"Det er fredag aften. Solen er på vej ned, men her er stadig omkring 25 grader. Sådan er det i sensommeren. Normalt holder vi weekend torsdag og fredag i Iran. Mine venner er i byen for at fejre, at en lang uge er gået på hæld. Jeg er ikke med dem ude, for i aften har afgørende betydning for min karriere.  

Jeg arbejder med IT-design i en international virksomhed, og klokken otte skal jeg pitche min idé. Jeg har kun arbejdet her i to måneder, så det er ekstraordinært at have et møde med den øverste chef. Mine håndflader sveder. Jeg har brugt flere uger på at forberede mig, og den sidste time har jeg brugt på at tjekke, om alt spiller.  
 
Internetforbindelsen er stabil - tjek. VPN er tændt - tjek. Pitchen er klar - tjek.   
 
Jeg åbner Zoom-opkaldet. ‘Hej, mit navn er Parsa Abassi. Tusind tak, fordi I ville mødes med mig.’ Stemmeføringen oser ikke af selvtillid, men både min direktør og manager smiler. Jeg går i gang med mit pitch og kommer ind i et flow. Efter cirka halvandet minut lægger jeg mærke til, at ansigterne på min skærm ikke længere responderer. Jeg forsøger mig med et ‘hallo?’, men der kommer ingen respons.  
 
Min manager prøver at dække over mig, men der er intet at gøre. Forbindelsen er væk. Som den har været så mange gange før. 

Det er i det øjeblik, jeg endeligt beslutter, at jeg vil væk fra Iran. 

Dem, jeg efterlod 
For første gang står jeg på egne ben. Inden jeg flyttede til Armenien, boede jeg stadig ved mine forældre. For europæere lyder det måske mærkeligt - min alder taget i betragtning. Men i Iran er det helt almindeligt. Der har de færreste råd til at flytte hjemmefra. I stedet bliver vi voksne og får et job, så vi kan supplere vores forældres økonomi.  

Min søster bor der stadig. Hun er 24, nej, 25 år gammel. Når man har boet hos sine forældre, til man er 27, er det okay at komme lidt væk fra dem, men hende savner jeg. Min storebror har boet i Italien i nogle år. Han udtalte sig kritisk om det iranske regime engang, og nu må han ikke komme tilbage til landet.  

Jeg er også forlovet. Eller, jeg er faktisk gift, men jeg kalder hende stadig min forlovede. Mere om det senere. 

Jeg startede i virksomheden i juni sidste år. Min uddannelse er egentlig inden for told og skat, men i Iran er det sjældent, at man arbejder med det, man har uddannet sig som. Økonomien gør, at man må tage, hvad man kan få. Min forlovede, Hanieh, hedder hun, er uddannet lærer.

Vi mødte hinanden for to år siden, da vi begge arbejdede som receptionister i det samme firma. Jeg kan huske, at hun fangede mit øje med det samme. Hun gav mig motivation til at møde op på et arbejde, der ellers ikke interesserede mig.

Det var hårdt at undvære hende de første hundrede dage af mit nye liv. 

Et liv med ustabil forbindelse 
Mødet med min chef den dag er langt fra første gang, internettet i Iran skaber problemer for mig. Under krigene har jeg arbejdet gennem brag fra de missiler, der har regnet ned over Teheran, og udført mit job så godt, jeg overhovedet kan. På et tidspunkt kunne jeg ikke arbejde i næsten 20 dage. I den periode var jeg heldig, at min manager – som også er iraner – dækkede for mig. Hun varetog mine opgaver, og hvis ikke hun havde gjort det, var jeg blevet fyret.

Vi ved begge, hvor heldige vi er. Iranske omstændigheder gør os uattraktive for internationale virksomheder. Hvorfor skulle de hyre en iraner med ustabilt internet, når de bare kunne hyre en europæer eller en amerikaner? 

Fra en park i Jerevan
skriver Parsa med sin søster

Grundet internet-nedlukningen
foregår det på statsovervågede apps

Video: Tobias Jäger

Jeg plejer at sige, at iranere ikke starter fra nul. Vi starter fra minus tyve.  

Mange hjemmesider er blokeret, og man kan ikke engang bruge Zoom uden en VPN.
Selv dér er det usikkert, om det virker. 

Regimet siger, at det handler om national sikkerhed og spionage. For at være ærlig, synes jeg, det er noget bullshit. De er bange for, at vi finder ud af, hvad der egentlig foregår i landet, og hvad verden siger om os.  

Det ironiske er, at de fleste allerede godt ved det. Jeg kender ikke én iraner, der tror på regimets forklaringer. Man behøver ikke kigge udefra. Man kan mærke det, når man lever i det. Man ser problemerne helt tydeligt. Både økonomien og de helt basale rettigheder, man fratages.  

Jeg har længe været frustreret over ikke at kunne gøre mit arbejde ordentligt. Men efter mødet med min chef var jeg ikke længere i tvivl. Hvis jeg ville beholde mit job, var jeg nødt til at tage afsted. 

Jeg tog først en måned til Irak og flyttede ind hos en ven, men jeg opdagede hurtigt, at situationen i Irak ikke var ideel, så jeg begyndte at kigge mod Armenien. 
 
Mit midlertidige hjem
Jeg kom hertil uden at kende et eneste menneske i landet. Jeg vidste ikke engang, om jeg havde en lejlighed. Jeg havde hævet hele min månedsløn og givet kontanterne til en armensk ejendomsmægler, jeg tilfældigt havde mødt i Irak. Det skulle fungere som depositum på en étværelses i udkanten af Jerevan. Det var risikabelt, men jeg havde ikke andre valg. 

Jeg havde efterladt familie, forlovede og alle andre i Iran. Jeg er bekymret for dem. Bekymret for min søsters fremtid, hvor længe min gamle far er nødt til at arbejde og mine venners økonomiske situation.

Det er hårdt at se sit land i krig. Min søster er rædselsslagen for de høje brag. Da jeg kom tilbage til Iran, lagde jeg mærke til, hvordan folk reagerede på selv de mindste lyde. 

Efter tre og en halv måned tog jeg tilbage til Iran. 24 timer i bus, snævre bjergveje, ingen aircondition. Men jeg havde prøvet det før. Jeg skulle hjem og hente Hanieh. 

Vi har en drøm om at komme til Europa. Hvis det skal lade sig gøre, får vi brug for en vielsesattest.  

Jeg havde fire dage dernede. Mere havde jeg ikke råd til at misse på arbejde. Fire dage til at se min familie, pakke Haniehs liv ned og se mine venner. Hurtig tur til Mahzaren (religiøs myndighed), blive gift. Tilbage til Jerevan, inden vi bliver fanget, fordi krigen eskalerer.  
Jeg havde timet det, så jeg tog afsted den dag, der var fredsforhandlinger i Islamabad, men jeg ville ikke tage nogen chancer. 

Det var ikke det, vi havde drømt om. Det er også derfor, jeg stadig kalder hende min forlovede. Vi vil gerne have en traditionel, iransk ceremoni, hvor begge vores familier kan deltage. Det behøver ikke være noget stort, vi vil bare gerne have et bryllup.  
 
Vejen videre
Jeg er ved at lære tysk. Vi har hele tiden vidst, at livet her er midlertidigt. Økonomien er uholdbar, og vi kan ikke få fast statsborgerskab.

Jeg fik ikke en lønforhøjelse, da jeg flyttede til Armenien, men mine udgifter er mere end tredoblede. I Iran kan man leve et normalt liv for cirka $300 om måneden. Her bruger jeg minimum $1000.

Vi prøver at finde et arbejde til Hanieh, så vi kan spare en lille smule op, men i Armenien kommer man ikke langt med hverken engelsk eller farsi. Man skal kunne armensk eller russisk. Derfor vil vi gerne til Tyskland. Lige nu er mit tysk på B1-niveau, og når jeg rammer B2, tror jeg på, jeg kan få et job.  

Det, jeg drømmer allermest om, er et frit Iran. Det er mange iraneres drøm. Sammenlignet med mine venner og familie derhjemme, står jeg ikke i den værste situation i Armenien, men det er ikke mit hjem. Lige nu handler det bare om at blive. Arbejde. Og håbe, at det en dag bliver muligt at vende hjem til Iran."  

Parsa slutter interviewet af med at sige, at han gerne vil fremgå ved eget navn, men at han ikke ønsker at få taget et genkendeligt billede. Han er bange for, at Hanieh og han aldrig kan få deres drømmebryllup i Iran, hvis regimet kan se hans ansigt i internationale medier – ligesom tilfældet er med hans storebror.