Polen halter efter EU i kampen for LGBTQ+-rettigheder

I EU findes der ni lande, hvor to personer af samme køn ikke kan gifte sig. Ét af dem er Polen.

Polen er et stærkt religiøst land, og i 2021 sagde 72,6 procent af befolkningen, at de var troende. 71,5 procent af dem, erklærede sig som katolikker. 

Selvom andelen af ateister er steget fra 2,6 procent til 8,6 på ti år, er Polen et samfund, der bygger på religiøse principper, og den katolske trosretning kan føles som en grundsten, der binder landet sammen. 

Kigger man på deres religiøse historie, er det ikke helt så underligt, at landet kan føles bagud på flere af de parametre, som vi i Danmark forbinder med helt almindelige vestlige værdier. Herunder LGBTQ+-personer og deres rettigheder.

I Polen er det nemlig hverken tilladt at gifte sig eller at have et registreret partnerskab med en person af samme køn. Et registreret partnerskab er en juridisk ordning, som giver rettigheder, der minder om et ægteskab. En mulighed som flere lande, der ikke tillader homoseksuelle ægteskaber, tilbyder.

Indtil maj i år har Polen nægtet at anerkende ægteskaber mellem personer af samme køn - også selvom de er registreret i udlandet. Mange polske LGBTQ+-par tager til nabolandet Tyskland for at blive viet, men når de kommer tilbage til Polen, er det som om, intet er sket. Deres vielsesattest og juridiske rettigheder træder ikke i kraft.

I 2018 sagsøgte to polske mænd staten for netop dette, og i november 2025 fastslog EU’s højesteret, at Polen skal anerkende vielser lavet i andre EU-lande. Det skal de, selvom det ikke er lovligt for dem at blive gift i Polen. 

Efter EU-domstolen slog det fast sidste år, er der ikke sket meget. Lige indtil marts i år, hvor Polens øverste forvaltningsdomstol nåede frem til samme dom.

I maj skete det så. Polens hovedstad Warszawa registrerede det første ægteskab mellem to mænd nogensinde.

Fra Gdańsk til Sønderborg 

For tre år siden pakkede den 23-årige polak Amelia Aniela Dulian sine ting og flyttede fra Polen til Sønderborg sammen med sin kæreste, Dominika.

Amelias opvækst var præget af et miljø med dybe rødder i den katolske tro. Hun er opvokset i en landsby i udkanten af Gdańsk, og mange af hendes venners familier var katolikker. Katolicismen var dog ikke noget, der fyldte hos Amelia og hendes familie.

Især den tidlige skolegang var præget af religiøse kerneværdier, og det gjorde, at hun var bange for at skille sig ud. Derfor tog det også mange år at forstå og derefter stå ved de følelser, hun bar rundt på.

“Når jeg kigger tilbage, tror jeg, at det var grundet homofobien. Jeg var bange for at være, hvem jeg var,” fortæller Amelia.

I folkeskolen lød det rundt på gangene, at homoseksualitet var forkert, og de spydige kommentarer fløj dagligt gennem klasseværelset.

 “Mine klassekammerater snakkede konstant om, at hvis du er homoseksuel, kommer du i helvede.”

Egentlig vidste hun godt, at hun kun var tiltrukket af kvinder. Alligevel fik hun en drengekæreste i folkeskolen. Det var nemmere, selvom hun inderst inde var klar over, at noget ikke stemte.

“Jeg nåede til et punkt, hvor jeg vidste, at jeg var lesbisk, men det var nemmere at lade som om, at jeg var heteroseksuel."

10. værste land i Europa 

Amelias oplevelse er langt fra enestående. Ifølge ILGA Europe’s årlige rapport fra 2026 ligger Polen på 39. pladsen ud af 49 europæiske lande. Rapporten rangerer blandt andet landene ud fra LGBTQ+-familiers adgang til ægteskab, adoption og forældreskab. Andre parametre er hadforbrydelser, mulighed for juridisk kønsskifte, diskrimination og love som sikrer LGBTQ+-personer deres rettigheder.

Med sin 39. plads og en forbedring på kun 1 procent siden sidste år, er der plads til forbedring i Polen. Værst står det til med hadforbrydelser og familierettigheder, hvor landet scorer 0 procent ud af 100.

Fællesskaber til at spejle sig i 

Da tiden var inde til at starte i gymnasiet, flyttede Amelia hjem til sine bedsteforældre i Gdánsk. Her kom hun på et gymnasium, som var større og mere mangfoldigt. For første gang så hun nogle, som mindede om hende, og hun blev hurtigt en del af en vennegruppe fyldt med LGBTQ+-personligheder.

Det betød meget for hende at have nogen at kunne spejle sig i. Drengekæresten blev skiftet ud, og inden længe stod hun frem som lesbisk.

”Fællesskaber er vigtige."

“Lige fra at have LGBTQ+-venner til at blive en del af organisationer eller støttegrupper. Repræsentation gør virkelig en forskel,” udtrykker hun.

Hun følte, at de i vennegruppen kunne hjælpe hinanden med at stå ved deres seksualitet og støtte hinanden i en forvirrende og formende tid. Fællesskabet gjorde, at Amelia kunne være sig selv uden at lægge låg på sin personlighed.

Campaign Against Homophobia 

Mateusz Trzaska, talsmand for den polske LGBTQ+-organisation Campaign Against Homophobia fortæller om, hvor vigtigt det er at skabe fællesskaber, hvor folk kan spejle sig. 

Ifølge organisationens hjemmeside findes der mindst 60 registrerede LGBTQ+-organisationer i Polen. Deres hovedopgave er at skabe tryghed og danne et miljø, hvor alle kan være dem, de vil. 

Campaign Against Homophobia, som i daglig tale kaldes KPH, er med til at skabe fællesskaber gennem deres platforme på sociale medier, events, demonstrationer og på mange andre måder. De fokuserer især på at være til stede i de mindre byer og lokalsamfund. 

“Vi prøver at organisere events i de små byer. Det er lige så vigtigt at være dér, som det er at være i de store byer som Warszawa,” fortæller Trzaska og afslutter med, at han synes, de lykkes godt med det.

“Vi kan selvfølgelig ikke være overalt, men vi prøver, og så er vi ofte med til at støtte andre organisationers arbejde. Vi rapporterer og informerer også ud på Instagram, når der sker noget nyt, og jeg synes faktisk, det er endnu vigtigere end bare at være der. Det skaber mulighed for at bringe information og hjælper os med at skabe debat i medierne, i politik og i organisering.”

Amelia Dulian fortæller, hvordan skiftet i polske medier har gjort stort indtryk på hende. I dag ser hun langt flere LGBTQ+-personer repræsenteret i massemedierne end nogensinde før. Hun lægger vægt på, hvor vigtigt og fantastisk det er at se den slags repræsentation. 

KPH kæmper hver dag for LGBTQ+-personers rettigheder, men de mener, at der er lang vej igen til frihed og komplet ligestilling. Trzaska har svært ved at påpege det største problem lige nu, fordi der er så mange. “Hvert problem angriber en ny gruppe af mennesker i LGBTQ+-miljøet,” fortæller han. 

Han understreger, at det især er et problem i politik. Der foregår en hård og hadsk retorik, og de ser flere og flere målrettede anti-LGBTQ+-kampagner.

Anna Krakus, adjunkt på Københavns Universitet med speciale i polske studier, er enig i, at retorikken i polsk politik længe har været hård. Hun mener dog, at der i 2025, efter ophævelsen af de LGBT-fri zoner, er kommet en smule blødere tone omkring emnet.

Samme opfattelse har Trzaska, som synes at tonen, særligt i medierne, er blevet mere inkluderende og mere påpasselig i måden de omtaler miljøet på.

Når politik og kultur ikke hænger sammen 

I Polen hænger de politiske værdier på LGBTQ+-området ikke sammen med befolkningens holdninger. Det mener både Amelia Dulian og Mateusz Trzaska.

“KPH forsøger aktivt at rykke noget ved de politikere, som ikke er klar, men samfundet ér klar," forklarer Trzaska. Han peger på, at en ny undersøgelse fra IPSOS viser, at over 62% af befolkningen støtter registreret partnerskab mellem to personer af samme køn.

Amelia Dulian er enig i, at parlamentet, og præsidenten især, repræsenterer noget langt mere konservativt end befolkningen gør.

“Partiet PiS har været meget åbent imod LGBT-ideologien, som de kalder det. Og det er meget vigtigt for dem hele tiden at understrege, at de ikke er imod enkeltpersoner, men at de er imod ideologien,” fortæller adjunkt Anna Krakus. PiS er et af Polens største nationalkonservative partier og har i lange perioder haft regeringsmagten. Deres retorik har haft indflydelse på, at LGBTQ+-personers rettigheder i dag ofte bliver omtalt som en ideologi i Polen og ikke som en seksuel orientering eller en almen menneskeret.

Krakus forklarer, at PiS’ tilhængere i høj grad mener, at LGBTQ+ er knyttet til Vesten. Det bliver til en fortælling om det store stygge Vesten, som prøver at presse deres ideologier og værdier ned over det polske folk.

Den anti-vestlige retorik er allerede stærk i Polen, så når LGBTQ+-spørgsmål opfattes som noget vestligt, er det et problem. “Det er ikke nødvendigt at nævne LGBTQ+ direkte, hvis det allerede er underforstået, at det forbindes med de vestlige værdier, som man tager afstand fra,” uddyber hun.

Nye ting på vej 

D. 29. maj 2026 stemte underhuset i parlamentet et lovforslag igennem, som giver to personer af samme køn mulighed for at indgå i et registreret partnerskab. Resultatet blev at 230 medlemmer stemte for og 198 imod. Tallene viser, at der langt fra er enighed om emnet. 

Den nye aftale indebærer dog hverken rettigheder for børn af regnbuefamilier eller ret til juridisk arv. KPH omtaler aftalen som et kompromis, men de skriver på deres Instagram, at det på trods af mangler i aftalen, stadig er et stort skridt i den rigtige retning.

Lovforslaget skal dog stadig igennem senatet, hvilket betyder, at Polens præsident Karol Nawrocki har mulighed for at nedlægge veto. Alt tyder indtil videre på, at han vil gøre brug af den mulighed. 

Måske er fremtiden, hvad vi er bange for 

Trzaska prøver at være håbefuld for fremtiden og ser de nyeste domme omkring ægteskab og registreret partnerskab som en sejr. 

“Jeg ved, at vi har fantastiske LGBTQ+-organisationer i landet, som hver dag kæmper for bedre vilkår, og som vil blive ved, indtil der ikke er behov længere. Det er det eneste, som jeg med sikkerhed ved om fremtiden,” fortæller han.

Det kræver dog systematiske ændringer og ikke bare enkeltsager, som vi har set i år. Polens LGBTQ+-syn og politikere skifter hele tiden. Både til det bedre og til det værre. Især den højreorienterede bølge, som i de sidste år har hersket i Europa, kan bekymre ham. “Jeg har virkelig ikke lyst til at være ham, som siger han er bange for fremtiden,” fortæller Trzaska og forklarer, at det somme tider kan være svært at være andet.

Også Amelia Dulian er nervøs for fremtiden. Det er umuligt for hende at undgå at blive påvirket af den samme konservative bølge, som Trzaska taler om. “Det hele er så trist,” siger hun og sukker. 

“Jeg plejede at tro, at vi ville være den generation som ville ændre det, eller i det mindste gøre en forskel, men det tror jeg ikke længere.” Hun forklarer, at historien gang på gang har vist, hvor skrøbelige rettighederne kan være, og hvor nemt de kan blive taget væk igen. 

Krakus anerkender Dulian og Trzaskas frygt, men hun tror på, at de små skridt landet tager lige nu, i fremtiden vil føre til en større åbenhed og accept af LGBT+-miljøet. Også selvom hun er overbevist om, at præsident Nawrocki kommer til at nedlægge veto mod alle liberale lovforslag de næste fire år, han har tilbage på magten.

“Lovgivningsmæssigt kommer det til at gå langsomt. Kulturelt er Polen rigtig godt på vej,” afslutter hun.