Spand for spand tømmer Martin og Nick sig tættere på fyraften

Kontante arbejdshandsker tager fat i skraldespandene, et skub med foden, hurtigt hen mod bilen. Nick Mikkelsen står allerede med den ene hånd på håndtaget til tipperen. Med den anden vipper to fingre låget op, til siden med glas og metal. 

Spandens side hamrer mod toppen af skraldebilen, mens Martin Nabizada skynder sig tilbage med de tomme spande. Refleksstregerne lyser op på deres arbejdstøj i orange blink. Et tilrettelagt kaos i morgenfrosten.

05:38 Nordre Strandvej

”Før kl. seks må vi kun samle skrald på de store veje,” fortæller Nick. For 21min siden kørte skraldebilen fra samlingspunktet i Trige, og indtil videre er tre spande tømte. 

Det er rute 3155 i Risskov, makkerparret Nick Mikkelsen og Martin Nabizada er ude på i dag. Det vil sige minimum 658 skraldespande, der skal tømmes. Så altså 655 to go.

”Vi kører altid i faste makkerpar. Medmindre nogen er syge, eller sådan noget,” siger Nick, inden gabet på skraldebilen sluger lyden sammen med endnu en spand skrald. 

Sammen har makkerparret kørt de samme 15 ruter i et år. Hver tredje uge tømmer de de samme spande, med plast og glas/metal for borgere i Aarhus Kommune. Skraldemændene hos HCS arbejder på akkord, hvilket vil sige arbejdsdagen slutter, når sidste spand er tømt.

”Det er et job, man er god til, medmindre man bliver fyret. Men selvom det måske er et simpelt job, er det ikke et nemt job.” Endnu en spand skubber han resolut ud til siden, så der er plads til den, Martin står klar med.

06:02 Ternevej

Luften strømmer ind ad den åbne klapdør i højre side af skraldebilen. Martin orienterer sig i de seks spejle, idet han bakker ind ad den ensporede vej, for nu er klokken passeret kommunens krav. Inden han har trykket på P-knappen, der sætter bilen i parkeringstilstand, er Nick hoppet ud og sætter de første spande frem til vejkanten.

”Er det her nr. 24A?”

”Ja tak!”

På den største af de tre skærme i bilens førerhus, er et kort over området, hvor røde prikker markerer de skraldespande, der skal tømmes. 

I venstre side af skærmen er en listevisning over adresserne, hvor flere har bemærkninger fra Kredsløb som: ”Bag grøn låge ved carport.” eller ”Kasseret adgangsvej.” På skærmen kan man også se, hvad tid den specifikke spand sidst blev tømt, da alle spande har en chip, der bliver scannet når den tømmes. 

Alt sammen for at optimere tiden. ”Det handler om tiden. Vi har et mål for øje,” fortæller Nick, idet han med et fast ryk får sat kanten af en skraldespand i spænd på jerntænderne, der vipper spanden op, så indholdet kan falde ud.

06:34 Havgårdsvej

En kakofoni af glas, metal, plastik, mekanisk summen, motorstøj og hydraulisk pres, flænser morgenfreden på den lille villavej med havudsigt. 

En ældre herre går ud med sin spand til Nick, ”Nu er det den daglige rutine igen, hva?” Siger han, med henvisning til de store mængder sne i januar og februar, der har gjort arbejdet besværligt for skraldemændene rundt omkring i landet. ”Ja, den daglige rutine,” svarer Nick.

Netop fordommen om jobbet som værende gentagende og ensidig, kender Nick godt til. Men selvom hverdagen er præget af rutiner og vaner, mener han ikke, at det bare er det samme: ”Skraldemænd har mange vaner, og klart det er jo den samme spand og den samme bil. Men der sker altid noget nyt.” 

I jagten på at nå alle spande så hurtigt som muligt, er der altid en udfordring og noget at gøre bedre. 

På en sidevej til Havgårdsvej render en hund løst ud på vejen foran bilen, så Martin får brug for spejlet, der hænger midt for foruden. ”Det er ikke første gang, det sker. Men det er jo det. Vi skal være vågne hele tiden.” Siger Nick, mens han giver hunden et par klap.

07:03 Ådalsvej

”Argmen det var dog utroligt det her!” Nick lader hånden falde ned på rattet. Det er det værste sted på ruten. På grund af trafikken. Skraldebilen holder halvvejs ude af en vej, men hverdagen er efterhånden gået i gang for de fleste. Og dermed også for en masse biler. 

Endelig opstår et hul i rækken, med en hel rotation på rattet er skraldebilen afsted igen. Det er ofte kun nogle små hundrede meter bilen bevæger sig ned ad gaden, før de tre bib der lyder når parkeringsknappen bliver trykket, og markerer en ny runde af rutiner. 

Uden et ord bevæger Martin og Nick sig ned gennem gaden, med et fælles mål, men uden en aftalt plan. ”Når man har et godt flow med sin makker, så er det fedt. Man er også tidligere hjemme, men det er ikke kun det, der gør det fedt,” fortæller Nick mens hans hænder bevæger sig rundt som tandhjul i luften. 

Makkerparret kender hinanden og kan med få ord og et par vink afgøre, hvordan de bedst angriber vejen. ”Det er nemt med Nick, fordi vi ved, hvordan vi arbejder sammen. Vi kender ruten,” siger Martin.

08:01 Solmarksvej

Tøjbøjler og en pose der engang indeholdte gulerødder, sidder fast i tænderne, med to fingre rækker Martin armen ind og vipper skraldet til den rigtige side. De plejer at være i gang med den her vej. Derfor har Nick også sat farten op - tilbage med de tømte spande til de rette adresser.

Det tog Martin og Nick en uge at blive fortrolige med hinandens arbejdsrytme. ”Det kan godt være hårdt at være ny,” siger Nick. For det skal helst glide, og det stiller krav til at man er et par skridt foran og har fornemmelse for, hvad ens makker har gang i. ”Det kræver overblik. Vi skal holde øje med det der, det der og det der,” siger Martin, mens han peger rundt på skærme og spejle i førerhuset.

09:43 Elyriavej

En spand bliver skubbet væk, og får lugten af tun til at stige op fra metal og glas kammeret. ”Martin er rendt i forvejen, han skulle lige ryge.” Tutti-frutti afløser tun, da bilen er nået hen til ham igen. 

De regner med at være færdige omkring kl 14. Men, det er kun antallet af spande, der kan afgøre det. Men for makkerparret er det også det, der gør jobbet fedt: ”Der er en frihed. Vi kan gå ude og passe os selv – vi ved hvad vi skal. Det er næsten lønnen i sig selv at komme hurtigt hjem,” siger Nick.