Offentlig forelskelse og hårdt landmandsliv: Her er manden alle taler om. Landmanden.
Svineproducenten, Jonas Ellitsgaard Jensen (34 år), og hans erhverv befinder sig i en national ophedet debat, hvor landmænd står for skud. Men på gården, hvor han fandt kærligheden på landsdækkende TV, bor en nordjyde, der bare gerne vil løse opgaven.
I døråbningen til hans svinestald syd for Hirtshals byder den nordjyske svineavler, Jonas Ellitsgaard Jensen, velkommen til gården Vestergård. Iført shorts og rød t-shirt hilser han med fast håndtryk. Med hurtige og bestemte skridt i sine træsko viser han vej mod svinestaldens lille køkken og kontor. Sko og støvler er ikke tilladt i køkkenet, da hygiejnen skal være i orden. To af hans tre ansatte sidder og nyder frokostpausen ved det store bord, som fylder det meste af det lille lokale. De to kvindelige ansatte forlader hurtigt bordet igen for at trække i arbejdstøjet og går tilbage til grisene, som befinder sig lige på den anden side af køkkenets betonmur. Kigger man gennem de to lettere beskidte ruder, der giver et kig ind i svinestalden, kan man se nogle af de cirka 600 søer, der selv kan vælge, om de vil gå ind i en lille boks, hvor de har adgang til foder, eller om de vil flade ud på gulvarealet lige bagved, hvor der er bedre plads til, at de kan ligge ned.
Jonas Ellitsgaard Jensen tager plads ved bordet og fylder sin kop, lavet af keramik og prydet med en lyserød gris, op med sort kaffe. Selvom den tykke betonmur adskiller grisestalden med det lille køkken, overdøver den syrlige lugt af svin stadig duften af kaffe, idet han hælder op.
Vestergård
Ikke to dage ligner hinanden på Jonas Ellitsgaard Jensens gård. Den ene dag skal der løbes søer, og den næste skal der sælges smågrise. Når foråret rammer, skal der sås, og når det bliver sensommer, skal der høstes. Men selvom tilværelsen på gården er præget af naturens rytmer, er det ikke sjældent, at Jonas Ellitsgaard Jensen og hans erhverv bliver konfronteret med stærke holdninger, i en tid med megen omskiftelighed. En tid, hvor landbruget konstant er under offentlig beskydning, og hvor debatten på de sociale medier, efter Jonas Ellitsgaard Jensens mening, ofte handler om at gå efter manden i stedet for bolden.
Alligevel forholder han sig roligt, for han nægter at lade sig påvirke af vreden på internettet, og han bibeholder troen på, at der findes en fremtid for ham og den lille familie på landet.
”Jeg har den tilgang, at vi skal løse opgaven. Så kan det godt være, det gør lidt ondt på mig, det kan også være, det gør lidt ondt på de andre. Men vi skal have løst opgaven, så vi alle kan være her.”, siger han med ro i stemmen.
Christiansborg og virkeligheden i svinestalden
Når Jonas Ellitsgaard Jensen bevæger sig ud af svinestalden, er hans erhverv endnu engang blevet midtpunkt i samfundsdebatten, og er et af de helt store emner i den igangværende valgkamp.
Alt imens top-politikere diskuterer kommende CO2 afgifter, dyrevelfærd, sprøjteforbud og fremtidssikring af grundvandet, skal Jonas Ellitsgaard Jensen finde balancen i de potentielle nye regler, som den næste regering kommer med. For politikerne er dette blot aftaler på papir, men for Jonas Ellitsgaard Jensen handler det om hans hverdag, hans ansatte og i sidste ende hans livsværk.
Den seneste tid har været præget af historier, som sætter erhvervet i et dårligt lys. Dokumentarer om svigtende dyrevelfærd skaber debat, og delte meninger blandt politikere om CO2-afgifter og drikkevand fylder overskrifterne i nyhederne.
Jonas Ellitsgaard Jensen ser de samme dokumentarer som resten af befolkningen, og mærker de samme følelser som de fleste danskere sidder med, når optagelser af dyr, der mistrives, som i programmet “Hvem passer på grisene?”, ruller over skærmen. Selvom han er den fødte optimist, synes han alligevel, det er ærgerligt, at disse programmer skal udkomme, før der sker en ændring.
Han anerkender behovet for at blive mindet om og konfronteret med egne fejl og mangler, så man undgår det, han selv kalder at blive ”staldblind” – at man overser behov, fordi man går i den samme rutine hver dag.
“Noget af det gode ved sådan en dokumentar er, at vi selv er blevet mere opmærksomme på nogle ting. At man tænker: ‘Nu skal vi altså lige stramme lidt op’,” fortæller han.
Jonas Ellitsgaard Jensen savner dog en mere nuanceret debat, hvor man begynder at tale mere med landmændene, frem for at tale om dem. Han er selv opvokset med værdierne om, at man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles. Han synes, at mediernes jagt på clicks og konflikter skaber en samtale, der er mere styret af frygt end af fakta. Han så gerne, at der også bliver skrevet om, at nogle landmænd, inklusiv ham selv, er i gang med at frasælge landbrugsjord til vandselskaber. Jonas Ellitsgaard Jensen frasælger 11 hektar konventionel landbrugsjord, der gennem flere år er blevet dyrket med alt, hvad der måtte bruges af kemikalier, gødning og sprøjtegift. Jorden skal fremover fungere som grundvandspark, for at sikre rent drikkevand til de næste generationer. En handling, han foretager med glæde, men som han mener, sjældent finder vej til avisoverskrifterne.
”Man taler så meget om et erhverv, uden at tale med erhvervet. I virkeligheden er det jo landmænd, der er ude og sælge jord for at sikre grundvandet, men det forsvinder i debatten,” siger han og tager en slurk kaffe af grise-koppen.
Frikvarteret blev brugt på lektier
Spoler man tiden tilbage til barndommen, var det ikke nogen selvfølge, at Jonas Ellitsgaard Jensen skulle være landmand. Hans mor har arbejdet på kontor i 40 år, og fra barndomshjemmet, ikke langt fra hvor Jonas Ellitsgaard Jensen bor nu, drev hans far egen maskinstation og autoværksted. I barndomshjemmet var det største dyr, man kunne finde, en kat.
Alligevel har landbruget været en del af familiens historie. Alle hans bedsteforældre havde egen gård, og familiens nabo, som boede kun 300 meter fra dem, havde et kvægbrug. Det var på naboens gård, at han for alvor fik øjnene op for faget. Frikvartererne i skolen blev brugt på at lave lektier, så han havde tid til at løbe direkte ned til køerne hos naboen, så snart han kom hjem fra skole.
Han husker tydeligt, hvordan han sad på bagsædet af sin fars bil og kiggede ud på de mange marker, som omringede dem, og fyldte ham med spørgsmål. “Hvad er det for en kornsort, vi har derude, far?” eller “Hvordan er rotationen?” spurgte han altid. I dag kan han svare på de fleste af spørgsmålene selv, da han i 2013 blev uddannet landmand, og senere har tilføjet uddannelsen som produktionsleder. I 2020 købte han gården Vestergård i Vendsyssel. Helt bevidst tog han afstand fra malkekøerne, som havde præget hans barndom, og søgte i stedet mod grisene. Som han selv forklarer det, passer grisene bedre ind i et overkommeligt arbejdsliv, hvor der både er tid til forretning og familie.
Da landmanden fandt kærligheden
Familielivet har ikke altid været en naturlig del af hverdagen på Vestergård. De mange aftener alene med hunden, Simba, blev flere og flere. Så snart det blev en smule seriøst på en dating app, oplevede han, at kvinderne stoppede med at svare. Han måtte erkende, at kærligheden ikke kom rullende ind på gårdspladsen af sig selv. Det fik Jonas Ellitsgaard Jensen til at genoverveje sine muligheder, og af flere omgange meldte han sig derfor til Tv-programmet “Landmand søger kærlighed” i håb om at finde en, at dele tilværelsen og aftenerne på gården sammen med.
”Når det begyndte at blive seriøst, så holdt folk op med at svare. Man kan nemmere trække sig, når det foregår på en telefon, og det synes jeg var for overfladisk,” fortæller han. For rullende kameraer blev Jonas Ellitsgaard Jensen tvunget til at forholde sig til sine egne følelser. Kvinderne kunne ikke bare stoppe med at svare, og de blev nødt til at tale om tingene og tage stilling.
Da kvinderne flyttede ind på Vestergård, brugte Jonas Ellitsgaard Jensen sin eneste uges sommerferie med dem og et tv-hold i baghaven. Da kameraerne slukkede, stod Katrine Povlsen tilbage. I dag bor både hun og hendes to døtre på gården. Den lille familie har fundet sin egen rytme, Katrine Povlsen studerer til ernæringsassistent, imens børnene går i skole og børnehave. Deres forskellige hverdage gør, at samtalen om køkkenbordet ikke kun behøver at handle om svin og planteavl.
“Vi vidste jo heller ikke, om vi kunne finde ud af at bo sammen,” fortæller han. “Det er ikke bare fordi, man finder kærligheden på tv, at det så virker i det virkelige liv. Jeg skulle finde min hylde i det hele – også i forhold til hendes piger.”
I forsøg på at gøre Vestergård klar til fremtiden, er projekt “nyt køkken” nu skudt i gang. Parret har nemlig planer om både bryllup og børn sammen. Jonas Ellitsgaard Jensen er ikke afvisende for at gå på knæ, og det er nok bare et spørgsmål om tid, før det sker, fortæller han med et grin og glæde i stemmen.
Landmand i lokalsamfundet
Selvom stuehuset nu er mere fyldt med liv, holder Jonas Ellitsgaard Jensen stadig fast i sit mange års engagement i lokalsamfundet. Han har nemlig aldrig været god til at sidde stille og alene, og har altid været interesseret i at give tilbage til lokalsamfundet.
“Jeg har altid godt kunnet lide at bidrage, og har også kunnet lide at tage ansvar”, fortæller han.
Siden han var ung, har han også været en del af LandboUngdom. Han vil gerne være med til at flytte noget og skabe positive ændringer i samfundet, hvor han kan. Derfor er han nu en del af vælgerforeningen, landboforeningen, og han er formand for det lokale dyrskue. Derudover fortæller han, at han har overvejet at stille op som politiker, men har foreløbigt valgt at fokusere på bedre rammevilkår for landbruget.
Foreningerne og formandsposten bruger han som et afbræk fra svinestaldene. Det er her, han finder en dybere mening med jobbet som landmand, og modvægt til de mange timer alene i traktoren.
Jonas Ellitsgaard Jensen er bevidst om sin rolle i lokalsamfundet, og som han ser det, er han med til at holde liv i områdets skole, når han hyrer den lokale elektriker, tømrer eller murer til at fikse noget på gården. Derudover har han de sidste par år købt to ejendomme, den ene er jævnet med jorden, men på den anden er stuehuset lejet ud, hvor der nu bor en familie.
”Landbruget har en stor opgave i forhold til at holde liv på landet. Hvis ikke der var noget landbrug, ville det hele bare blive en nationalpark med lyng. Hvad liv er der i det?” spørger han retorisk.
Når Jonas Ellitsgaard Jensen har fri, og ikke bruger tid i diverse foreninger, lægger han sig ikke på langs i sofaen, men sætter sig derimod op på sin ATV og kører ud til ejendommen, hvor stuehuset nu er lejet ud. Her har han sit “hobbyprojekt”, som han kalder det: 15 skotske højlandskvæg, som går og tygger drøv på markerne omkring huset. Han bruger det som et fristed, når hverdagens larm bliver for meget. Her sikrer han, at køerne har vand i karrene, har det godt, og ser godt ud, når turisterne i området stopper op for at hilse på de brune, langhårede og langhornede dyr, imens de æder sig gennem marken med mange bakker, som er deres hjem.
Når han går der, blandt køerne på marken, bliver han ramt af roen og troen på, at det hele nok skal gå. Fremtiden skræmmer ham ikke, om end den byder på klimaforandringer, ny lovgivning eller det at skulle gå på knæ for Katrine Povlsen.
”Vi ved ikke, om vi har grise om 10 eller 15 år. Det tænker jeg ikke så meget over. Vi skal drive en virksomhed, og så må vi tage det til den tid,” siger han.
Det hele handler i bund og grund om at løse opgaven. Hvad end den opgave måtte være.
