Organisation og forsker: Forsvaret bør ændre deres syn på en ADHD-diagnose
Forsvaret lempede d. 30 juni sidste sommer helbredskravene for ansøgere med en ADHD-diagnose. Men knap et år efter mener både forsker og ADHD-foreningen, at man kan gøre mere for at sikre adgangen til Forsvaret.
De lempede helbredskrav skal ifølge Forsvarets hjemmeside sikre “flere soldater med en bred palet af kompetencer”.
Og selvom lempelsen er et skridt i den rigtige retning, kan der ifølge Sofie Astrid Bøjden Olsson, projektleder hos ADHD-foreningen, gøres mere.
“Vi mener jo ikke, at en diagnose skal være en hindring for, at man kan varetage sit job. Så omfanget af helbredskravene er noget, vi har sat spørgsmålstegn ved”.
Hun peger på, at mange med en ADHD-diagnose trives i Forsvarets rammer.
“Der er rigtig mange, som trives godt i den der struktur og forudsigelighed,” forklarer hun.
Også Jesper Andreasen, lektor i Farmakologi ved Københavns Universitet, fremhæver, at “der er mange med ADHD, der faktisk trives godt, hvis der bliver sat nogle klare rammer”. Det er, selvom der ifølge ham stadig eksisterer “stereotype forestillinger om, at det er den urolige dreng, der kravler på væggene.”
Forsvaret oplyser, at lempelsen skulle medføre “bedre sammenhæng” mellem funktion og helbred for ansatte, som er “nødvendigt i en tid med historisk oprustning”.
Ifølge Jesper Andreasen bør næste skridt være et bredere syn på ADHD, så Forsvaret i fremtiden i højere grad “også er nysgerrige på de styrker, der følger med”.