"Navlepilleri bliver man deprimeret af" - Mød Maiken Jensen

”Jeg tror, at man er født med et omsorgsgen.”

Med uddannelsen fra landbrugsskolen, og den nyligt afsluttede SOSU-assistent, har Maiken Jensen altid haft et ønske om at kunne yde omsorg for andre.

"Som barn havde jeg en far der led af sukkersyge, og jeg var nok det mere lyttende og nervøse barn, der altid holdt øje med, om der skete ham noget . Dengang blev dyrene, og særligt min hest, et tilflugtssted for mig.”

Dyrene var det der trak Maiken Jensen til Malling Landbrugsskole. Skolen havde en ’hestelinje’ hvor man kunne blive staldmester. Efter endt uddannelse måtte hun dog se sig nødsaget til at søge væk fra staldende og dyrene.

”Jeg kunne ikke tåle at være i staldene på grund af allergi, så jeg blev i stedet jordbrugsteknolog og rådgav landmænd på Mors. Jeg savnede bylivet i Aarhus alt for meget, så jeg sagde op, og fik et job som handicaphjælper i Aarhus.”

På grund af jobbet som handicaphjælper påbegyndte hun sygeplejerskeuddannelsen, men undervejs udviklede hun en depression, og måtte tage orlov fra studiet, men kom ikke tilbage. Hun havde en dårlig praktik med sure og ”omsorgstrætte” sygeplejersker, og havde ikke lyst til selv at ende der.

I tiden hvor depressionen fyldte, og hun boede i Aarhus C, var dyr ikke en del af hverdagen. Dyrene var noget Maiken Jensen ikke vidste hun savnede, før hun fik dem igen.

”Jeg har senere haft en semi-depression, og der har hundene hjulpet med at holde mig oppe . De tvinger mig ud af huset, og hjælper mig med at være i nuet og slippe af med negative tankemønstre.”

Hun synes det er sundt når vi som mennesker kan sætte os selv til side, og sørge for at nogle andre har det godt. Det hjælper en med at komme op og i gang, så man kan komme i bedre humør.

”Navlepilleri bliver man deprimeret af”

Efter en stilling som handicaphjælper i 12 år, valgte hun at starte som SOSU-assistent, og i dag er det en succes at have gennemført den uddannelse. Hvor det for hende betyder meget at relationerne i arbejdet både giver hende og patienterne noget.

”Jeg vil ikke bruge flosklen ’at gøre en forskel’, men det gør lige så meget for mig selv som det gør for den enkelte. At jeg kan gå fra et besøg hvor jeg smågriner og smiler, og kan tænke 'det var sjovt´ ik”