Prebens Cykelklinik vægter hjælpen til andre unge højere end det økonomiske overskud

“Det er jo sjovere at være voksen end barn,” fortæller Daniel Preben Nielsen.

Daniel Preben Nielsen kaldes i daglig tale Preben. Hænderne er sorte af olie, og håret stritter lidt efter en formiddag fuld af punkteringer og løse kæder. Fra gulv til loft hænger cykelstel i alle farver. Langs væggene står der retro-spillemaskiner, plastikspande med værktøj og kasser med genbrugs-cykeltøj. Lokalet dufter af gummi og cykelolie, og på væggene hænger der billeder af Prebens cykelture gennem livet.

Hver dag arbejder han hovedsageligt side om side med fleksjobbere og praktikanter.

"Jeg står glad op om morgenen, når jeg skal på arbejde. Min cykelklinik er et sted med værdier som en forening. Det er en arbejdsplads med noget mere menneskelig forståelse.”

Det er måske ikke en god økonomisk forretning. Men for Preben er det det eneste rigtige.

Det har taget sin tid for ham at kunne hvile så godt i sin hverdag. Der har været flere bump på vejen, når man “ikke passer ned i samfundets kasser,” fortæller han, mens han retter sig op.

“En psykolog ville kalde det en lortebarndom”

Preben voksede op i Rundhøj, som på daværende tidspunkt var på ghettolisten.

Han beskriver sin barndom som god og hjertevarm. Forældrene støttede ham, og de var der for ham, så meget som de kunne.

“Mine forældre var gammeldags anlagt, far arbejdede meget, og mor var hjemme. Men de har også dealet med mange ting gennem tiden.”

Da Preben var 12 år, blev hans mor meget syg. Han flyttede derfor hjem til sin far, som ikke var så meget hjemme grundet hans arbejde.

Begge forældre blev senere hen førtidspensionister.

Trods en kærlig barndom beskriver Preben den også som kaotisk.

“Der har været meget kaos, mange aftaler, der brast. Det satte sine spor på mig, når jeg i dag ser det udefra.”

Flere gange har han måtte melde sig selv til svømning og havde ikke altid forældre, der kunne køre ham til fritidsaktiviteter.

“Hvis en psykolog skulle beskrive min barndom, var det nok blevet kaldt en dysfunktionel lortebarndom,” fortæller Preben.

Men det er ikke sådan, han ser den. Han beskriver det som, at der altid er blevet passet på ham, og med nogle forældre, der har gjort sit absolut bedste ud fra de ressourcer, de havde.

“Det var på mange måder som en tossefilm, som nok ikke var helt normalt,” fortæller han, mens han retter blikket mod børnebillederne, der hænger på væggen i cykelklinikken.

Preben passer ikke i kasser

Som barn blev Preben sendt rundt i skolesystemet som et problem, ingen helt vidste, hvad de skulle stille op med. Syv skoler, ni forskellige klasser. Han blev hentet i taxa og kørt på tværs af byen til specialtilbud, hvor voksne talte om ham i stedet for til ham.

“Jeg sad altid bagerst,” fortæller han og fortsætter:

“Nogle gange vendte de mig med ansigtet mod væggen. Og sådan sad jeg mere eller mindre i et halvt år.”

Preben er stærkt ordblind, talblind og har ADHD.

“Jeg snakkede vildt meget, havde tusind idéer, og jeg sagde, hvis noget var åndssvagt. Det er ikke så smart i en klasse.”

Preben manglede hjælp og hjælpemidler i sin folkeskoletid. For eksempel vidste han, at der var noget, der hed en IT-rygsæk. En rygsæk med en computer i, som ordblinde kunne få, der kunne læse tekster og bøger op.

“Jeg kom fra et område, der blev nedprioriteret af kommunen. Jeg fik aldrig den IT-rygsæk, som kunne have gjort det meget lettere at være ordblind.”

Preben kom mere og mere bagud, som årene gik i folkeskolen.

“Ordblindheden og den manglende hjælp gjorde det svært. Jeg kan ikke se ingredienslister, forkortelser, busplaner og alt andet, der kræver, man kan læse.”

Det gjorde det også vanskeligt at være en del af et fællesskab, når man ikke kan stave:

“Jeg kunne ikke skrive SMS på de gamle tryk-telefoner,” fortæller han og kigger ned i jorden.

Preben beskriver sig generelt som en, der var uden for fællesskabet i folkeskolen:

“Folk tænkte, jeg var mærkelig. Jeg var mest venner med pædagogerne og lærerne.”

Systemet der ikke greb ham

I de tidlige teenageår blev Preben smidt ud af sin efterskole. Efterfølgende meddelte kommunen, at han skulle tilbage til sin gamle skole – det sted, hvor tiden havde været “rædselsfuld” for ham. Men Preben nægtede. Han skulle ikke tilbage til det sted!

Preben og hans far kæmpede ihærdigt for, at han kunne komme et sted hen, hvor han selv havde lyst til at gå, nemlig Holme Nygård Skole – en specialskole, som fokuserede på værkstedsfag. Men kommunen afslog og meddelte, at der var tre måneders ventetid.

Det gad Preben ikke. Han fik nok.

Protesten

Han tog sin cykel og cyklede ned til Aarhus Kommunes handicapafdeling i fuldt raseri. Han vidste, at hans sagsbehandler holdt til der. Da han ankom, fik han at vide, at hun ikke var til at træffe – selvom han kunne se, at hun sad inde ved siden af i rygerummet.

Han blev så gal, at han rev dørtelefonen ned af væggen. Kort efter satte han den pænt på plads igen.

Derefter cyklede han videre til rådhuset for at få fat i rådmanden for børn og unge. I forhallen råbte han efter rådmanden og sit navn og telefonnummer i håb om, at nogen ville høre ham. To vagter eskorterede ham ud af bygningen, mens han fortsat råbte navn og sit telefonnummer højt i den store forhal.

Men hans optræden var ikke forgæves. Rådmanden havde hørt ham og noteret hans oplysninger.

Da han kom ud fra rådhuset, satte han sig opgivende på rådhustrappen. Kort efter blev han ringet op af rådmanden. Halvanden times snak senere fik han med det samme tilbudt en plads på drømmeskolen: Holme Nygård Skole.

For første gang i sit liv følte han, at han var blevet hørt.

Det gik op for ham, at systemet aldrig ville have grebet ham ellers. Det var hans protest, der havde sikret ham det, som senere skulle vise sig at blive to fantastiske år i skolesystemet.

De eneste gode år ud af i alt elleve folkeskoleår.

Skolelæreren der ændrede det hele

Én lærer er særligt vigtig i Prebens historie. Simon Koch Lauritzen, som var hans matematiklærer på Holme Nygård Skole i 10. til 11. klasse.

Det var der, at han for første gang lærte at stave sit eget navn. Selvom Simon var matematiklærer, lærte han ham at stave ved at forme bogstaverne i ler.

“Preben var en sød og god dreng. Han var jo vanvittig skarp, men havde været i de forkerte rammer i alt for mange år,” fortæller Simon Koch Lauritzen, der i dag er skolelærer på en anden skole, efter Holme Nygård Skole lukkede.

“Han kom ind på skolen og var villig til at lære. Masser af gå-på-mod.”

Ifølge Simon var det særlige ved Preben, “at alle var helt tossede med ham.”

“Han er lige præcis, som han er, og når han vil noget, så gør han det,” fortæller skolelæreren.

Det var tidligt på tale, at Preben gerne ville arbejde med cykler. Simon beskriver en samtale, han havde med Preben og hans rådgiver, meget tydeligt. Rådgiveren foreslog Preben at blive cykelmekaniker-assistent.

“Men jeg vil ikke være assistent. Jeg vil være cykelmekaniker,” insisterede den dengang 18-årige Preben.

“Så det blev han,” fortæller Simon Koch Lauritzen stolt.

Afslutningsvist fortæller Prebens gamle skolelærer, at der dengang ikke var nogen, som havde spået ham til at blive selvstændig cykelmekaniker.

“Fra jeg mødte ham første gang, er han gået fra at være en, der havde givet op på at blive til noget, til nu at være en, der bestemt har fået succes med det, han laver,” slår Simon Koch Lauritzen fast.

Blev en del af et fællesskab

Samme år, som han gik på drømmeskolen, startede han i praktik i Knuds Kiosk – en cykelforretning på Jægergårdsgade. Han elskede at komme der. Her kunne han bruge sine hænder og fik flere og flere succesoplevelser. Her var han god til noget. Han brændte for noget.

Indehaveren i Knuds Kiosk introducerede også Preben til cykelfællesskabet Viva Los Pedalos. Der blev han endelig en del af et fællesskab, hvor han følte, at han passede ind. Her delte de samme passion, og der var “flere skæve typer som ham.”

Da han fyldte 18 år, blev han tilbudt førtidspension på grund af hans usynlige handicap. Den takkede han pænt nej til – han skulle absolut ikke den vej. I stedet startede han på fuld tid i Knuds Kiosk.

“Jeg blev jo opdraget der,” fortæller han med et smil.

Det blev et springbræt til selv at åbne en cykelbutik nogle år senere.

Cykelklinikken som en alternativ uddannelse

Preben har altid ville være advokat, men har aldrig forsøgt at gå den vej, da det ville blive for svært at ‘passe ned i den kasse’ – det traditionelle uddannelsessystem.

“Grunden til, at jeg ville være advokat som barn, var, at jeg ville rette op på det, der var uretfærdigt i verden. Jeg ville hjælpe folk og gøre en forskel.”

Preben har fundet en anden vej til at hjælpe andre og tackle den uretfærdighed, han selv oplevede som barn.

Cykelklinikken er hans ståsted. Efter mange års kaos i uddannelsessystemet har han fundet sig selv og den ro, han nu besidder. For første gang er han landet.

“Det er hér, hvor jeg er blevet til noget. Det er min form for uddannelse,” fortæller Preben med rank ryg og løftet pande.

For Preben er cykelklinikken et “alternativt uddannelsessted” for unge, der ikke passer ind, eller endnu ikke har fundet deres rette hylde.

“Jeg ville skabe en forretning, der kunne overleve – og samtidig løfte mennesker.”

Hans ansatte er unge mennesker, som befinder sig i lignende situation, som han selv stod i for nogle år siden.

“Det giver ikke økonomisk mening at have så mange fleksjobbere, men det er dét, der giver mening for mig.”

Hvis Preben skal give én vigtig ting videre til andre unge, som ikke passer ind i “samfundets kasser”, er det at protestere.

Han understreger, at han ikke ville have været der, hvor han er i dag, hvis ikke han havde stået op for sig selv:

“Protester! Hvis ikke man selv gør noget, sker der ikke noget.”