Billeder af vindbidte, tibetanske ansigter, flodheste i kamp og fjerne bjergpas våger over familiens spisebord med røde, pink og babyblå balloner og tre fødselsdagsflag i en potte. Silas, Tore Grønnes ældste søn, fylder år. I dag er det 14 år siden, at Tore, efter 50.000 kilometer i sadlen, for første gang tog cykelhjelm på.

Drømmen om at blive vagabond 

Egentlig var den 47-årige forfatter, freelancejournalist og familiefar usikker på, om hans ældste søn, Silas, var gik op i balloner på sin fødselsdag. Han var heldigvis ikke blevet for gammel endnu. 

“De elsker bare, når der sker noget,” siger Tore Grønne om sine to sønner; Bastian på 10 og Silas på 14, mens han trasker rundt i det åbne køkken og fylder kaffe i en stempelkande. Han er iklædt en åben skovmandsskjorte og kasket. 

Gershøj ved Roskilde Fjord, hvor hans familie for tre år siden slog sig ned i et rækkehus, er ellers ikke verdens mest begivenhedsrige sted. En kro, en rødkalket kirke og en lille lystbådehavn, hvor de fleste både overvintrer på land, er hvad landsbyen har af sightseeing-muligheder. For at handle ind, skal man køre til en af nabobyerne. 

I sin egen barndom kørte Tore længere ture end til Rema. Fem mennesker proppet ind i en østtysk Trabant fra Viborg og ned gennem Europa. “Hver sommer var det ind i skrammelkassen og af sted. Min far har den samme kæmpe udlængsel og rastløshed som mig selv,” fortæller han. Hans mor var egentlig bare glad for, at familien var samlet. 

De slog telt op på campingpladser og i landsbyparker. Spiste sandwichs med agurk, tomat og salt og peber. 

Ind bag Jerntæppet på opdagelse.

Ned til den tyrkisk-syriske grænse for at møde kurderne. Her forærede en fyr ham en vandmelon. 

“Jeg kunne ikke nænne at spise den, fordi jeg synes, det var så sødt af ham. Jeg tog den med i bilen hele vejen til Viborg, indtil den var pilmuggen,” griner han.

Rejsetrangen opstod i barndommens parcelhus. Efter gymnasiet var det hans egen tur til at definere, hvordan verden skulle opdages. For det var der ingen tvivl om, at det skulle den. 

“Det var 1998 og en af de store backpacker-år. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle rejse, bare at det ikke skulle være ligesom alle andre,” husker han.

“En dag sad jeg i et tog med gigantiske tømmermænd, kiggede ud ad ruden og drømte om at blive vagabond - med barnevogn, bønner på dåse og en flaske snaps. Men det der med at gå, der gik sgu nok for langsomt for mig,” fortæller han. 

Sådan slog ideen om at se verden fra cykel rødder i ham. Hans primære cykelerfaring stammede fra ruten på 1,5 kilometer til og fra Viborg Amts Gymnasium på en gammel havelåge. Han måtte forsyne sig med noget mere passende udstyr, så han fandt en mountainbike, et telt, en sovepose og et liggeunderlag. 

Første gang han cyklede to dage i træk blev i Peru – og derefter fire måneder gennem Andesbjergene.

“Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle rejse, bare at det ikke skulle være ligesom alle andre.” Foto: Tores private arkiv

Frigørelse på en højslette 

I rækkehusenes fælles åbne cykelskur står Torre Grønnes turcykel. Det hvide stel er speciallavet til at kunne modstå en masse tæsk. Styret er designet til at montere en cykeltaske.

“Det kunne sgu godt være, jeg skulle låse den,” siger han, efter at have betragtet den lidt. Hans to sidste cykler er blevet stjålet rundt omkring i verden. 

Skovmandsskjorten er knappet, han er hoppet i sin Patagonia-jakke og har skiftet kasketten ud med en sort hue.

Mellem hans ben løber den plettede kat Leo. Poterne slår ud i luften efter støvfnug. Det var ikke Tores behov med en kat, men børnene og hans kone Cassie var vedholdende. 

Det er ikke meget, han får cyklet for tiden. Der er for langt til nærmeste togstation, til det giver mening, når han skal til København og arbejde og ikke plads nok til fire menneskers dagligvarer i cykeltaskerne, når der skal købes ind - så han ender ofte med at tage bilen. 

Tilbage i Andesbjergene var cykeltaskerne kun pakket til egne behov. Nu skulle det være hans livs store rejse. “Bagefter skulle jeg til Danmark, læse på universitetet og rigtigt i gang. Men jeg fandt ud af efter få uger, at jeg slet ikke skulle hjem. Det var kun begyndelsen”. 

På en højslette hørte han Bob Marleys Redemption Song - “Emancipate yourself from mental slavery,” lyder en tekstbid. Der var ingen vægt, kun de flygtige skyer, den høje himmel og lamaerne. Verden var blevet større. 

Der var ingen forventninger eller noget pres for at passe ind. Ingen kendte ham. Frihedsfølelsen var total. Og han var god til at være alene. Han kunne cykle flere dage i træk uden at snakke med nogen. 

Der var ingen vej tilbage. Livet på cyklen var hans nye. Gennem Pakistan og Iran, på tværs af USA, op i Himalayas bjergkæder. Det handlede om at komme så langt væk og højt op, som man overhovedet kunne. Cyklen bar ham fremad. 

“Jeg var tiltalt af det ekstreme. Bjergene har draget mig, siden jeg var barn,” fortæller han over kaffen.

“Jeg havde slet ikke overvejet, hvor meget de mennesker, jeg mødte, kom til at betyde for mig”. 

Langt de fleste steder, hvor han kom, mødte han gæstfrihed. Og selvom nogle børn i øde landsbyer begyndte at græde, fordi de aldrig havde set en rødhåret med dreadlocks på en mountainbike før, blev cyklen hans indgangsvinkel til de lokale. 

“Det er ikke som at komme i en stor bil i en støvsky bag tonede ruder. På cyklen kommer man helt ydmygt, skraldet ned og sårbar - totalt i øjenhøjde,” siger han. 

Sådan mødte han i løse løbebukser og en Jack & Jones-hoodie en pakistansk imam med et langt skæg og glitrende, intense øjne. I hjørnet af hans lille hytte lå en stak Kalasjnikovs og på hans væg hang et banner med teksten I love jihad. 

Over et overdådigt måltid spurgte han nysgerrigt Tore ind til den danske, kristne ritualer. Han fik lov til at overnatte i landsbyen. “For en uge siden sad jeg i Viborg. Nu ligger jeg på et gulv her,” han tænkte. Gæstfriheden var ubegrænset. 

“De rejsehistorier, vi fortæller til hinanden, er jo dem, hvor det er gået en lille smule galt. Jeg har jo fandeme ikke nogen gode historier at fortælle, hvis jeg har ligget i en strandstol. Man skal turde at sætte sig selv derud, hvor der kan ske noget uventet,” siger han.

“Jeg sætter kæmpe pris på fleksibiliteten i hverdagen. Og at jeg har tid til drengene” Foto: Ingrid Laub Ahlmann Olesen

Efter et liv fyldt med rejser til de mest utænkelige steder i verden, begyndte Tore at længes efter Danmark. Foto: Ingrid Laub Ahlmann Olesen

At tøjle sin udlængsel 

I tv-stuens vindueskarm står en vandpibe fra Isfahan i Iran. På sofabordet ligger noget af Bastians skolearbejde – en tegning over hans mål for, hvordan han skal være en god ven og klassekammerat i 2026. Med en sort Posca-tusch står der skrevet: målet er ikke det perfekte, jeg lærer af mine fejl.

I sofaen plejer familien at spille brætspil. For nyligt har de set Stranger Things, Bastians første rigtige voksenserie. “Se, her!” siger Tore stolt og holder sønnens tegning af seriens skurk, monsteret Vecna, frem. “Bastian er helt utroligt dygtig til at koncentrere sig og sidde stille med sådan noget,” fortæller han. Hele fuldskægget smiler. 

“Jeg havde jo ligesom troet, at jeg skulle være den ensomme cykelbums for evigt. Når jeg kom hjem til Danmark, ventede jeg bare på at tage af sted igen,” forklarer han eftertænksomt. Men den første sommer i mange år, hvor han faktisk havde noget at komme hjem til - nemlig en begyndt uddannelse på Journalisthøjskolen - mødte han Cassie. 

For foden af et buddhistisk kloster i Lamayuru sad hun - højt oppe i Himalayas tynde luft. En blond amerikaner. “Hun var totalt rock’n’roll,” siger han.

To uger senere mødtes de tilfældigt i en ny by, snakkede en hel aften på en tagterasse under en indisk stjernehimmel. De udvekslede mailadresser og blev pennevenner, der skrev med flere måneders mellemrum. 

Tre år senere gik han på 8. semester og skulle på udveksling i San Fransisco. Først skulle han dog lige cykle langs den amerikanske vestkyst. Han vovede pelsen, skrev og spurgte, om hun monstro ville med. Noget var vækket i cykelbumsen. Hun sagde ja. 

Da hun så ham, kunne hun næsten ikke kende ham, for han havde smidt sine dreadlocks i en skraldespand i Egypten.

Sammen rejste de verden tynd. 

“Vi havde et par år sammen med så meget smadder på, så jeg var blevet klar til faktisk at bo et sted – men ikke til at få ro på,” siger han om deres første tid i Denver, Colorado, hvor de i 2011 fik deres første lejlighed. Cassie var gravid.

“Jeg gik og legede med tanken om at sejle op ad hele Ganges floden i en kano, selvom jeg skulle til at blive far,” griner han. “Det var totalt naivt!” 

“Da Silas kom, var der noget der overtrumfede det hele. Jeg havde jo slet ikke lyst til at tage væk fra den her lille dreng,” fortæller han. Pludselig handlede det også om, hvilke risici, han var villig til at tage – var det virkeligt forsvarligt at snige sig ulovligt ind i Tibet? Nu havde han et ansvar for andre end sig selv.

Fra den ene dag til den anden begyndte han at cykle med cykelhjelm.

“Prioriteterne ændrede sig. Så sad jeg der i Denver med en baby på armen og tænkte what the fuck! Hvad skete der lige der?” husker han. Selvom omprioriteringen var nødvendig, var den ikke ubesværet 

“I de første fire til fem år af Silas’ levetid, var det ikke sjovt at håndtere udlængslen. Jeg kunne ikke lægge den væk, kun lægge låg på,” fortæller han om afsavnet. Det stak i brystet og gjorde ondt i maven. Alt det, han ikke fik gjorte og set.

Abstinenserne måtte stilles. Han fandt ud af, at ture på en eller to uger også kunne noget. Lidt har også ret. “Og så blev jeg opmærksom på, at forskellige ting hører til forskellige tidspunkter i livet. Heldigvis var jeg aldrig i tvivl om, hvad jeg skulle sætte først”. 

“Hvis ikke vi flyttede tilbage til Danmark, ville det blive en livslang fortrydelse” 

Ungerne skulle også opleve livet på landevejen, så tre uger efter Bastian blev født, flyttede de ind i en Land Rover og tog på roadtrip i et år. Det var også Cassies barsel. Men som drengene blev ældre, opstod der en ny følelse i Tore.

Hjemlængsel. 

Nu var han gået glip af så mange bryllupper, barnedåbe og konfirmationer. Der var så mange mennesker, han savnede at have tæt på. Så de rykkede teltpløkkerne op igen. 

“Hvis ikke vi flyttede tilbage til Danmark, ville det blive en livslang fortrydelse. Der er mere frihed og tryghed. Vi er ikke mennesker, der er bange for verden eller andre mennesker, men selvfølgelig bliver man påvirket af, hvad der sker i USA,” forklarer han.

Det var svært at ignorere, når flere bekendte havde været til stede under masseskyderier. Børnene havde givet ham et nyt perspektiv på værdien af tryghed. 

I Gershøj kan man få en sms fra en kvinde, man knap har mødt, der vil høre, om Bastian har tid til en legeaftale med hendes barn. Naturligvis! Bare tag mit barn med dig hjem, Valdemars mor! 

Efterhånden er børnene også i en alder, hvor han kan tillade sig at tage væk i længere tid. Han vipper lidt på stolen og lyser op i ansigtet, da han fortæller om et potentielt kommende eventyr.

40 dage i den afghanske Wakhan-korridor med venner fra Eventyrernes Klub for at besøge nomadefolk og se sneleoparder i bjergene. “Det kribler helt vildt!” ler han. En dør står på klem for at komme ud, men han kommer også hjem igen til madpakkerne og sofaen. 

“Der er jo bare lige pludselig to mennesker, der er vigtigere end alt andet. Det lyder jo så kliche, men det er rigtigt”.