“Min kamp mod det iranske regime startede, da jeg gik på gymnasiet. Jeg var 15 år. Om dagen protesterede mine klassekammerater og jeg på skolen, om eftermiddagen protesterede jeg i gaderne, og om aftenen tog jeg med min onkel ud og skrev med graffiti i Shiraz’ gader.  

Året efter tog protesterne til. Det var lige efter Mahsâ Aminis død - kvinden, som blev taget til fange af moralpolitiet. De slog hende, og hun pådrog sig fysiske skader, hvorefter hun omkom på et hospital i Teheran. Alt sammen, fordi hun ikke havde sin hijab ordentligt på.  

Efter hendes død gik vi rundt i byen og skrev “Død over Khamenei” og “kvinde, liv, frihed” med rød graffiti på murene. 

På grund af protesterne bad skolen mig om at skrive under på, at jeg aldrig ville gøre det igen – ellers ville de sende politiet efter mig. Hver gang underskrev jeg papirerne og protesterede igen dagen efter. 

Til sidst smed de mig ud. De dumpede mig i alle fag. Det gjorde det svært at komme ind på en ny skole, fordi de troede, at mit karakterblad skyldtes dovenskab. Det gik faktisk så slemt til, at skoleinspektøren gav mig en lussing i eksamensperioden, fordi hun troede, jeg ikke gad at læse på grund af mine karakterer.  

Jeg var rasende. Jeg kontaktede politiet, men de tog selvfølgelig hendes parti. Det gør de altid.  

Derfor droppede jeg ud af skolen. Helt. I stedet fokuserede jeg på at arbejde. Jeg arbejdede to jobs og sparede i tre år op til at købe en ny violin. Da jeg var lille spillede jeg violin med min mor, men den gamle måtte vi sælge. Det var altid min mors drøm, at jeg skulle genoptage instrumentet. 

Sjette til ottende januar, 2026
Ligesom så mange andre protesterede vi imod levestandarden. Uanset hvor meget vi arbejder, har vi aldrig nok. Nok til at leve. Vores basale behov bliver ikke opfyldt under præstestyret. 

Min familie og jeg demonstrerede i fire dage. Vi tager altid afsted som familie. Min tante kunne ikke være med, fordi hun for nyligt var blevet opereret, og min mor blev hjemme ved hende. Men mine onkler, de andre tanter og mine fætre var med. Vi var 15 i alt. Både d. 6. og 7. januar var relativt fredelige.

De skød på os, men kuglerne var så bløde, at vi kunne presse dem ud ad vores hud. En slags gummikugler. Der var også mange, der mistede synet, fordi politiet bevidst gik efter øjnene, når de skød, men der skete ikke noget kritisk.  

D. 8. var der flere tusinde mennesker samlet på én gade. Alle havde masker på for ikke at blive genkendt. Politiet havde spærret vejen i begge ender og stillet sig op på gadens altaner. Fra både første, anden og tredje sal kastede de med tåregas og skød ned på os.  

Jeg har astma og blev nødt til at tage min maske af på et tidspunkt. Ellers kunne jeg ikke trække vejret.  

Menneskemængden gjorde, at man ikke kunne bevæge sig i hverken den ene eller anden retning, da tåregassen brændte på huden, og man prøvede at komme væk. Men de skød stadig ikke med skarp ammunition. 

Da vi mødtes i det hus, hvor vi altid samles efter en protest, kunne vi konstatere, at alle 15 var her. Protesternes størrelse havde givet os et håb, vi aldrig havde turde have før. Nu falder regimet.  

Klokken tre om natten ringede min onkel fra Teheran. Han græd. Han fortalte, at han havde båret det ene lig efter det andet. Han fortalte, hvordan gaderne i hovedstaden var lige så fyldte som dem i Shiraz til at starte med. Hvordan folk så begyndte at falde omkring ham. Han blev ved med at græde, mens han fortalte mig, at vejene var oversvømmet af blod. Der kørte brandbiler for at spule det væk.  

Han sagde, der var et folkemord i gang.

Mens jeg snakkede med min onkel, fik min mor også et opkald.  

“Vi har set din datter på overvågning. Hvis hun er blandt protesterne igen i morgen, ser du hende ikke igen.” 

De havde set mit ansigt, da jeg tog min maske af. Man ved aldrig rigtig, hvem det er, der ringer. De udgiver sig for at være fra det lokale politi, men jeg er sikker på, det kommer længere oppe fra.  

Den aften endte jeg i et stort skænderi med min mor. Hun ville forbyde mig at tilslutte mig modstanden dagen efter. Hun sagde, jeg kunne dø. 

Jeg sagde, at det ikke betød noget for mig længere. 

Den niende januar 
Jeg har været til mange protester i mit liv. Rigtig mange. Men noget føltes anderledes den her morgen. Jeg havde en fornemmelse af, at nogen i min familie ville dø i dag. Jeg havde en fornemmelse af, at det ville blive mig. 
 
Vi tog afsted allerede klokken syv om morgenen. Den dag var det kun min tante, onkel, fætter og mig. Jeg havde ikke rigtig sovet, og demonstrationerne starter typisk først ved ni/ti-tiden. Men troen på, at det var dagen, hvor Ayatollah Ali Khamenei og hans regime faldt, levede stadig i os. Vi ville afsted så tidligt som muligt.  

Vi gik hen til samme gade som dagen forinden. Det tager ikke mere end tre-fire minutter. Men her var kun omkring 50 mennesker, og betjentene snakkede arabisk – ikke farsi. 

Manglen på meddemonstranter skulle ikke stoppe os. Vi begyndte at smadre alle overvågningskameraer, al gadebelysning. Vi ville vise verden, hvad der sker i Iran. Som dagen skred frem, kom der lidt flere mennesker, men jeg tror ikke, vi var mere end 200.  

Min fætter sørgede hele tiden for at stå foran mig. Hvis nu politiet skulle begynde at skyde. Ligesom han altid har gjort. 

Da de begyndte at kaste med tåregas igen, blev vi separeret. Min fætter og onkel stod i forreste linje, og min tante holdt mig fra at gå med dem. Mændene forrest. 

Det første skud blev affyret, og det var nemt at høre, at det ikke længere var gummikugler. 

Fordi vi var taget tidligere afsted, havde vi ikke set, at regimet havde givet tilladelse til at bruge dødelige patroner i dag. Men selv hvis vi havde, ville det ikke have stoppet os.  

Blandt demonstranterne forlød det, at der var så mange iranske betjente, der havde nægtet at slå sit folk ihjel, at regimet havde været nødt til at betale arabisk politi for at udføre deres beskidte arbejde. 

Min tante og jeg løb alt, hvad vi kunne, til en snæver gade i nærheden. Vi gemte os bag en bil. Efter otte eller ti minutter valgte jeg at stikke hovedet ud for at se, om politiet stadig var der. Jeg spottede tre betjente, men de var ikke i uniform. De stod bare i hverdagstøj, snakkede et fremmedsprog og var udstyret med tåregas og Colt-pistoler. 

Jeg fik øjenkontakt med den ene og bad med det samme min tante om at løbe. En familieven boede i et hus længere nede ad gaden.  

Hver gang der er protester i Shiraz, holder folk deres døre åbne, så tilskadekomne eller dem på flugt kan komme ind. 

Jeg løb efter hende, og politiet begyndte at skyde efter os. De skød nede omkring vores fødder, og det fik støvet til at svæve helt oppe i ansigtshøjde. Vi var i stand til at slippe væk og komme ind i vores vens hus. 

Vi fik kontakt til resten af familien for at fortælle dem, at vi havde det godt. Vi spurgte dem, om de havde hørt fra min onkel eller fætter. Det havde de ikke. 

Fra forreste linje var de blandt de første, der blev beskudt. De forsøgte at flygte, men min fætter blev skudt i begge ben, maven og i halsen. Han fandt en sidegade og kunne ikke løbe længere. Han faldt om og begyndte at kaste blod op. Sådan fandt politiet, eller hvem de nu var, ham. Alligevel tæskede de ham med knebler, slag og spark, inden de efterlod ham på gaden. Som et dyr.  

Nogle fik kørt ham på hospitalet og fortalte os hvilket. De private klinikker havde fået besked på ikke at tage imod demonstranter, så det måtte blive et offentligt. 

Da vi ankom til hospitalet, vidste de ikke, om min fætter var her. De sagde, at vi kunne gå i kælderen og tjekke. Vi kom derned og blev mødt af en lang række ligposer. 

Vi tjekkede en, vi tjekkede to. Vi tjekkede over tredive. Da vi nåede til den sidste pose, lynede min tante ned og genkendte ansigtet.  

‘Det er ikke ham. Min søn har meget mørkere hud,’ husker jeg min tante råbe grådkvalt.  

Men min onkel var ikke i tvivl. Det var deres søn.  

Og der lå Payam.  

Min fætter.  

Blegere end nogensinde før og med operationsplastre omkring nyren og hjertet. 

Vi er overbeviste om, at de havde opereret hans organer ud for at sælge dem. Om at det havde regimet givet de offentlige klinikker besked på at gøre med demonstranter. Ikke red deres liv. Sælg deres organer. 

Der er intet i Iran 
Efter hans død brugte vi mange penge på at få udleveret både hans lig og de overvågningsoptagelser, der viser ham på den gade, hvor politiet forseglede hans skæbne. De dræbte ham ikke, men havde det ikke været for dem, kunne vi måske have behandlet ham derhjemme.  

Min apati over for døden blev kun forstærket. Min onkel og jeg begyndte at planlægge et hævnforsøg. Vi havde planlagt at købe våben og skyde de politimænd, der tæskede Payam på gaden.  

Da min mor opdagede det, sendte hun mig til Armenien. Her kendte hun en præst, der kunne give mig tag over hovedet.

Jeg var rasende, og jeg nægtede at tage afsted. Men der er intet for mig i Iran. Regimet registrerede mit ansigt til januar-protesterne, og jeg kan derfor aldrig indskrive mit navn noget offentligt sted. For eksempel på et universitet. 

Så snart regimet er færdigt med at intimidere, fængsle og dræbe familier til ofre i Teheran, ved jeg også, at de kommer efter mig, min familie og de andre demonstranter i Shiraz.   

Siden jeg kom hertil, har min mor fået modet til at forlade sin mand. Han har altid været voldelig. Jeg tror, hun tør, fordi hun ved, jeg er et sikkert sted, hvor han ikke kan røre mig. Min drøm er at finde et arbejde. Måske spille violin. I hvert fald tjene så mange penge, at jeg kan bringe både min mor og min lillesøster til Armenien med mig. Hun er syv år gammel.  

I Iran er loven sådan, at faren automatisk bliver værge for sit barn, så længe det er under 18. Så jeg ved ikke, hvornår jeg får nogen af dem at se igen. 

Min onkel var i militæret, før han flygtede for at deltage i protesterne. Efter fik han at vide, at han ville blive slået ihjel, hvis de nogensinde fandt ham.  

Siden lovede de ham, at alt var tilgivet, hvis bare han tog tilbage.  

Det gjorde han i sidste uge.  

Vi har ikke hørt fra ham siden."

 
Hvis du, eller nogen du kender, har selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på
70 201 201 

OBS: Udsagnet om, at regimet skulle have beordret hospitaler til at fjerne og sælge demonstranters organer, har vi ikke kunnet finde troværdig dokumentation på. Det, der fremgår af artiklen, er Elyanas oplevelse og overbevisning.