På byens ældste værtshus holder fællesskabet stand

”Skål. Skål for en dejlig dag,” råber en stemme udefra.

Det er Pølle. En korthåret dame i blomstret skjorte og et halstørklæde viklet om halsen. Hun kom egentligt ikke for at få øl men for at aflevere noget mad til bartenderen, Kristian Lamanovski. Men idet hun trådte ind på den lille terrasse, stod han klar med en grøn flaske. 

”Så lad gå da”.

De brune værtshuse findes i alle afkroge af landet. Men de små tidslommer, der i årtier har fungeret som lokale mødesteder, svinder stille og roligt ind. Og når dørene til de gamle værtshuse lukker, forsvinder også de fællesskaber, der for mange gæster har stor værdi.

Et af de steder, hvor traditionen stadig lever, ligger på hjørnet af Frederiks Allé og Kriegersvej i Aarhus. Brocaféen, med sin gule facade og grønne Tuborg-skodder, omtales som byens ældste værtshus.

Kærlige drillerier

Indenfor er lyset gulligt og luften tung af cigaretrøg. Bag baren fløjter Kristian med en smøg bag øret, mans han lader øllen løbe.

En mand venter tålmodigt, mens Kristian smiler, nikker og sætter en Rød Tuborg foran ham. Gratis, indtil klokken slår 13. Manden svarer med et kort ”tak” og har allerede blikket rettet mod terrassedøren.

Denne fredag eftermiddag er bygningen badet i sol, og derfor har fem mennesker taget plads på den lille terrasse ud mod gaden. Ølglas klirrer, der gestikuleres hen over bordet og flere hilser på hinanden.

Pølle og tre andre stamgæster sidder tilbagelænet i stole op ad muren. Kristian slår sig ned blandt dem. Han har en rød og sort Adidas-joggingdragt på, trøjen stukket ned i bukserne og lynlåsen ved halsen lidt åben, så en gylden halskæde med et kors vipper frem i solen.

Når nogen mangler en øl, rejser han sig. Flaske til Pølle, smøg i askebægeret, ind bag baren. To minutter senere glider han tilbage på stolen det samme sted, samler flasken op, hvor han efterlod den, og klapper Pølle kort på skulderen.

”Tag nu trøjen op af bukserne,” råber en mand mod ham. Et par hoveder drejer sig i samme retning, som en usynlig kommando.

Kristian svarer med et løftet øjenbryn.

Pølle, som fik sit kælenavn i tiden med pølsevognen i Aarhus, ryster på hovedet:

”Jeg har sagt det til ham.” ”Dine kogler får jo midterskilning.”

Latteren breder sig.

Kristian slår ud med armene, men griner med.

”Altså… hvis man taler pænt til nogen hernede, så er det fordi, man ikke kan lide dem,” siger Kristian.

Hjemmet uden for hjemmet

Udenfor sidder også Mogens. Eller Munse, som de kalder ham. Gråligt strithår, jeans og solbriller. Han har kommet her siden 1972.

”Vi bliver behandlet som om, vi er hjemme, når vi er her,” siger han og læner sig indover bordet.

Munse og Pølle har kendt hinanden i over 30 år. Hun har regnet på det, siger hun. Han var med til hendes 40-års. Nu sidder de der, som om de udover venskabet deler en let og ubesværet arbejdsfordeling: Hun har omsorgsrollen, han er den stille observatør.

”Her hjælper vi hinanden – mentalt og fysisk,” siger Pølle.

Der bliver nikket omkring bordet. Det er her, de holder øje med hinanden. Hvis en ikke dukker op en dag, ringer de for at sikre sig, at alt er okay.

”Nogle kommer herned for ikke at være ensomme,” siger Kristian. ”Man ved, hvem der helst bare vil sidde selv. Men de er her stadig. Der er nogen omkring dem.”

”Vi er en anden kop kakao end caféerne nede ved åen”

Senere kommer seks unge fyre i solbriller og forårsjakker og sætter sig udenfor.

”Vi er en anden kop kakao end caféerne nede ved åen,” siger Pølle. Der hvor øllene koster dobbelt så meget.

Her er priserne lavere og kulturen en anden. ”Det er derfor, nogle unge kommer. Billig øl, hyggelig stemning. Og så ved de godt, hvad de går ind til. Kulturen. At folk snakker med dem.”

Munse bryder ind:

”Og de unge giver jo også noget. Man kan have nogle gode snakke om andet end gamle dage”

Døren går op, og de kigger samme vej. Det er tydeligt, at Kristian ikke kun passer baren. Han passer også menneskerne.

Man er der for hinanden

Da solen slipper muren, slipper de stolene og går ind.

Indenfor hænger vimpler fra stukloftet, gamle malerier og skilte med ordspil: ”I tilfælde af halsbrand – søg mod baren.” Lugten af røg sidder i alt, som om den aldrig helt forlader stedet.

Men fællesskabet gør heller ikke.

”Vi passer på hinanden. Det er kærlig mobning, omsorg og… ja, humor.” siger Kristian og stiller en ny grøn flaske foran Pølle.

Musikken bag ham skifter til Sweet Home Alabama.

Men de kan også være alvorlige, hvis det er nødvendigt, supplerer Pølle:

”Vi kan tage alle kasketter på: Forældre, psykolog, socialrådgiver, sjælesørger. Det skal der være plads til,” siger hun og tager en tår.

Det er nu to timer siden, Pølle ikke skulle have en øl.