Musikhusparken eksploderede i rytmer: JJ Paulo gjorde Aarhus til en stor fest

Først et slag på trommen. Så en bas, der får jorden til at vibrere. Publikum rykker tættere sammen, og som en gnist der rammer tørt græs, breder energien sig ud over plænen foran Musikhuset.

På scenen springer JJ Paulo frem med et smil så bredt, at det kan ses helt nede bagi. Han kaster sig ud i sangen, og publikum følger som én organisme. Der går ikke mange sekunder, før hele Musikhusparken er i bevægelse. Arme, ben, grin – alt gynger i takt. Det er torsdag i Festugen, men ingen virker trætte. Tværtimod. Luften summer af forventning, og byen føles som om den har ventet på præcis det her øjeblik.

Et fællesskab af rytmer

Midt i menneskehavet står 24-årige Isabella Juul Hansen. Hendes hår klæber til panden, hænderne er løftet mod himlen, og smilerynkerne afslører, at hun har været glad længe. Hun fortæller: “Det føles som at få energi direkte ind i kroppen. Hans musik er simpelthen så vild – man bliver i så godt humør hver gang.”

Og hun har ret. Rundt omkring hende hopper folk i takt, vennegrupper synger med på omkvædet, og midaldrende par vugger stille med kroppen, mens de smiler til hinanden. Der er ingen forskel – ingen passive tilskuere. Alle er en del af festen, alle svinger med i samme rytme.

JJ Paulo holder ikke publikum på afstand. Han vil have dem med – og han får dem med. Når han peger ud i mørket, skyller en bølge af arme og hænder op mod scenen. Når han smiler, smiler parken tilbage. Og når musikken kort standser, fyldes stilheden med klapsalver, latter og spontane råb, som sender energien endnu højere.

Isabella griner, mens hun trækker vejret dybt.“Han gør os til en del af det hele. Det føles som om vi skaber festen sammen med ham.”

En by i samme puls

Trommerne banker videre som en fælles puls, og bassen runger ned i maven. Når koret gentager omkvædet, rejser der sig en bølge gennem publikum, der skyller frem og tilbage mellem scenen og plænen.

Folk kigger på hinanden og smiler, nikker anerkendende, griber hinandens hænder i takt med musikken. Ølkrus mødes i skåle mellem venner og nye bekendtskaber, og bevægelserne føles næsten instinktive. Parken summer, som om den selv trækker alle med, og rytmen spreder sig fra krop til krop, indtil det føles, som om hele Musikhusparken danser sammen.

Når natten ikke vil slippe

Koncerten når sit klimaks, og alligevel er det, som om folk ikke vil have den til at slutte. Da den sidste tone klinger ud, klapper publikum videre, råber videre, holder fast i øjeblikket.

Smilene bliver siddende, selv mens parken tømmes. Nogle krammer, andre bliver stående lidt endnu, som om de ikke helt kan give slip.

Isabella tørrer panden, hendes øjne gløder stadig. “Jeg går herfra med en følelse af lykke. Han giver alt, og vi giver alt tilbage”

Musikhusparken er stille igen, men energien hænger stadig i luften. JJ Paulo har forvandlet en sensommeraften til et fælles minde – en bølge af glæde og musik, der nu bevæger sig videre gennem byen, mens folk strømmer videre i Festugen for at opleve næste scene, næste rytme, næste øjeblik.