Stamstedet

Vanggaard Centret. Småsnakken mellem bordene ophører, så snart der skal skydes. Det er en respektfuld stilhed – en uskreven regel, at man ikke taler eller på anden måde forstyrrer sin modstander eller medspiller, når de står ved bordet. Folk, der kommer her, kender hinanden og har gjort det i årevis. Billardklubben Fluen er både hjemsted og stamsted for dem, der gerne vil spille billard. Selvom indgangen til klubben ikke umiddelbart virker særlig indbydende, er der en lind strøm af medlemmer, der kommer og går i løbet af eftermiddagen.

Den 75-årige Preben Fejr er et af de mennesker, man møder, når man træder ind ad døren på Fluen. Med et venligt ansigt og et følbart håndtryk byder han velkommen til stedet, som han selv har været en del af i godt og vel et årti.

"Jeg har selv været vant til at spille rundt omkring, når jeg har været ude at rejse. Mest på værtshuse og den slags steder. Dengang jeg boede ude i Kolt, var der en bodega, som havde et billardbord. Hver tirsdag mødtes jeg med nogle venner og spillede billard. Vi havde en pulje, vi samlede sammen i, og en enkelt gang om året kunne vi så invitere damerne med over til Ebeltoft på Hotel Hvide Hus. Vi havde det hyggeligt med det en tre-fire år," fortæller Preben Fejr, inden han skænker sig en kop kulsort og veltempereret kaffe fra kanden, der har sin faste plads på bordet midt i billardsalen.

"For tiden er vi lige omkring de tres medlemmer og har været flere førhen, men der er nogle, som er døde jo – vi har ikke så lang holdbarhed, må du forstå," tilføjer Preben Fejr tørt, da han forklarer om stedet.

Selv er han med i bestyrelsen og arbejder som frivillig på stedet. Han sørger blandt andet for, at der er kaffe på kanden, og at der er handlet ind til den frokost, som seniorerne mødes om en gang om måneden – hvilket, som tilfældet vil, er i dag.

Stedet

Gennem de skrå loftsvinduer strømmer et blødt, behageligt lys, som oplyser lokalet. Oprindeligt husede Vanggaard Centret en driftig tekstilfabrik med mange ansatte, men hen mod slutningen af 1980’erne måtte produktionen lukke. I dag bærer lokalerne stadig spor af fortiden – ligesom de mennesker, der kommer her i Fluen, også bærer på deres egne fortællinger.

Et af de mennesker er den 93-årige Laszlo, der oprindeligt kommer fra Ungarn, og som for nylig blev udnævnt til æresmedlem i Aarhus Pensionist Billard Club – efter mere end femogtyve års deltagelse og, efter sigende, uden nogensinde at have betalt kontingent. Men det lader ikke til at genere nogen, for man kommer i Fluen for at slippe for hverdagens ræs og bekymringer.

Pusterummet

Ifølge den 78-årige Ejner Kaa kommer folk her for at få en pause fra hverdagen og en omverden, som bliver mere og mere hektisk at være publikum til.

”Her taler vi ikke så meget om politik. Det er ligesom sådan en slags underforstået aftale, der er iblandt os. Der er til gengæld et par stykker, der godt kan lide at fiske, så det er ofte et emne, der er oppe at vende. Fisk er ikke lige så farligt som politik. Det er ufarligt. Der kan til tider være voldsomme uenigheder rent politisk, og det kan være noget, som folk, der kommer her, ikke gider at høre på,” understreger Ejner Kaa, mens han betragter et særdeles velplaceret skud fra en af sine medspillere, der får flere af de små kegler til at klirre henad den mørkegrønne dug.

De fleste af medlemmerne i Fluen kommer her ugentligt. Mange har faste dage og tidspunkter, hvor de mødes og tager et par omgange billard sammen. Hvad enten det handler om at forfine teknikken, forberede sig til en turnering eller blot være en del af fællesskabet, så finder folk vej til Fluen.

Det gælder også i dag, for selvom det er torsdag formiddag, summer stedet af liv. I middagstimerne mødes seniorerne fast til en omgang billard, karambole eller pool. Og i dag er det endda den sidste torsdag i måneden – hvilket betyder frokost med sild og taffel snaps for medlemmerne af Aarhus Pensionist Billard Club.

Spisetid

"Der er kun det, der er," lyder det bestemt fra Preben Fejr, der det sidste stykke tid har stået ude i tekøkkenet og klargjort frokosten til de andre.

Mens folk dryssende finder deres pladser ved langbordet, bliver der skænket taffelakvavit i lave og buttede glas. Det er forresten tilladt at knække den, hvis man ikke er snapsestærk. På den udtjente, rød- og hvidternede voksdug står karrysalat i plastikbægre, glasskåle med friskhakkede løg, rugbrød og smørbar, mens flere slags sild sendes på kryds og tværs af bordet. Alle virker enige om, at den røde sild ikke er meget værd, og den står derfor uberørt tilbage.

Igennem de seneste år har man fået indtryk af, at stamstederne i Danmark lukker og slukker ét efter ét. Det bakkes også op af tallene – men samtidig bør blikket måske vendes mod de fællesskaber, der opstår i stedet. Billard og pool, som mange danskere forbinder med brune værtshuse og tilrøgede lokaler, er i fremgang – på trods af den høje gennemsnitsalder. Nye rapporter viser, at der kommer flere kvinder og yngre spillere til, selvom det stadig er et mandsdomineret miljø.

Ifølge Preben Fejr er steder som Fluen vigtige at holde fast i, fordi de udfylder et socialt tomrum for mange. Selvom det hele bæres af frivillige kræfter, lykkes det alligevel at skabe et fællesskab, der rummer mennesker fra alle samfundslag.

”Det er dét, jeg synes, er så fantastisk ved stedet – at vi alle har et liv bag os, men når vi kommer her, er tonen en anden, og vi kan tale sammen på tværs. Selvfølgelig kan vi blive uenige en gang imellem, men det viser jo også, at det her er et sted, hvor man tør sige sin mening," afslutter Preben Fejr, mens han tørrer hænderne i det blåternede viskestykke for at sige farvel.