I det nordøstlige Irland, på den modsatte side af Det Forenede Kongerige Storbritanniens Nordirland, ligger en lille fiskerby omsluttet af græsgrønne bjerge, så langt øjet rækker, og ruiner fra fortiden.

1500 mennesker er bosat ved den lille fjord, med de smalle veje og små gader, som stadig afspejler middelalderarkitektur fra fortiden.

Byen hedder Carlingford og er definitionen på det, man på godt gammeldags dansk kalder for et yderområde.

Dem er der mange af i Irland, og fælles for dem er, at der står mange tomme boliger og samler støv. Alt imens står Irland i deres værste boligkrise nogensinde.

Et problem som den irske regering under bred konsensus, tilbage i 2022, valgte at bekæmpe med støtte i form af økonomiske incitamenter. Sådan blev Irlands ordning Vacant Property Refurbishment Grant en realitet for flere tusind irere.

En af dem er Deirdre Jordan:

"Jeg bor kun i mit hus på grund af ordningen, og jeg havde virkelig ikke klaret mig uden"

En del af et større tiltag

Vacant Property Refurbishment Grant blev lanceret som en del af den nationale boligstrategi Housing for All.

Ordningen skal få tomme og forfaldne boliger tilbage i brug i et land, hvor boligkrisen presser både storbyer, små lokale byer og landdistrikter. Grundidéen er enkel: I stedet for kun at bygge nyt forsøger staten at gøre den eksisterende bygningsmasse brugbar igen.

Men ifølge Ann Marie O’Connor, der er Principal Officer i den nationale Vacant Homes Unit, en slags leder i afdelingen for ledige boliger i det irske boligministerium, er ordningen ikke kun tænkt som et boligpolitisk redskab:

“Regenererings delen var meget vigtig.”

Hun peger på, at ordningen også hænger sammen med Town Centre First, der har til mål at genoplive bymidter, udvikle landdistrikter og genbruge eksisterende bygninger:

“Det handler om boliger, regeneration og selvfølgelig også klimamål, fordi genbrug af eksisterende bygninger understøtter det.” 

De mest markante kriterier for boligen er, at den skal være bygget før 2007, have stået tom i mindst to år og efter renoveringen enten bruges som ejerens primære bolig eller lejes ud. Som Annmarie Watters, Vacant Homes Officer i Louth County Council, forklarer:

"Vi har 50.000 euro som grundtilskud. Hvis ejendommen er forladt, og du har en rapport, der siger, at den er forfalden, er der yderligere 20.000 euro til rådighed, hvilket bringer det op på 70.000 euro."

Hun understreger samtidig, at ordningen ikke dækker alt. Pengene er målrettet selve bygningen og de nødvendige håndværkere, ikke luksus eller indretning.

“Vi dækker ikke ting som køkkener, tæpper og lignende. Det er selve bygningen og renoveringen af bygningen.”

Ordningen administreres lokalt af de irske amtsråd. Her behandler Vacant Homes Officers ansøgninger, vurderer dokumentation, kontrollerer om boligen reelt har stået tom, og sørger for, at arbejdet lever op til kravene.

Ifølge den irske regering, var der den 31. marts 2026 17.486 ansøgninger, og 5330 grants er blevet udbetalt. Forskellen skyldes, at støtten først udbetales, når renoveringsarbejdet er færdigt.

“Det er lettere at måle antallet af boliger, der kommer tilbage i brug. Det er sværere at få håndfast dokumentation for regenerationen, men tilbagemeldingerne fra kommunerne er, at det sker,” siger Ann Marie O'Connor.

Ingen ordning, intet hus

Tilbage i den lille fiskerby sidder Deirdre i hendes nyrenoverede hus med sin mand og deres næsten 2-årige barn.

Hun har som mere end 5.000 andre irere gennemført en gennemgribende renovering af en tom bolig, som nu har fået liv. Fælles for dem er, at de alle sammen har fået mellem, hvad der svarer til en kvart og en halv million danske kroner af den irske stat til at realisere deres drømme, og skabe et nyt hjem. Det kan være grundlaget for et liv med tag over hovedet i en boligkrise, der går fra storbyerne, til Midlands og yderområderne i Irland.

For Deirdre blev et af de tomme huse alligevel en mulighed.

I Carlingford købte hun et gammelt stenhus, der havde stået tomt i flere år, og gennem Irlands Vacant Property Refurbishment Grant fik hun økonomisk støtte til at renovere det.

I dag er huset ikke længere en forladt bygning, men et hjem for hende, hendes partner og deres barn:

“Jeg købte huset som single kvinde og flyttede ind med en mand og en baby.”

Ikke lige for alle

På papiret er Vacant Property Refurbishment Grant en generøs ordning. Op mod 70.000 euro kan gøre forskellen på, om et tomt hus forfalder, eller om det igen bliver taget i brug. Men støtten fungerer ikke som penge på forhånd. Den bliver først udbetalt, når arbejdet er færdigt, dokumenteret og kontrolleret.

Annmarie Watters forklarer det direkte:

“Du får ikke pengene før til sidst. Du må selv punge ud.”

Det betyder, at ansøgeren selv skal kunne finansiere renoveringen gennem opsparing, lån eller andre midler, før støtten kan blive en reel hjælp. Den begrænsning anerkendes også nationalt. Ann Marie O’Connor fortæller, at refusionsmodellen har været diskuteret, fordi ansøgerne typisk først får pengene efter 15-18 måneder, når renoveringsarbejdet er færdiggjort:

“Potentielt kan det skabe nogle barrierer.”

Alligevel er modellen valgt for at sikre, at arbejdet faktisk bliver udført, før staten udbetaler støtten. Ifølge Ann Marie O’Connor ville ratebetalinger kræve flere kontrolbesøg og lægge et større administrativt pres på de lokale myndigheder.

Samtidig dækker støtten ofte ikke hele renoveringen. Der er derfor en forventning om, at ansøgeren selv kan lægge penge oveni.

Netop derfor kan ordningen ramme skævt. Den er åben for mange, men lettest at bruge for dem, der allerede har adgang til lån eller økonomisk råderum. Og hvis huset er meget forfaldent, kan selv det højeste støttebeløb hurtigt blive utilstrækkeligt.

“70.000 euro er ikke særlig mange penge at renovere en ejendom for,” understreger Annmarie Watters.

Ordningen kan altså gøre tomme huse til en mulighed, men den fjerner ikke nødvendigvis de økonomiske barrierer, der afgør, hvem der faktisk kan gribe den.

Hjem, ude, hjem

Da Deirdre var ung, valgte hun at flytte væk fra Carlingford. Først ud af den lille by, siden helt ud af Irland.

I flere år boede hun i Tyskland, mens hendes kommende hus stod tomt på den anden side af Nordsøen.

Da det var tid til at vende tilbage til den irske egn, vidste hun, at det ikke skulle være i et færdigt hus, hvor alt allerede var bestemt af andre. Hun ville renovere noget selv. Sætte sit eget præg på de vægge og rum, der skulle danne rammerne for hendes nye liv i gamle omgivelser.

"Jeg flyttede hjem og købte huset, og der gik det op for mig: Okay, det her har jeg ikke råd til. Hvad har jeg gjort? Jeg har brug for et tilskud."

Derfor var et forfaldent stenhus oplagt, og der gik ikke langt tid, før hun købte huset i den by, hun selv var vokset op i. Men efter købet ramte virkeligheden.

Det blev Vacant Property Refurbishment Grant, der gjorde forskellen. Uden den irske støtteordning var huset sandsynligvis forblevet endnu en ruin i et område, hvor mange unge tidligere er flyttet væk. For Deirdre blev det i stedet vejen hjem.

Amterne har magten

For de lokale myndigheder handler ordningen om at aktivere huse, der ellers vil forblive tomme. Hvis ejere ikke reagerer på henvendelser, kan kommunen i visse tilfælde gå videre med andre redskaber, blandt andet CPO “compulsory purchase order,” hvor kommunen selv går ind og renovere huset og sælger det. Annmarie Watters beskriver det som en del af kommunens arbejde med at få ejere til at tage ansvar:

“Det er ikke acceptabelt, hvor der er boligbehov, at tomme ejendomme bare står der.”

Der er også en kontrolmekanisme i ordningen. Hvis en ejer sælger boligen for hurtigt efter at have modtaget støtte, skal pengene betales tilbage. Annmarie Watters beskriver det som en “clawback”:

“Når vi uddeler disse tilskud, og du sælger ejendommen videre inden der er gået 10 år, skal du betale tilskuddet tilbage.”

Dermed forsøger staten at sikre, at støtten ikke blot bliver brugt til hurtig spekulation, men faktisk fører til boliger, der bliver brugt.

Når plantegningen bliver til virkelighed

Den irske tåge har lagt sig over Carlingford, og mørket er begyndt at falde på mellem de grønne bjerge omkring byen.

Inde i Deirdre Jordans hus er der lys i den nye tilbygning. I køkkenalrummet sætter parrets næsten toårige datter, Mimi, sig til rette i sin barnestol. Aftensmaden er ved at blive sat på bordet, og rummet, der engang kun var en idé på en plantegning, er blevet familiens samlingspunkt.

Det var her, Deirdre valgte at bygge til, da hun fik mulighed for at renovere huset gennem Irlands Vacant Property Refurbishment Grant.

Liv i de små byer

Planen med Housing for All projektet var i første omgang ikke at skulle skabe mere liv i lokalsamfundene, men kommer det alligevel med i pakken, når man forsøger at få tomme og faldefærdige huse i de små byer tilbage i brug?

I den lille by Ferbane, små to timer vest for Dublin, er hovedgaden præget af gråvejr, tomme lejligheder og lukkede butikker. Facaderne bærer præg af at have stået urørte længe og der er meget få mennesker i byen. Det eneste, der laver bare en smule støj, er de enkelte biler, der passerer gennem hovedgaden.

I udkanten af byen ligger et gammelt og helt faldefærdigt hus med et til salg skilt. Et ægte håndværkertilbud, til den nette sum af 125.000 euro, der kræver mere end blot en kærlig hånd.

Den eneste stadig lokalejede butik er den lille slagter, P. Browne’s Butchers. Han er også den eneste, der holder åbent denne formiddag. De andre butikker holder lukket.

Ferbane er ikke et enkeltstående eksempel, men derimod et billede, der præger det irske landskab, når man bevæger sig mellem de små byer. Det forsøger man nu at fikse med en ny tilføjelse til Housing for All tiltaget.

En udvidelse af boligplanen

På hovedgaderne i mange irske byer er problemet synligt. Butikkerne i stueetagen kan stadig have åbent, men ovenover ligger første og anden sal mørke hen. Vinduerne er tomme, gardinerne trukket for, og rum, der tidligere blev brugt som boliger, står i dag ubrugte.

Ifølge Orla Murphy, arkitekt, forsker og Co-Director ved University College Dublins Centre for Irish Towns, er det et af de mest oversete boligpotentialer i de irske bymidter:

“Det er meget tydeligt, at der ofte ikke bor nogen over butikkerne. På første og anden sal i størstedelen af bygningerne på hovedgaderne i små irske byer sker der simpelthen ingenting.”

 Det er netop den type tomme rum, Irland nu forsøger at få tilbage i brug med Above The Shop Grant, der blev introduceret i april 2026. Ordningen er en udvidelse af den eksisterende Vacant Property Refurbishment Grant, og giver op til 135.000 euro til at renovere boliger over butikker.

Ifølge Ann Marie O’Connor er behovet tydeligt:

"Du behøver bare gå rundt i Dublin og kigge op for at se, at der er plads, som ikke bliver brugt."

Men lejligheder over butikker er ofte dyrere og mere komplicerede at renovere end almindelige huse. Hvis lokalerne ikke tidligere har været brugt som bolig, kan der være krav om separat indgang, brandsikring og lydisolering. Derfor er støtten højere end i den almindelige grant.

“Der er mere arbejde, så vi mente, at der var brug for et incitament til ejerne,” siger Ann Marie O’Connor.

Tanken er ikke kun at skabe flere boliger, men også at få hverdagslivet tilbage i bymidterne. For Mairéad Hunt, der er National Co-Ordinator for Town Centre First, handler det om mere end kvadratmeter:

“Hvis du kører gennem byer om aftenen, kan de nærmest være døde og mørke zoner. Men hvis der bor mennesker i byerne, eller hvis man bare ser lys over en lukket butik om aftenen, skaber det en helt anden atmosfære.”

Hun peger på, at beboere i bymidten kan være med til at understøtte butikker, caféer, service og tryghed:

“Byen føles tryggere og mere imødekommende. Den bliver bare et rarere sted at være.”

 I Ferbane forsøger byen samtidig selv at vende udviklingen gennem lokale byfornyelsesprojekter. Ifølge byens egen byplan vil man blandt andet arbejde med renovering af butiksfacader og forskønnelse af hovedgaden for at gøre centrum mere attraktivt for både beboere og besøgende.

Above The Shop Grant bliver derfor et forsøg på at løse to problemer på én gang: At skaffe flere boliger og at tænde lys i de tomme etager over byernes hovedgader og skabe liv.

Spørgsmålet er så, kan man renovere sig til et levende lokalliv?

Til det siger Annmarie Watters,

“Det er en start, og man må starte et sted. Jeg synes, det er en positiv start.”

Og det er måske netop sådan ordningen bedst forstås: Ikke som en mirakelkur, men som et forsøg på at gøre tomme huse til en del af løsningen – både på Irlands boligkrise og på spørgsmålet om, hvordan man igen skaber liv i de steder, hvor husene ellers står tomme.

Den danske model

Hvis man hopper på en flyver og rejser godt og vel 2 timer og 15 minutter østpå, så er man tilbage i Danmark. Her ser boligkrisen ikke ud som den irske, men mange af de mindre byer kæmper med en anden type problem, fraflytning. Når beboerne forsvinder, følger hverdagslivet med. Skolerne må lukke, butikkerne drejer nøglen om og det lokale fodboldhold får sværere ved at stille hold til weekendens kampe. De små lokalsamfund uddør.

I Danmark har vi en tendens til at rive vores tomme boliger ned i stedet for at renovere dem, hvorimod Irland gennem mange år har ladet boliger stå og blive til ruiner. Spørgsmålet er, om nogle af de huse eller bygninger, der i dag rives ned, i stedet kunne få nyt liv gennem renovering.

Det forsøger man at eksperimentere med i projektet Bevar Mere, der er lanceret af Realdania, Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden og Dreyers Fond. Realdania støtter syv bygherrer med 6 mio. kroner til hver, der skal lave et eksempelbyggeri for at vise, at det kan lade sig gøre at bevare mere. Ifølge projektchef ved Realdania, Simon Harboe, er det vigtigt at få omdannet boliger eller bygninger fremfor at rive dem ned:

“Vi skal transformere mere. Vi skal lade være med at bygge så meget nyt, og det er jo primært et ressourcespørgsmål og et klimaspørgsmål.”

De irske erfaringer rejser nogle interessante spørgsmål. Hvis økonomisk støtte kan få private til at overtage og renovere tomme huse, kan det så være med til at skabe mere liv i de små byer? Og kunne en lignende model være relevant i Danmark?

Om en ordning som Vacant Property Refurbishment Grant ville fungere i Danmark, er dog ikke et spørgsmål med et enkelt svar. Ifølge Simon Harboe er det ikke realistisk at udbrede en sådan model til hele landet uden videre:

"Jeg kunne godt forestille mig det ville blive problematisk, hvis man bare gav det frit."

Han peger på, at en eventuel dansk ordning bør målrettes områder, hvor der allerede er en vis efterspørgsel efter boliger, og hvor en renovering kan være med til at skabe udvikling. Hvis husene ligger i områder med fortsat fraflytning og lave boligpriser, risikerer man at bruge store summer på bygninger, som stadig vil stå tomme efter renoveringen.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, om Danmark skal renovere flere tomme huse. Spørgsmålet er, om nogle af de lokalsamfund, der i dag kæmper med fraflytning, kunne få nyt liv, hvis man i højere grad investerede i at bevare det, der allerede står der.