På Samsø kan du ikke gemme dig. Her bliver fremmede til fortrolige

Da 56-årige Aya Bruun trådte ind til en jobsamtale en tidlig formiddag på Samsø, havde hun ikke regnet med, at hun ti minutter senere skulle sidde og græde sammen med en kvinde, hun aldrig havde mødt før. Ordene kom ufiltreret og ærligt mellem de to kvinder og gjorde det umuligt at holde en facade. Pludselig sad de med tårer i øjnene, fordi de kunne genkende noget i hinandens livshistorie, som rørte dem dybt.

Midt i det, der skulle være en jobsamtale, mærkede hun noget særligt, der findes i det lille øsamfund. ”Jeg taler med mennesker her, som jeg aldrig nogensinde ville have snakket med, hvis jeg boede i en storby,” fortæller Aya Bruun.

En anden kultur

Aya Bruun flyttede til Samsø for otte år siden. Hun kom fra Aarhus og et liv i højt gear og længtes efter et sted, hvor tempoet var lavere. Da hun kom til øen, blev hun mødt af en ro, der ikke kun lå i landskabet, men i måden mennesker mødte hende på: “Herovre hilser folk på dig i Brugsen, selvom du ikke kender dem. Det skulle jeg lige vænne mig til,” fortæller hun.

Ø-livet var en stor omvæltning for Aya Bruun, der skulle lære at navigere i en helt anden tilgang til fremmede, end hun havde oplevet i Aarhus. ”Herovre er der også en kultur for, at folk gerne vil kende én hurtigt, og jeg har måttet øve mig i at sige nej til invitationer, hvis jeg kan mærke, at det ikke er rigtigt for mig,” fortæller Aya Bruun med et glimt i øjet. ”Ellers kan man ende med at drikke kaffe hele tiden.”

Fællesskabets mekanik

På Samsø begynder relationerne med et anerkendende nik i Brugsen eller en samtale på færgen. Ifølge Aya Bruun er der især en særlig dynamik mellem tilflyttere: ”Tilflytterne har meget at dele omkring at leve her… vi bliver næsten afhængige af det,” fortæller hun.

Aya Bruun oplever en særlig form for hjælpsomhed på øen. Afstanden mellem husene er lang, og fraværet af storbyens services skaber en kultur, hvor man må hjælpe hinanden i hverdagen. Man låner ting af hinanden frem for at tage til fastlandet og træder til, når nogen mangler noget: ”Vi er afhængige af hinanden. Vi kan ikke bare få. Der er ikke butikker, hvor vi kan få det hele,” fortæller hun.

Aya Bruun peger på de mange Facebook-grupper, der fungerer som en slags beredskab. Her reagerer folk hurtigt: ”Ligegyldigt hvad du står i, så er der sider på Facebook, hvor du kan søge hjælp, og uanset hvad du har brug for, så får du hjælp,” siger hun.

Accept er et vilkår

Samsø har i flere år oplevet en stabil nettotilflytning. Ifølge tal fra Danmarks Statistik flyttede 101 mænd og 103 kvinder til Samsø i perioden mellem 2023 og 2024. Desuden viser tallene, at øen i 2024 havde flere tilflyttere end fraflyttere, og at en stor del kommer fra større byer.

Selvom tilstrømningen til øen er stabil, oplevede Aya Bruun at blive set an i begyndelsen: ”Tilflyttere og samsinger glider ikke altid naturligt ind over hinanden. Man bliver set an i lang tid, især af de gamle samsinger,” fortæller hun. Kontrasten mellem de nye og de gamle samsinger er ikke en konflikt, men et socialt vilkår. Først når man har vist, at man ikke kun er her for en enkelt sommer, ændrer relationerne sig. ”Når folk finder ud af, at du bliver her, så bliver du accepteret,” siger Aya Bruun.

En særlig tryghed

Det er ikke kun naturen og roen, der tiltrækker nye beboere. I kommunens egen tilflytteranalyse fra 2025 svarer 77 procent af de adspurgte, at de allerede før flytningen opfattede øen som et attraktivt sted at bo, primært på grund af fællesskabet og det langsomme tempo.

Det var også det langsomme tempo, der i første omgang trak Aya Bruun til øen. Men hun fandt også et fællesskab, der ikke kun har ændret hendes hverdag, men også hendes måde at være i verden på. ”Relationer er lettere for mig her. I byen handler det meget om udseende, status og forbrug. Her betyder værdier og menneskelighed langt mere. Jeg møder mennesker, jeg aldrig ville have mødt ellers, og det er deres historie og åbenhed, der er interessant,” fortæller hun.

Selv om Aya Bruun bor i et skovområde, hvor mørket er tæt, og ingen mennesker er i syne, oplever hun en tryghed, hun aldrig har følt før. ”Jeg føler mig aldrig alene. Aldrig,” siger hun. Og selvom hun for nogle år siden blev skilt, faldt hun aldrig ud af fællesskabet. Tværtimod. ”Jeg kan altid møde nogen, jeg kan åbne mit hjerte for,” tilføjer hun.

Venskab trods forskelligheder

Det, der begyndte med tårer i et mødelokale, er i dag blevet en af Aya Bruuns nærmeste veninder – et venskab, hun er sikker på aldrig ville være opstået i en storby. ”Jeg tror aldrig, jeg har fundet sammen med én, der er så forskellig fra mig – og stadig have den der fuldstændig soul-sister connection,” siger hun.

For Aya Bruun er den største forskel på byen og øen fællesskabet, som ligger under det hele. Det er derfor, hun stadigvæk bor her. Fordi den fremmede kvinde fra dengang ikke længere er fremmed, men en del af et net af mennesker, der gør Samsø til det sted, hun hører til.