Minimumsnormeringerne er bare et tal: børnene mangler stadig hænder

Flyverdragter, der skal lynes. Madpakker, der skal åbnes. Et barn, der græder i hjørnet. Hverdagen i en børnehave lader sig ikke altid reducere til et tal.

Alligevel er det nye minimumstal, der siden 1. januar 2024 har sat rammen: Fremover skal der være én medarbejder til seks børn i børnehaver og én til tre i vuggestuer. 

En analyse fra Aarhus Kommune viser, at langt de fleste dagtilbud lever op til kravene. Men ude i institutionerne er billedet mere nuanceret.

Tal, der ikke helt passer

I Børnehuset Elmehøjen i Skåde-Højbjerg oplever pædagogisk leder Irma Bech Christiansen noget andet:

”Vi kan slet ikke genkende de her tal i praksis, for at sige det rent ud," siger hun.

Hun peger på, at opgørelsen ikke tager højde for den virkelighed, medarbejderne står i. Når en pædagog er syg, tæller vedkommende stadig med i statistikken. Det samme gør vikaren, der dækker ind:

”Så ser det jo ud, som om vi er flere, end vi reelt er."

Resultatet er, at perioder med høj sygdom kan få normeringerne til at fremstå stærkere i statistikkerne, samtidig med at hverdagen bliver mere presset.

Når hverdagen skal hænge sammen

Bag tallene gemmer sig en hverdag, hvor prioriteringerne er konkrete. Ifølge Irma er institutionen præget af et økonomisk pres, hvor der oftest kun er én pædagogisk medarbejder til otte børnehavebørn - altså over det lovfastsatte niveau.

Det får konsekvenser.

”Vi oplever ofte, at vi må aflyse ture ud af huset eller kreative aktiviteter, hvor en pædagog kan fordybe sig med en lille gruppe børn.Vi har simpelthen ikke hænder nok,” siger hun.

Med et stramt økonomisk råderum på Elmehøjen står Irma overfor flere valg og fravalg efter, at Aarhus Kommune har uddelegeret fordelingen af institutionernes midler til dem selv. Hvor midler førhen var øremærkede, ligger beslutningerne nu lokalt.

Det stiller ledelsen over for et klassisk dilemma:

"Det bliver et spørgsmål om, hvorvidt man vælger de dyre eller de billige hænder," fortæller hun.

Irma mener, at man står i et dilemma, hvor hun både vil give børnene mere ansigt-til-ansigt-tid, men samtidig kan det være svært, når der ikke er nok hænder til at gøre det. 

For selvom flere hænder kan give mere tid til børnene, er det heller ikke ligegyldigt, om det er en uddannet pædagog eller en tilkaldevikar. 

Minimumsnormeringerne blev indført for at løfte kvaliteten. Men i Elmehøjen er spørgsmålet stadig, om de kan mærkes dér, hvor det hele foregår:

På stuen. I garderoben. Midt i hverdagen.