Sammen synger unge og gamle om lyset i mørket

Annette Vinter fra Solbjerg har parkeret elcyklen udenfor og slukket lygterne. Hun åbner den tunge trædør ind til Testrup Højskoles musikhus. Her står rækker af stole og danner en halvcirkel rundt om et flygel og en talerstol. 

“Skal jeg vise billet?” henvender hun sig til skolens vicerektor og huspianist, Thomas Zeuthen, der tager imod gæsterne ude fra. “Kun hvis du insisterer,” smiler han og stikker hende den lille blå - Højskolesangbogen - i hånden. 

Så syng da, Danmark, lad hjertet tale, står der på dens ryg. 

Generationsmøde 

Der er endnu en halv time til, der bydes velkommen, men salen er allerede lettere fyldt op. Et panoramavindue strækker sig fra gulv til loft og udgør opsætningens bagtæppe. 

“Jeg håber på nogle sange om årstiderne,” siger Anette Vinter. Den pensionerede folkeskolelærer er klædt i rødt fra top til tå - bukserne, blusen og brillestellet. 

“Jeg elsker at synge. Når jeg føler, jeg er ved at miste kulturen og nuancerne ved tilværelsen, så vender jeg mig mod højskolen,” fortæller hun. I sin tid gik hun på Ryslinge Højskole. Hun har været med til sangaften før, men det er “over 100 år siden,” som hun selv siger det. 

De tidligt ankomne hiver højskolens normale aldersgennemsnit op. På stolenes ryglæn hænger små tasker, og der pludres lidt i hjørnet, mens flere langsomt drysser ind. “Jeg elsker at se tangenterne blive spillet på,” siger Annette og placerer sig taktisk med udsigt til flyglet. 

Ti minutter før showtime begynder det at vælte ind. Højskoleeleverne slår sig ned i halvcirklen blandt gæsterne. Deres sangbøgers omslag er personaliserede med klip og klister, udsmykket med små collager. En bogryg er pyntet med billeder af roser, på en anden står der SEX med fyldige bogstaver. 

“Er du ikke Sigrid?” spørger en lille stemme. En ældre dame peger på en elev. “Jeg er din mormors veninder,” småråber hun gennem det stemmehav, der nu fylder salen op. Med et stort smil tager hun et billede - en statusrapport til Sigrids mormor - med en vandret mobil. Telefoncoverets kortholder blafrer i luften.

Med armene om hinandens skuldre varmer eleverne stemmerne op. En pige sidder og filer negle. En fyr får massage på tværs af rækkerne. Kliklyde fra strikkepinde vidner om, at flere store striktrøjer er på vej. De dominerer elevernes tøjstil i forvejen.

Annette kigger rundt og smiler.  

Stemmer i mange modeller 

For hvert elevhold inviterer Testrup Højskole til fælles sangaften. I aften suppleres elevholdet på omtrent 120 af 40 gæster, de fleste fra lokalområdet.

Med begge hænder på talerstolen byder forstander Simon Axø velkommen. Småsnakken fra de bagerste rækker forstummer sig. Kom, maj, du søde, milde er aftenens første sang, fortæller han. Små jubelråb høres fra det brogede kor ved annonceringen. 

Fra pulten fører Axø tilhørerne gennem et kurateret program af sange fra bogens sider. Folketingsvalget kalder på sangen Danskerne findes i mange modeller. Forstanderen funderer over, hvad tekstforfatter Ebbe Kløvedal Reich mon havde tænkt om nogle af nutidens politiske partier. 

En gnæggen og et par “Ja, ja,” lyder fra de forreste nikkende rækker. Eleverne kigger lidt på hinanden. 

“Whuuu!” udbryder en fyr, da de skal synge Den blå anemone. Flygelet spiller for og stemmehavet forsøger at synkronisere - om ikke andet bliver der sunget til. En selvsikker elevstemme kommer for tidligt ind i melodien. Sidemakkeren fniser og puffer til hendes skulder. 

Det var en lørdag aften synges i anledning af kvindernes internationale kampdag. Simon Axø fægter med armene, mens han præsenterer den. 

En elev klikker låget på en snusbøtte i en pause mellem to af sangene. En anden sidder med rank ryg og lukkede øjne. Flere tunge hoveder har fundet naboens skulder rundt om i salen. 

Efter en time med fællessang opløses flokken – for at samles igen til kaffe og kage.

“Engang var det mig” 

Anette Vinter kommer storsmilende med en rød tekande i hånden ned til en af spisesalens mange borde. I kagekøen har hun mødt en bekendt fra helt tilbage fra folkeskoletiden. “Tænk, at hun kunne kende mig,” griner hun. 

Ved bordet snakker et ældre par om de sidste dages fuldmåne og vender aftenens sangudvalg.

“Når jeg kigger rundt, bliver jeg så glad. Der er alle mulige typer af mennesker og sangstemmer,” siger Anette.

“Det er så dejligt at se de unge mennesker. Engang var det mig. Det er en vidunderlig tanke,” fortæller hun over urteteen og kagen. Aftenens menu byder på chokoladeroulade med flødeskum. 

På væggen ved spisesalens klaver hænger en klokke. Den ringer forstanderen på, og flokken bliver igen stille. Det er tid til aftenens sidste sange. En telefon på lyd ringer og får en gæst til at famle efter den i lommen.

“Vi er her ikke kun til pynt,” lyder en af linjerne i aftenens sidste sang Go’ nu nat og gå nu lige hjem. Det kan det ældre par ved bordet godt blive enige om, siger de.

“De unge samler sig om fællesskabet og sangene. Jeg tænker, det må gøre Danmark godt,” ræsonnerer Annette, da hun har spist den sidste skefuld kage. Så rydder hun op efter sig, tænder cykellygterne og cykler hjem til Solbjerg igen.