
Et vidensløft hos plejepersonalet kan reducere antibiotikaforbruget mod blærebetændelse, uden at det går ud over plejehjemsbeboernes sikkerhed. Aalborg Kommune er allerede i gang med indsatsen.
Når en beboer på et plejehjem bliver forvirret, får feber eller hvis urinens lugt eller farve ændrer sig, fører det ofte til mistanke om blærebetændelse (urinvejsinfektion) og behandling med antibiotika. Men i mange tilfælde skyldes symptomerne slet ikke blærebetændelse.
”Det er rigtig meget en kultur, at vi tænker urinvejsinfektion først,” fortæller Tilde Marie Bertelsen, hygiejnekonsulent hos Aalborg Kommune og involveret i indsatsen, der skal få antibiotikaforbruget ned på kommunens 35 plejehjem.
Den vurdering deles af Jette Nygaard Jensen, seniorforsker ved Afdeling for Klinisk Mikrobiologi på Herlev og Gentofte Hospital. Hun peger på, at Danmark ligger helt i top i Europa, når det gælder antibiotikaforbrug på plejehjem. Og det skyldes langt fra, at beboerne er mere syge.
”Kun 20 procent af det højere antibiotikaforbrug kan forklares af en øget plejetyngde. De resterende 80 procent findes i adfærd, kultur og ordinationsmønstre,” forklarer Jette Nygaard Jensen.
Når mistanke ender som behandling
Men hvordan ender en mistanke egentlig med at blive til behandling?
Ifølge Jette Nygaard Jensen er der en tendens til, at symptomer som forvirring eller ændringer i urinens farve eller lugt tolkes som tegn på blærebetændelse. Men det kan i princippet være tegn på mange andre tilstande, herunder noget så simpelt som dehydrering.
Når symptomerne forstås sådan, risikerer det at føre til unødig behandling med antibiotika. Og netop unødig brug af antibiotika mod blærebetændelse forekommer sandsynligvis i op til 75 procent af tilfældene, uddyber hun.
En del af forklaringen er en udbredt myte om, at bakterier i urinen er det samme som blærebetændelse. Men sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen.
”Op til 50 procent af de ældre kvindelige beboere har bakterier i urinen, men de har ingen symptomer på urinvejsinfektion. De lever altså uden problemer med bakterierne og skal derfor ikke have behandling,” forklarer Jette Nygaard Jensen.
Det er ikke fordi plejepersonalet mangler faglighed, men de bliver udfordret af vaner, kultur, myter og et naturligt ønske om at handle, når en beboer ændrer adfærd.
Alligevel testes urinen ofte med urinstiks ved mistanke om blærebetændelse, når en beboer for eksempel bliver forvirret og opfører sig anderledes end normalt. Problemet er bare, at en urinstiks ikke kan afgøre, om der er tale om en egentlig infektion men blot vise, om der er bakterier i urinen.
Netop fordi mange ældre har bakterier i urinen er det, som Jette Nygaard Jensen udtrykker det, ”lidt som at slå plat eller krone for, om der skal gives antibiotika”. Samtidig er det med til at understøtte tankegangen om, at de såkaldte uspecifikke symptomer som forvirring og ændringer i urinens farve og lugt er et sikkert tegn på blærebetændelse.
”Det er den tankegang, vi gerne vil gøre op med på vores plejehjem. At uspecifikke symptomer automatisk fører til mistanke om urinvejsinfektion, test af urin og behandling med antibiotika,” forklarer Tilde Marie Bertelsen.
Men løsningen er ikke nødvendigvis at gøre mindre. For både forsker Jette Nygaard Jensen og konsulent Tilde Marie Bertelsen handler indsatsen ikke kun om at sænke antibiotikaforbruget, men om at bruge fagligheden i den konkrete situation.
Jette Nygaard Jensen understreger, at det centrale er, at antibiotika gives til de rette patienter og i de rette situationer. Samtidig peger Tilde Marie Bertelsen på, at fravalget af antibiotika ikke må efterlade et tomrum.
Personalet skal stadig reagere, når en beboer for eksempel ændrer sig, men ikke nødvendigvis med urinprøve og antibiotika som det første. Dermed bliver løsningen ikke at gøre mindre, men at gøre det rigtige i den enkelte situation.
Konsekvenserne rækker langt
Det er ikke kun et spørgsmål om overbehandling, men om konsekvenser for både den enkelte og for samfundet.
For den enkelte kan behandlingen betyde bivirkninger, fordi antibiotika ikke kun bekæmper skadelige bakterier, men også påvirker kroppens naturlige bakterieflora, som er vigtig for at holde os sunde og raske. Det fremgår af antibiotikaellerej.dk.
Men problemet stopper ikke her. Et højt og unødvendigt forbrug kan gøre det sværere at behandle infektioner som blærebetændelse i fremtiden, fordi bakterierne kan udvikle modstandsdygtighed. Det kaldes antibiotikaresistens og kan i værste fald have dødelig udgang.
”Jo mere antibiotika man giver, jo større er risikoen for at bakterien udvikler resistens, og dermed øges risikoen for sygelighed og dødelighed,” forklarer Jette Nygaard Jensen.
Det er ikke kun et lokalt problem. Verdenssundhedsorganisationen WHO vurderer, at antibiotikaresistens er en af de største trusler mod global sundhed. I Europa dør hvert år mere end 600.000 mennesker som følge af resistens, og prognoser peger på, at globalt vil flere dø af antibiotikaresistens end af kræft i 2050.
Set i det lys er overforbruget på plejehjem en del af en større sundhedsudfordring. Derfor anbefaler organisationen Vælg Klogt, der er et samarbejde mellem Danske Patienter og sundhedsfaglige eksperter, at undlade at give antibiotika til patienter uden symptomer på blærebetændelse, selv om der er bakterier i urinen.
Viden kan halvere antibiotika-forbruget
Et målrettet løft af plejepersonalets viden om blærebetændelse kan betyde langt færre antibiotikakure.
Vi kan se i vores data, at der bliver ordineret mindre antibiotika, efter vi er startet.
”Det er ikke fordi plejepersonalet mangler faglighed, men de bliver udfordret af vaner, kultur, myter og et naturligt ønske om at handle, når en beboer ændrer adfærd,” forklarer Jette Nygaard Jensen.
Helt konkret har undervisning af plejepersonale i hygiejne, diagnostik og korrekt brug af antibiotika vist, at det kan nedsætte brugen af urinstiks med 77 procent og halvere forbruget af antibiotika mod blærebetændelse, uden at det går ud over beboernes sikkerhed.
”Det er forsvarligt at reducere antibiotikaforbruget, for vi ser ingen forskel i hverken dødelighed eller hospitalsindlæggelser, når vi sammenligner plejehjem, der har reduceret forbruget med plejehjem, der gør som de plejer,” siger Jette Nygaard Jensen.
Fra viden til praksis i hverdagen
I Aalborg Kommune er man i gang med at omsætte forskningen til praksis. Antibiotikaforbruget på kommunens 35 plejehjem skal reduceres gennem en systematisk indsats med undervisning og fælles faglige standarder.
Konkret betyder det, at alle plejehjem skal gennem to obligatoriske læringsmoduler om basal hygiejne og diagnostik af blærebetændelse – det sidstnævnte sker i samarbejde med plejehjemslægerne. Derudover kan plejehjemmene vælge mellem seks supplerende moduler, afhængigt af lokale behov. Ifølge Tilde Marie Bertelsen er netop opbygningen i overskuelige læringspakker et bevidst greb.
“Vi har struktureret det i afgrænsede læringspakker, fordi vi ikke kan arbejde med det hele på én gang. Så bliver det mere overskueligt, og så vælger det enkelte plejehjem noget ud, som de vil arbejde med,” forklarer hun.
Tilde Marie Bertelsen understreger, at det enkelte plejehjem selv får lov at bestemme, hvornår det passer dem at gå i gang med indsatsen. Det skal sikre en fleksibilitet i hverdagen, hvor der også er mange andre vigtige emner, der kræver opmærksomhed.
Som en del af indsatsen er brugen af urinstiks blevet udfaset, fordi testene ofte fører til behandling på et usikkert grundlag. Samtidig introduceres et konkret værktøj, der skal støtte personalets vurderinger i hverdagen. Det er et såkaldt beslutningsstøtteværktøj, som hjælper med at vurdere, om der med overvejende sandsynlighed er tale om blærebetændelse, eller om symptomerne kan skyldes noget andet.
“Lige nu tænker vi urinvejsinfektion først og alt andet bagefter. Men vi skal vende det om og tænke alt muligt andet først og så til sidst overveje urinvejsinfektion,” siger Tilde Marie Bertelsen.
Værktøjet skal være en del af det eksisterende omsorgssystem, så det understøtter arbejdsgangene i dagligdagen. Det er ifølge Tilde Marie Bertelsen afgørende for at skabe varige ændringer i praksis.
Pårørende spiller også en rolle
Indsatsen retter sig ikke kun mod personalet. For pårørende kan det være svært at forstå, hvorfor der ikke altid sættes en behandling i gang, og de kan derfor presse på, for at der bliver gjort noget hurtigt. Det kan, som Jette Nygaard Jensen beskriver det, ”sætte plejepersonalet i en svær situation mellem faglig vurdering og pårørendes bekymring.”
Derfor har Jette Nygaard Jensen, som en del af sin forskning, været med til at udvikle en informationsfolder målrettet pårørende. Den giver indsigt i, hvornår antibiotika er nødvendigt – og hvornår det ikke er – og kan støtte dialogen mellem personale og pårørende. Aalborg kommune har tilpasset folderen, så den er klar til at tage i brug.
“Folderen skal give personalet noget i hånden, så de kan forklare pårørende, hvorfor vi ikke altid sætter behandling i gang med det samme,” fortæller Tilde Marie Bertelsen.
Tidlige resultater peger i samme retning
Selv om indsatsen i Aalborg Kommune stadig er i en tidlig fase, er der allerede tegn på en positiv effekt.
Kommunen kan foreløbigt se, at antibiotikaforbruget er reduceret med 35 procent. Det er opnået, selv om indsatsen kun har været i gang siden april sidste år, og indtil videre kun er gennemført på 3 plejehjem og startet op på 14 af kommunens 35 plejehjem.
“Vi kan se i vores data, at der bliver ordineret mindre antibiotika, efter vi er startet,” siger Tilde Marie Bertelsen.
Resultaterne stemmer dermed overnes med forskningen: Når plejepersonale får bedre viden og konkrete redskaber, kan antibiotikaforbruget reduceres betydeligt, uden at det går ud over kvaliteten af plejen.
