Sådan oplever de hjemløse Aarhus festuge

”Jeg er egentlig ligeglad med festugen. Det er bare rart med alt den pant.” I den søvnige ende af Jægergårdsgade, langt fra festugens store musikscener, talks og debatter, falder man over et lille rødt hus med et skilt, der med sin velkendte skrifttype siger: Hus Forbi Værested. Foran indgangen ligger glasstumper fra en smadret flaske, og udenfor har en menneskemængde fordelt sig i mindre klynger af tre eller fire. Nærmer man sig yderligere kan man høre en mands snorken og en lavmælt samtale mellem en mand og en kvinde som lader til at være upåvirkede af deres boblende nabo. 

”Det her sted er det bedste. Det er her, vi bliver rummet bedst,” fortæller Charlotte Andersen. Hun tænder en cigaret og fortæller, at det netop er Hus Forbis opholdssted, der er det bedste i Aarhus. Hun sidder på et filttæppe og kæler med sin hund, Ritta. Charlotte Andersen er hjemløs og har været på gaden i Aarhus de sidste 10 år. Hun fortæller, at de seneste budgetnedskæringer i hjælpen til de udsatte har gjort det hårdere at være på gaden og fortæller at det ser ud til, at yderligere skæringer skal gøre det sværere endnu. 

ligegyldighed er nøgleordet

Det er ikke koncerter, der trækker Charlotte Andersen ud til Aarhus Festuge. For hende er det kun panten, der lokker. Hun har selv planer om at få Ritta passet på værestedet og bruge natten på at smide flasker og dåser i plastiksække. Allerede udenfor værestedet samler hun de første par dåser. Hun fortæller dog, at hun ikke ville have noget problem med at være med til en begivenhed: ”Det ville ikke være noget problem, men jeg bekymrer mig heller ikke så meget om, hvad andre tænker.” Men hun uddyber dog ved at fortælle, at det ikke er tilfældet for alle hjemløse. Visse andre fra værestedet ville være dybt udfordret ved at dukke op til festlighederne ”Jeg ved, at der er mange, der bliver rigtig paranoide, når der er en, der kigger forkert.”

Andre er enige

Ingen af de andre hjemløse, som spadserer ind og ud af samtalen, virker særligt interesserede i festugen. Charlotte Andersen spørger flittigt omkring sig, men konsensus lader til at være en generel indifferens til festugen. Dog deler de fleste Charlotte Andersens begejstring for den store pantindsamling, man kan gøre sig: ”Det handler kun om panten,” fortæller Mohammed ivrigt, som netop har sluttet sig til samtalen.

En ung kvinde er netop stødt til. Hun fortæller om nogle af de kommentarer man kan støde på længere inde i byen. ”Der bliver jo råbt alt muligt.” ”De siger, man er samfundsnasser ”  Hun har heller ikke tænkt sig at deltage. Hun tilføjer dog at man også støder på mange venlige mennesker. Charlotte Andersen supplerer med at "Det er faktisk folkeskolebørnene, der er de sødeste" Til den kommentar bliver der nikket ivrigt blandt de andre, som tydeligvis deler denne holdning.

Efter et par timers samtale begynder det at blive tydeligt, at Aarhus Festuge er en ganske almindelig uge, når man er hjemløs – lige på nær panten altså.

Gradvist, som klokken nærmer sig 18.00, tynder det ud med mennesker. Der er aftensmad indenfor, og tilbuddet gælder kun, så længe lager haves.