Rockstjerne for en aften

”I den næste dyst skal vi se Pongo-Per mod Jack Meoff!”

Arrangøren står ind over mikrofonen, og de halvsnaldrede tilskuere bryder ud i grin over deltagernes selvvalgte navne.

Foran en projekteret skærm sætter sig to spillere på hver sin læderindbundne stol med plastikguitarer i hænderne. Inden længe fyldes baren af Bon Jovis You Give Love A Bad Name, mens farvede noter strømmer ned over skærmen.

Det er første torsdag i måneden, og 24 deltagere er mødt op til turnering i det klassiske computerspil Guitar Hero på rock ’n roll værtshuset Tokiobar i Aarhus.

Her blandes useriøs konkurrence og dobbelttydige kunstnernavne med bajselademadder og nichet 00’er-nostalgi.

Publikum danser og skråler med på Mr. Brightside. Grønne og orange neonlys rammer væggene som er dækket af rock-legender, pin-up piger og klistermærker. 

Øl i massevis bliver langet over disken af en travl bartender med ansigtspiercinger og mørk makeup. Bag hende hænger et skilt:

”No we don’t do fucking birthday songs. It’s a rock ’n roll bar you idiot.”

Publikum synger med på sangene der kører på skærmen. Alt fra Kiss til Miley Cyrus. En svag lugt af røg fra baglokalet hænger i luften.

Efter en duel, bliver det annonceret, at én af spillerne lige har opnået FC.

”FC! FC! FC! FC!”

En af de to duelanter har lige spillet en sang på plastikguitaren, uden at lave en eneste fejl. En Full Combo.

Klummergøjs forsvinden

Turneringen foregår én mod én. Deltagerne er delt op i to ligaer: Casual og Competitive. Begyndere og øvede.

I hver runde spiller to deltagere en sang mod hinanden. Den med flest point går videre.

Deltagerlisten gør det dog svært for publikum at holde masken.

Mick Jackoff, Eric Clapcheeks, Klummergøj.

Et problem opstår inden en af duellerne, da spilleren Klummergøj ikke er til at finde, inden han skal op imod spilleren Laser.

Publikum begynder at heppe ”Klummergøj! Klummergøj! Klummergøj!”

Arrangøren råber til en medarbejder i den anden ende af rummet, og beder ham løbe ud i rygerummet for at finde Klummergøj.

Den unge medarbejder skynder sig at løbe ud, men kommer hurtigt tilbage:

”Hvem fuck er Klummergøj?!”

Da Klummergøj endelig bliver fundet, lyder der stor jubel fra publikum.

Klummergøj taber kampen stort.

Egen medbragt guitar

Det kan ikke siges, at alle deltagere er troppet op til turnering med det samme lave ambitionsniveau som Klummergøj. Bagerst i lokalet sidder en mand i hvid t-shirt og sokker i sandaler. Han har kapret en bås med sin kæreste, og overværer nøje konkurrencen.

28-årige Niels Mikkelsen deltager selv i den øvede liga for anden gang. Han har tidligt på aftenen en klar ambition om en sejr.

Niels har endda medbragt sin egen Guitar Hero-guitar hjemmefra, så han er helt sikker på ikke at tabe på grund af udstyret.

Han har spillet Guitar Hero on-off siden han var 10 år gammel.

”Da jeg var lille begyndte jeg at spille sammen med mine venner. Jeg fortsatte så bare med at spille, da de stoppede,” griner han.

”Jeg blev fuldstændig optaget af det.”

Niels fortæller, at det gamle spil har haft en reel indflydelse på ham og hans liv, og det har hjulpet ham til at udvikle en kæmpe kærlighed for alverdens slags musik.

Han ser Guitar Hero som et godt afbræk fra sin hverdag, hvor han arbejder som datascientist hos Bestseller.

Blandede bolsjer

Turneringen har kørt fast i godt halvandet år på Tokio Bar, og bliver arrangeret af 28-årige Jonas Halborg.

Han er en smule snøvlende, da han forklarer ideen bag eventet. Han har selv spillet Guitar Hero i 18 år og er tidligere verdensmester i Guitar Hero Live.

”Jeg synes bare det er vigtigt at bringe Guitar Hero ud til folket,” siger han.

”Mest fordi det bare er pissesjovt.”

Ifølge ham, fungerer turneringen så godt som den gør, fordi den kan tiltrække mange forskellige slags mennesker, hvad han ville kalde ”en pose blandede bolsjer”. Han elsker at træde ind i værtsrollen og dele sin passion med folk.

Når Jonas ikke er vært for denne konkurrence, arbejder han som dataingeniør og optræder som drag queen under navnet Victoria Agina.

”Det er bare så fedt, når man giver folk lov til bare at gøre det, de selv synes er megafedt!”

Laser tager guld

Mange gamle rocksange senere, spilles den store finale i den øvede liga.

Sejren bliver taget af spilleren Laser. 

Laser vinder billetter til et Depeche Mode- og The Cure- tribute show i Ridehuset, samt en øl i baren.

”Hvordan føles det at vinde?”

Laser får mikrofonen i hånden og trækker på skuldrene inden han svarer.

”Det ved jeg ikke.”

Niels, der selv har medbragt en guitar, ender på en fjerdeplads.

Through The Fire And Flames

Turneringen er slut, men publikum bliver hængende.

Jonas Halborg, tidligere verdensmester, planter sig foran skærmen ved siden af Laser, aftenens vinder, og annoncerer at aftenen slutter med en kamp mellem de to, til en af de mest berygtede Guitar Hero sange: Through The Fire And Flames af Dragonforce.

Publikum hepper mens noterne flyver hen over skærmen. Jonas spiller ubesværet. Han glemmer flere gange at kigge på skærmen mens han spiller. Sangen sidder i hans fingerspidser.

Han kender sangen og udstyret så godt, at han uden problemer spiller videre mens plastikguitaren ligger på hans nakke.

Publikum går amok.

Da sangen slutter står der over 750.000 point til Jonas på skærmen. Laser henter knap 300.000. Resultatet af den syv minutter lange kamp er glemt få sekunder efter, da øllene endnu engang begynder at flyde.

Til Tokio Bars månedlige turnering, er pointene og resultaterne nemlig mest en ligegyldig detalje.

Det vigtigste på Tokio Bar er at du dukker op, vælger et fjollet kunstnernavn, og går amok på din plastikspade foran en flok mennesker, der synes det er lige så fedt som du selv gør.