Sandra græd af glæde, da hun fik beskeden om, at hun kunne få førtidspension

“Jeg græd af glæde, da jeg fik beskeden om, at jeg kunne få førtidspension”.

Det var tilbage i 2012, at beskeden tikkede ind i Sandra Jakobsens indbakke, og et forsøg på at skabe sig en ny hverdag kunne begynde. “Endelig kunne jeg få ro på”. 

Jeg støder ind i Sandra ved cykelstativet på Lidls parkeringsplads. Hun er ved at tage hul på en banan.

Praktiske gøremål kan være altopslugende for Sandra. Hun fortæller, at en dag der består af indkøb og tøjvask, kan være nok for hende.

Andre har spurgt om hun ikke keder sig, nu når hun bare går hjemme en hel dag? Men det findes der et kort svar på. Nej. Hun har nok i hverdagens gøremål. 

“Hvorfor har du fået tildelt førtidspension?" spørger jeg. “Det er på grund af min psyke”, svarer Sandra. “Det startede i folkeskolen, og blev bare endnu værre, da jeg begyndte på efterskole”. Hun døjer med angst og depression, og tager dagligt medicin for at kunne opretholde hverdagen.

Før i tiden havde Sandra også en kommunal bostøtte. I dag har hun i stedet hunden Kiba. “Nu kan jeg godt selv få gået den tur, vi bliver jo alle ældre”, siger hun med et træk på skulderen.

Udover Kiba, har Sandra også kaniner og fisk på matriklen. De er alle sammen nogen der er med til at give hende glæde i hverdagen, fortæller hun med et smil, hvor tænderne titter frem i munden.

Samtalen rundes af med et kig på de varer, der gemmer sig i cykelkurven. Bananer, æblejuice og en pastasalat dukker op fra tasken i kurven. “Det blev bare lige det nemme i dag”, griner Sandra. “Sådan kunne mine indkøb også se ud”, smiler jeg tilbage.

Vi siger farvel.

Nu er Sandra på vej videre. Hun skal hjem til Kiba.