Simon skifter kurs: Efterlader båden i Danmark

Dang, dang, dang. Tovværket slår mod masten i den lette brise.

På en sjovt formet hjørneplads imellem Laura K og Lady Blue, ligger havnens mindste båd og vugger. Fire mørkeblå blokbogstaver på stævnen afslører, at bådens navn er Ulla.

Havet smyger sig om Ullas side. Det klukker.

Simon Beck har opkaldt sejlbåden efter hans mormor. Han fæstner rebet om masten, imens han fortæller, ”Det var hende og min morfar, der lærte mig at sejle. Og både skal jo have pige navne, så det blev Ulla.” 

Han kigger ud over det glimtende hav, og så tilbage på båden, han står på. 

Hans mormor er død nu. Det har hun været i et par år. Men Simon kan godt lide at forestille sig, at hun er med, når han er ude at sejle. 

 Den mindste båd i havnen

Ulla har ligget på land henover vinteren, men er nu tilbage i hendes rette element. Hun måler ni meter fra stævn til agterende. Det gør hende til den mindste båd i Marselisborg Lystbådehavn. I hvert fald, hvis man spørger Simon.

Mågerne skriger over hende. På kajen sidder folk og spiser is. Men de har ikke travlt. Luften er stadig så kølig, at deres is kun smelter langsomt. 

Det bider lidt i kinderne. Simons næsetip er rød. Han bevæger sig vant rundt på båden. 

Man siger, at sejlsæsonen begynder den første april. Men det er ikke det, Simon er ved at gøre Ulla klar til. Han har nemlig valgt at sælge hende.

”Jeg skal andre veje nu”, siger han. Han rejser til Italien. Og ikke i båd.

Havnepladsen er dyr, og samtidig synes Simon, at det ville være forkert, hvis Ulla lå, bundet til kajen og ikke blev brugt. ”Så ville hun ligge og skvulpe trist, misundelig på de andre både, der fik lov til at blæse afsted på havet.” 

Den tanke kan Simon slet ikke holde ud.

Klargøring til 'Åben-båd'

Det er stadig så tidligt på året, at vandet i vandslangerne på havnen endnu ikke er tændt. Men Ulla skal smukkeseres. I overmorgen holder Simon nemlig ’åben-båd’ arrangement. Og der skal Ulla stå skarpt. 

Derfor trasker Simon, med en spand i hver hånd, op til toiletterne på havnen, for at hente vand. Da han kommer sjokkende tilbage, er tempoet markant langsommere. 

Spandene er fyldt til randen med vand. Næsten. Hans lyseblå jeans, har fået to mørkeblå plamager. En på hvert ben. Lige lidt over knæet. 

Han når båden, stiller forsigtigt spandene, henter en moppe inde i kahytten, og går i gang med at skrubbe stævnen.

For en måned siden lagde han en salgsannonce af Ulla op i Facebookgruppen ’Køb og salg af sejlbåde.’ Og responsen har været overvældende. Han har modtaget henvendelser fra både enlige ældre mænd, unge veninde par og familier med små børn.

Rig - men ikke på penge

Simon er blevet noget overrasket over den store interesse for hans lille båd. ”Jeg synes jo, at hun er verdens bedste båd, men jeg havde sgu ikke troet, at der var så mange, der gad købe hende,” griner han.

Ulla er sat til salg til 23.000 kroner. Det er 10.000 kroner mere end Simon købte hende for, for fire år siden. Det er mange penge. 

Men divideres det, med antallet af timer, Simon har lagt i den lille sejlbåd, bliver hans timeløn meget lav. 

”Jeg synes da, at det er fedt, at jeg tjener lidt på at sælge. Men hvis man gerne vil være rig, er det her bestemt ikke måden at gøre det på.” 

Han smiler. Er stille et øjeblik. Tygger lidt på det. Så tilføjer han, ”I hvert fald ikke, hvis den rigdom man jagter måles i, hvor mange penge man har stående på kontoen.”

For Simon føler sig rig. 

Ikke på ’jeg har mange penge’ -måden, men på ’hvor har jeg det godt’ -måden. 

Han sejler, fordi han elsker at sejle. Og det er vigtigt for ham, at han sælger Ulla til nogen, der har det på samme måde. 

Farvel til Ulla

Han lægger moppen fra sig. Den spæde forårssol, kærtegner Ullas blanke overflade. Hun er helt ren nu. Solstrålerne reflekteres i hendes hvide lak, og får Simon til at knibe øjnene sammen.

Han kommer til at savne hende.

Men han glæder sig til at komme ud og opleve verden. Så han er ikke i tvivl om, at det er den rigtige beslutning at sælge - men han har ikke tænkt sig bare at sælge til højestbydende.

”Det er vigtigt for mig, at jeg giver Ulla videre til nogen, der bliver lige så glade for hende, som jeg selv har været.”