Mød ham, der konfronterede Anders Winnerskjold i Bilka

”Hvor er håndtaget?” 

”Du er under arrest, der er ikke noget håndtag.” 

Midt i sin rus af Rohypnol er Anders Pedersen endt i Silkeborg arrest. Han ved ikke helt, hvad han sidder der for. Han ligger de første 14 nætter badet i koldsved på en træbriks med en madras, der med årene har fået samme tykkelse som et liggeunderlag, mens han drømmer om nogle af de ting, han helst ikke vil tænke på. 

Lugten er en blanding af gammel krop, fugtig beton og noget syrligt, der kun kan komme fra håndvasken ovre i hjørnet, der alt for mange gange er blevet brugt som toilet.

Med en smørkniv er der ridset streger i væggen, Anders tæller... 

”Fuck… der er en, der har siddet her i over to år.”

Grib ind

Anders er født og opvokset i Aarhus. 

”Min far ejede den lejlighedsblok, vi boede i. Der var otte lejligheder. Vi boede i den ene, i de andre boede min fars ekskæreste, min onkel, min faster, min anden onkel og min mor flyttede ind i en af dem, der stod tomme. Der mødte mine forældre hinanden.”

Anders er vokset op i modsætninger: en far, der ikke tror på noget, og en mor, der tror på alt.

Derhjemme lærte han noget andet, noget mere grundlæggende: Hvis du ser nogen blive behandlet uretfærdigt, så griber du ind. Det er en læresætning, der kommer til at følge ham.

Sødt og uskyldigt er vildere end coke og ketamin

Tilbage i cellen begynder Anders’ abstinenser så småt at forsvinde. Efter de første fjorten døgn, hvor hans krop har kæmpet sig fri af gift, begynder noget at løsne sig. Sveden ligger stadig i skjolder på madrassen, men den voldsomme rysten i hans hænder er aftaget. 

Nætterne er ikke længere et uendeligt loop af mareridt, hvor fortiden blandes med hallucinationer – nu kommer der enkelte øjeblikke, hvor han bare… er. Vågner. Trækker vejret.

Det er dér, på en af de morgener, at tanken rammer ham:

”Hvordan kunne noget, der kommer fra medicinalindustrien, få mig så langt ud?”

Han tænker på de små, blå piller, der smagte sødt og uskyldigt - næsten som slik. Rohypnolerne, der gjorde ham ligeglad, frygtløs, dumdristig – mere end noget andet stof nogensinde havde gjort. Ketamin, coke, LSD… alt det virkede næsten tilforladeligt i forhold.

Det går op for ham, at det ikke var de illegale stoffer, der trak ham længst væk fra sig selv. Det var dem, der skulle være kontrollerede. Godkendte. Udskrevet. Trygge.

Og jo mere klar han bliver i hovedet, jo mere absurd føles det.

Hvordan kunne de piller – dem, systemet kalder medicin – være det, der slog benene mest væk under ham?

Hvordan kan noget, der gives til mennesker med angst, sende ham ud i et liv, hvor han til sidst knap nok kunne mærke forskel på fare og frihed?

Det er første gang i årevis, han mærker sin egen dømmekraft vågne. Ikke som et råb – men som en stille, insisterende undren, der kun bliver stærkere for hver dag, hans krop renser ud.

Noget er galt. Ikke bare med mig. Med det hele.

Den spirende erkendelse bliver siden til skepsis. Skepsis bliver til vrede. Og vreden bliver til den aktivisme, der kommer til at definere ham.

Men det starter her – i et rum uden håndtag.

Mindre vaccine, mere retfærdighed

Efter Anders kom ud af fængslet, begyndte han at tage sundhed mere alvorligt.

”Jeg havde haft så vildt et liv, så nu skulle der ske noget. Jeg begyndte at købe ind i helsekost og gøre ting anderledes.”

Hans oplevelser med Rohypnoler og skepsis mod medicinalindustrien fik ham til så småt at undersøge forskellige vacciner, og han delte, hvad han fandt på sin Facebook-side.

”Jeg begyndte bare at dele de forskellige ting, og prøve at gøre folk opmærksomme, fordi jeg gerne ville en bedre verden. Jeg er blevet oplært i retfærdighed fra min mor og far, på hver deres måde.”

Fra at dele links til diverse YouTube-videoer rykker Anders videre til politikernes Facebook-sider, hvor han forlanger svar på en række spørgsmål om vacciner. 

Da Covid-19 vaccinerne blev lavet, havde Anders været skeptisk mod regeringen længe. Men med vaccinerne kom det tættere på, end det plejer.

”Min far og hans kone ville rigtig gerne have vaccinen. Min far får første stik, andet stik, tredje stik, og efter tredje stik, så går der cirka 3-4 uger, så vidt jeg husker, og der sker noget med hans hjerte. 

Han får en slags hjertestop, hvor han får opereret pacemaker i. Der begynder jeg at blive rigtig irriteret og sur. Jeg ved bare, at det er fra den vaccine. Lige meget hvad de siger, så ved jeg bare, at det er fra den.”

Under pandemien kører Anders fuldstændig nægter på mundbind og coronapas. Det var her, han så småt begyndte at komme væk fra tastaturet og dele sine holdninger med folk udenfor skærmen.

Nogen må vise flaget

Efter pandemien fylder en ny sag for Anders. Israel og Palæstina. Han har længe før d. 7. oktober 2023 stået på palæstinensernes side, men efter d. 7. oktober har Israels øget bombementer været den største uretfærdighed for ham.

Til en fuldstændig udsolgt fodboldkamp mellem Manchester United og FCK så Anders en mulighed for at komme ud med et budskab. Stop the killing of the children in Gaza.

”Jeg ved, at den er gal. Og når man ved, at noget er galt og uretfærdigt, så har jeg altid lært, at man skal tage handling på det.”

Der er langt til tastaturet nu. Planen var simpel. Han fik tryk et stort palæstinaflag, som han viklede rundt om sin krop, så han kunne få det med ind på stadion. 

Han havde et par nørdede briller på uden styrke i og en løgn klar til vagten om en ”brækket” ryg. Men der blev ikke sagt noget. Anders kom ind på stadion.

Ude på toilettet får han viklet flaget fra sig og gemmer det under sin jakke. Det er ved at være nu. Anders stod ved kanten af banen. Tæt på banderne. 

Vagt, vagt, vagt, vagt. Ved hver tiende meter stod de. Han var nervøs. Ikke nervøs for at være baneløber, ikke nervøs for bøden. Men for om han overhovedet vil kunne nå ind på banen og få vist sit flag.

Han tog sine briller stille og roligt af, tog nogle dybe indånderinger og gjorde sig klar. Det eneste han skulle gøre nu var at vente på, at bolden røg ud af banen. Han så scenariet for sig og pludselig... Han kom over banden og foldede flaget ud.

”Det hele det gled bare. Alt form for nervøsitet forsvandt bare fuldstændig. Alt var godt. For jeg var kommet frem med det, jeg gerne ville frem med.”

Videoer og billeder fra hændelsen blev delt af medier som The Telegraph, Daily Mail og Al Jazeera og set af mange millioner verden over. Anders var nået ud med et budskab.

Svar på mit spørgsmål

Efter baneløbet i Parken rykker Anders sin aktivisme ud i hverdagen. Han begynder at opsøge politikere dér, hvor de møder vælgerne: ved valgstande, på gader og torve – og nogle gange i pølsevogne. 

For ham handler det om at få stillet politikerne til ansvar for de uretfærdigheder, de trækker ned over danskerne.

Han henvender sig både til lokale og nationale politikere, blandt dem Alex Vanopslagh og Inger Støjberg, fordi han mener, at alle med politisk ansvar bør kunne forklare deres beslutninger ansigt til ansigt med borgerne. 

Mens han spørger, filmer han sine møder og lægger optagelserne ud på sociale medier. Det gør han for, som han selv siger at skabe åbenhed og give andre mulighed for at følge med i dialogerne.

For Anders er det ikke konfrontation for konfrontationens skyld. Det er en forlængelse af hans retfærdighedsfølelse: Hvis noget virker uklart, spørger han ind til det. Hvis han ikke får et svar, spørger han igen.

Det kulminerer, da han opsøger borgmester Anders Winnerskjold i Bilka. Et møde, der ender i anklager, videooptagelser, politianmeldelser – og senere frifindelse.

For Anders er episoden ikke et udtryk for grænseløshed. For ham er det et princip. Hvis magten undviger svar, så skal man blive ved. Hvis nogen laver uretfærdighed, så står han der. Helt tæt på.