Når troen føles helt almindelig – og andre synes, den ikke gør

Der er nogle mennesker, man lytter særligt til. Det ved Michala Overgaard. En aften bad hun en bøn om, at nogen, som hendes mand Christoffer respekterer, ville minde ham om at passe på sig selv. Timer senere, uden at hun havde sagt noget til nogen, kom en bekendt hen til dem og sagde netop det: “Nu skal du huske at passe på dig selv.” For Michala var det et af de øjeblikke, der bekræfter hende i, at troen virker – også når ingen andre ved, hvad hun har bedt om. 

Michala er kun lige kommet hjem fra Sverige, da vi møder hende i lejligheden i Vejlby. Mandag landede hun igen i Aarhus efter næsten en uge væk. Hun har været oppe at bygge på en ny rigssal sammen med andre frivillige Jehovas Vidner. Hun fortæller, at den lokale menighed stod for fuld forplejning, og nu, to dage senere, er hun tilbage i sin egen hverdag. 

I stuen ligger en smule babylegetøj på gulvet, mens tørretumbleren, der blæser for fuld smæk, har efterladt en markant varme i lejligheden – noget Michalas mand, Christopher, også senere påpeger, da han kommer hjem fra arbejde. Michala selv er på barsel. Den røde stofsofa står langs halvvæggen ind til kontorhjørnet, hvor en lille udskæring i væggen rummer et kompakt skrivebord og en kontorstol, der næsten forsvinder i skyggen. På det bordeauxfarvede sofabord står en lille, blank grå Verner Panton-lampe. En plante hænger ned over kanten af halvvæggen bag sofaen, som om den forsøger at blive en del af det rum, der befinder sig på den anden side. 

I spiseområdet ved vinduet står en lilla børnestol klemt ind mellem de brune læderstole. Ved siden af står et sort glasbarskab med champagneglas, whiskyglas og en flaske Jägermeister på nederste hylde. Altandøren fungerer som lejlighedens primære lysindfald, og den kolde marts-sol ligger som et lag hen over gulvtæppet under bordet. 

Michala sætter filterkaffe over i det hvide køkken, mens hendes mor tager den otte måneder gamle datter, Lucca, med ind på børneværelset. Duften i lejligheden skifter fra neutral til friskbrygget kaffe, og stuen falder mere til ro. Michala sætter sig på en stol, hun har trukket over fra spisebordet til sofaområdet, og krydser benene.

Frivilligt arbejde og ture til Sverige 

Selv når hun fortæller om turen til Sverige, gør hun det uden dramatik. For hende er det frivillige arbejde en almindelig del af livet i menigheden. 

“Det fylder meget,” siger hun kort, mens hun tager en tår af sit vandglas. 

At tage én uge ud af kalenderen for at bygge en rigssal sammen med andre frivillige føles ikke som noget særligt – det føles som en forlængelse af hverdagen. Hun og Christopher bruger omkring 50 timer om måneden på at være i tjeneste; en indsats, der blandt andet har resulteret i en invitation til Pionerskolen – en skole, der skal gøre dem stærkere i troen. 

Alligevel er netop den side af Jehovas Vidner sjældent det, der bliver bemærket. Michala nævner selv, at hun ofte møder reaktioner, der bygger på hurtige forestillinger. 

“Det bliver hurtigt meget fordomsbaseret,” siger hun. 

Her i stuen, med de karrygule puder i sofaen og den røde stofoverflade, der har et strejf af jordfarve i sig, virker hendes hverdag dog langt mindre anderledes, end mange måske forestiller sig. 

“Vi er jo også bare helt almindelige mennesker,” siger hun, mens hun ser ud i rummet.

Rutiner, ritualer og dåb som 13-årig 

I Michala’s hverdag ligger troen først og fremmest i rytmerne. Hun beskriver tirsdagene som et typisk eksempel: Praktiske gøremål derhjemme om dagen, møde om aftenen. 

“Et møde starter klokken 19.00 og er cirka to timer. Vi indleder med sang og bøn,” forklarer hun. 

De er omkring 90 i menigheden. I de uger, hvor hun har opgaver, sidder hun ofte ved spisebordet og forbereder en kommentar eller et bibelstykke. Noget hun deler med resten af menigheden i fællesskab. 

“Møderne er jo sammen med vores brødre og søstre… det bliver hurtigt vores gode venner,” siger hun. 

Derhjemme er det de små gerninger, der fylder. 

“Måske bare et lille stykke i Bibelen hver dag,” fortæller hun, mens hun læner sig tilbage. 

Bønnen betyder også meget. 

“Bøn betyder rigtig meget… det føles som et venskab.” 

Lucca er inde på værelset ved siden af med mormor, og varmen fra tørretumbleren bliver ved med at hænge i rummet, som en påmindelse om alt det praktiske arbejde, der følger med livet med en baby. 

At troen fylder, er ikke nyt for Michala. Hun er vokset op i en familie, hvor Jehovas Vidner var en naturlig del af livet. 

“Det er en følelse af en tryg havn… et fast holdepunkt,” siger hun. 

“Når man er Jehovas Vidne, så har man jo tryghed alle steder… uanset hvor man tager hen, så kan man stemple ind i den lokale menighed.” 

Det var også i hendes ungdom, hun valgte at blive døbt. 

“Jeg blev døbt som 13-årig,” fortæller hun. 

Dåben kommer efter bibelstudier og samtaler. Selve handlingen foregår ved et stævne. 

“Det er ofte et lille bad – lidt større end en jacuzzi… hele kroppen… det er ceremonielt på en eller anden måde.” 

Fra Guadeloupe til Vejlby 

Da hendes mor igen træder ind i stuen for at tage Lucca med ud at gå, rejser Michala sig og hjælper med at spænde selen i barnevognen. De går, og stuen bliver stille igen. Kontorhjørnet forbliver mørkt, mens solen rammer sofabordets blanke overflade. Snakken falder på ægteskabet. 

Michala og Christopher blev gift i 2017, da Michala var 20 år. De mødte hinanden gennem en veninde i Skanderborg. Veninden havde en “pæn storebror,” siger Michala med et grin. Siden har parret boet i både Holbæk og København, inden de vendte tilbage til Aarhus for at stifte familie.

Deres engagement i menigheden har gennem årene ført dem rundt i verden. 

“Vi har været og rejst i Guadeloupe i 2024, hvor vi havde sådan et stort stævne. Og det har vi hvert år - hvor man bliver inviteret fra hele verden, hvis man har mulighed for det. Det her med at lande i Caribien og træde ud af flyet, og så står der bare… Jeg tror, der stod måske 35 fremmede mennesker, men som er der for at tage imod os. Vores brødre og søstre.” 

Rødt lys og himmelsk håb 

Da snakken falder på billedet af Jehovas Vidner som en centraliseret organisation, spørger hun først, hvad “centraliseret” betyder. Hun får det forklaret, og derefter grubler hun lidt over det. 

“Jeg synes, der er enormt meget gennemsigtighed med Det Styrende Råd… alt det, de laver, er 100% frivilligt arbejde,” siger hun. 

Hun forklarer, at der er 144.000 med et himmelsk håb. 

“Det kan godt lyde lidt ‘fluffy’, men det er lidt en kaldelse… det er ikke noget, man vælger.” 

Hun tilføjer, at hun ikke ved, hvordan det føles, da hun ikke har det håb. 

Samtalen bliver mere alvorlig, da vi spørger til dem, der forlader Jehovas Vidner. 

“Når man bliver døbt… så er man ret bevidst om, hvad man siger ja til,” siger hun. 

“Man kan sammenligne det med trafikken; Du ved godt, du ikke må køre over for rødt… og når du kører over for rødt, så sker der måske noget fatalt.”

Mange kommer tilbage til menigheden efter de har forladt Jehovas Vidner, ifølge Michala. 

“Det er ca. 75%,” tilføjer hun.

Rigssalen 

Senere kører vi i hendes Tesla ned ad Grenåvej mod rigssalen i Lystrup. Vi småsnakker, mens hun styrer bilen. Hun får en vindrue galt i halsen, da Christopher ringer pludseligt; vi griner af situationen. Hun fortæller, at hun som yngre også tog i byen: “Jaja, vi kan også godt lide at få en bette én,” siger hun.

Da vi passerer valgplakater, ryster hun på hovedet. 

“Nej, vi stemmer ikke til valg… vi tror ikke på, at mennesker har svaret.” 

Hun fortæller om diskussioner med en tidligere chef, der mente, hun burde stemme blankt. Til sidst fandt de en fælles erkendelse: At man ikke kan brokke sig over politik, hvis man aktivt har fravalgt at deltage.

Ved rigssalen står rullekufferter op ad væggen, som vidner om forkyndelsen på gaden. Indenfor dufter der rent. Diskotern i grå nuancer dækker gulvet, grønne planter står i hjørnerne, og cognacbrune Arne Jacobsen-stole står ophøjet på et lille plateau. De lerbrune vægge har opslagstavler med informationer, og lamperne i loftet minder om dem, man finder i et klasselokale. To store fladskærme hænger bag talerstolen.

Inde i et mindre rum ved siden af mødelokalet, er der rækker af bøger; “Vagttårnet” fra 1970’erne og op. Der er også stakkevis af bøger med overskriften “Vågn op!” og en enkelt bog om lægebehandling for Jehovas Vidners Børn. 

Fred i verden 

På vej hjem spørger vi til hendes drømme. 

“Jeg gik faktisk og snakkede med en veninde om... det lyder egentlig meget apatisk - Det der med, at man ønsker fred i verden. Det lyder som sådan en floskel. Det var det ord, jeg tænkte på.” 

Hun pauser. 

“Men ens håb er jo bygget sindssygt meget på det, Bibelen lover - for en dejlig fremtid, fred i verden.” 

Til sidst spørger vi, hvad hun håber, andre tager med fra hendes historie. 

“Jeg håber, det kan være med til at tage nogle af de fordomme væk, der er om ‘hjernevask.’ Det bliver hurtigt meget fordomsbaseret. Så jeg håber helt sikkert, at det kan slukke lidt af de fordomme, der er. Det tænker jeg, er dejligt,” Svarer Michala.

Hun tager en tår vand og rømmer sig. 

“Jeg kan godt se, at vi skiller os ud en gang imellem - helt sikkert... Men vi er helt almindelige mennesker. Bare med en stærk tro.”