Stigende boligbehov kan medføre en enorm klimapåvirkning. En mulig løsning ligger allerede mere end en million steder rundt om i landet.

Om femten år er vi 175.000 flere danskere. Og hvis vores mange nye bofæller skal bo som vi gør i dag, vil det kræve mere end 9,4 mio. nye kvadratmeter. I etagemeter svarer det til, at vi skal bygge 362 nye udgaver af DRs Koncerthus inden 2040.

Måske er du ikke overrasket. Men hvis du ligesom jeg har gået rundt med en vag idé om, at befolkningen var på en slags Wegovy-kur bestående af faldende fertilitet og stram indvandringspolitik, kan det måske undre lidt, at vi bliver flere og flere. 

Ikke desto mindre er det tilfældet. I hvert fald hvis Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning holder stik. Den er et bud på hvordan befolkningens størrelse og sammensætning vil udvikle sig, baseret på forudsætninger om fertilitet, dødelighed og nettoindvandring fra juni 2025.

Undren eller ej, årsagen til den voksende befolkning er forholdsvis simpel. Nemlig, at vi bliver ældre, og har en større nettoindvandring, end naive typer som jeg lige gik og troede. At imødekomme det øgede boligbehov og samtidig nedbringe byggeriets klimapåvirkning derimod, er alt andet end simpelt.

En boblende befolkning

I den netop overståede valgkamp har boligmangel været et af de helt store emner i kommunerne. Byggeriets klimapåvirkning har fyldt mindre. Og under alle idéerne om land og by, billige og dyre boliger, har befolkningstilvæksten ligget usagt som en surdej, der har stået for længe på køkkenbordet. 

Dejen er dog allerede i fuld fermentering, og i efteråret rundede vi for første gang 6 mio. indbyggere. Det er selvfølgelig ikke kun et problem. Tværtimod. Men befolkningstilvæksten er ikke overraskende koncentreret om de større byer, og den udvikling skaber et stort behov for flere boliger, hvor der i forvejen bor relativt mange mennesker, og hvor boligpriserne er steget voldsomt de seneste år. Det store behov er dog ikke kun en torn i øjet for de mange unge, der forsøger at komme ind på boligmarkedet. Set gennem grønne briller, er det potentielt et stort problem for klimaet. Og for at efterleve både Danmarks egen lovgivning og internationale forpligtelser på klimaområdet.

Byggeriets klimapåvirkning er væsentligt

Danmark har, som du måske er bekendt, et politisk mål, der er vedtaget i Klimaloven. Nemlig at nedbringe drivhusgasudledningen med 70 pct. fra 1990 til 2030. Ifølge Danmarks Statistik var landets drivhusgasudledning i 2024 reduceret med 49 pct. siden 1990. Der er altså et stykke endnu. Langt sværere er det, at FNs medlemslande i Paris-aftalen fra 2015 er blevet enige om at begrænse temperaturstigningerne til under to grader over det førindustrielle niveau ved at reducere CO2-udledningerne. 

Omstillingen af byggeriet er vigtigt for at nå begge mål. Herhjemme står byggeriet for en mindre andel af udledningerne, end det er tilfældet på verdensplan, men sektoren er en væsentlig del af problemet. Ifølge Social- og Boligstyrelsen svarer byggeriets klimapåvirkning nemlig til ca. 10 procent af Danmarks samlede forbrugsbaserede udledninger. Hertil kommer varme og energiforbrug i bygningerne efter opførelse. Når det gælder offentlige indkøbs klimaaftryk, er byggeri og anlæg ifølge Energistyrelsens årlige afrapportering den største udledningskilde på ca. 15 procent.

Byggeriet skal ifølge professor radikalt gentænkes

Vi bygger også mere bæredygtigt end tidligere. Og omstillingen sker blandt andet på politisk foranledning. Denne sommer trådte nye lovkrav nemlig i kraft, som sætter grænseværdier for byggeriets klimaaftryk. Det klimaaftryk måler vi (og sæt dig lige ned, hvis du står op) i CO2-ækvivalenter pr. m2 pr. år i såkaldte livscyklusanalyser over en halvtredsårig periode. Det er nu et krav for de fleste nybyggerier at foretage en sådan analyse, og grænsen er politisk fastlagt til gradvist at skærpes over de næste fire år. For eksempel fra 6,7 kg i år til 5,4 kg om fire år for parcelhuse og rækkehuse. 

Kritikere af lovgivningen mener dog, at grænserne er alt for uambitiøse. Mest markant er der i arkitektbranchen for nylig opstået en bevægelse, der vil gribe faget lidt anderledes an end vi er vant til. Byggestopbevægelsen er nemlig en gruppe arkitekter, som argumenterer for et decideret stop for nybyggeri.

Forskningen er dog ikke langt efter. Professor og sektionsleder på Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet, Harpa Birgisdottir, er en af de klareste stemmer når det gælder byggeriets klimapåvirkning. Ifølge hende er vi nødt til at tænke helt anderledes. “For at nå vores politiske mål skal vi faktisk reducere byggeriet med 80 procent,” siger hun. “De sidste 20 procent skal vi radikalt gentænke.” Efter en kort pause konkluderer hun afmålt: “Ellers er politikerne nødt til at indrømme, at Parisaftalen ikke er noget, vi har tænkt os at leve op til.”

Vi bor stadigt større

Problemet er bare, at vi synes langt fra den tankegang, og i takt med at hver kvadratmeter trods alt bliver mere bæredygtig, bygger vi flere af dem. 

Faktisk har vi i Danmark flere boligkvadratmeter end alle andre i Europa. Ifølge Danmarks Statistik bor vi i gennemsnit på 53,8 kvadratmeter. Og vi fylder forholdsvis endnu mere, når vi medregner alt det andet plads, vi har. Sådan var det i hvert fald i 2008, hvor EU sammenlignede alle medlemslande. Inklusive det såkaldte serviceareal, som tæller skoler, sygehuse, børnehaver med mere, havde vi dengang næsten en tredjedel mere end dem, som har næstmest. Nemlig Cypern, som indtog en fjern andenplads med sine 54 m2 pr. person mod vores 77. Det skriver Enerdata, der har foretaget undersøgelsen for EU. 

Og herhjemme har det ikke ændret sig siden. Faktisk bliver husene kun større. De boliger, som vi bygger i dag, er ifølge Danmarks Statistik dobbelt så store som dem, de byggede for 100 år siden. Og tendensen er stadig stigende. De sidste fem år har vi i gennemsnit fået én kvadratmeter mere bolig pr. person. 

Men hvad nu hvis, hvis vi vender blikket om, og ser de mange m2, vi allerede har, som en ressource, der måske kan hjælpe på problemet med det stigende boligbehov? 

De tomme reder

Og huse, dem har vi. Der er næsten 1,2 mio. parcelhuse i Danmark, og her bor halvdelen af landets befolkning ifølge Danmarks Statistik, lige over 3 mio. mennesker, på gennemsnitligt 60,3m2 pr. person.

Den gruppe som typisk har allermest plads, er dem som nogle gange kaldes “empty nesters”, altså par eller enlige som bor i parcelhuse uden hjemmeboende børn. Dem har jeg talt med. Selvfølgelig en meget lille del af en meget stor gruppe, men der er alligevel spørgsmål, der peger på hvorfor så mange af os bliver boende efter børnene er flyttet hjemmefra.

For mens flere af de adspurgte godt kan se fordele i en mindre bolig, er der flere forhold, der peger på, at mange er glade for livet i deres parcelhus. Særligt tre forhold går igen. Bl.a. nævnes haven, som ofte følger med et hus, som kilde til stor livskvalitet. Noget andet er muligheden for at have børn og børnebørn boende, når de engang imellem kommer på besøg. Og så er der økonomien. For mange, der har boet længe i deres hus, er det billigst at blive boende. Måske er lånet helt eller delvist betalt ud eller ydelsen lav, og så virker det på mange mindre attraktivt at flytte. Til gengæld vil et salg eller en opdeling af huset frigøre friværdi, som kan gøre gavn i alderdommen. Men som en af de adspurgte, ingeniør Erwin Poulsen siger: “Jeg er jo ikke vant til at bruge penge på at bo.”

Ikke alle er dog så heldigt stillet, og samtidig er der nogle geografiske forhold, der besværliggør boligrotationen. For det er selvfølgelig ikke alle, der kan sælge, selvom de gerne ville. Rigtig mange parcelhuse ligger nemlig ikke der, hvor folk gerne vil bo. Det er en anden og omfattende historie, men som kortene nedenfor tyder på, er der et misforhold mellem hvor der bor flest par eller enlige uden hjemmeboende børn i parcelhuse, og den efterspørgsel, der er.

Ikke desto mindre, er potentialet for at frigøre arealer i den eksisterende boligmasse så stort, at hvis blot en lille andel af beboere i parcelhuse uden hjemmeboende børn i højere grad end nu vil vælge en alternativ og mindre boform, er der altså mulighed for at imødekomme en væsentlig del af det boligbehov, som befolkningstilvæksten medfører. 

Men hvilke alternativer kan vi forestille os? Alternativer, som er attraktive og måske bibeholder nogle af de kvaliteter, der nævnes ved parcelhuset, men på færre byggede kvadratmeter. Flere af de mennesker, jeg har talt med, er faktisk nysgerrige på, hvilke muligheder der er. Og på hvilke fordele og ulemper, der kan være forbundet med at hive teltpælene op, når børnene er flyttet fra cirkusset.

“Parcelhuset er blevet Danmarks mest udbredte seniorbolig”

En af dem, der tænker meget over hvordan vi bor, er Niels Toft. Han er arkitekt og bæredygtighedschef i Sweco Danmark. Og så er han, med fuld disclaimer, min gode kollega. 

Han opdeler boliglivet i fem faser.

“Den anden bolig er en lille bolig, hvor folk er midlertidigt fattige. Folk flytter suverænt mest lige efter de er rykket hjemmefra. De flytter helt vildt, og de har mange forskellige kærester. Alt er bare oppe i luften, ikke? De spiser spaghetti med ketchup, og peanuts til morgenmad,” griner han. “Man ved godt, det er midlertidigt, og det accepterer man.”

“Der er mange måder at lave en familie på, men rumbehovet for at have de to børn, som vi knap har i Danmark, er bare på en bestemt måde. Uanset om man så er mere eller mindre regnbuefamilie. Nogle af dem, som har meget sammensatte familier, bruger faktisk endnu mere plads, fordi de skal have to opsætninger til at dele børnene. Den tredje bolig er et stort hjem.”

Den fjerde bolig er den interessante her. “Den bebos af en gruppe mennesker, der er fra folk begynder at flytte hjemmefra, i omegnen af folk der er 55+. Og fordi folk bliver ældre, middellevetiden stiger, så det er faktisk også den længste periode i vores liv. I omegnen af 30-35 år.”

Niels Toft fortsætter: “Det er en gruppe, som er den mest velhavende gruppe i Danmark, som har stort fysisk råderum. Jeg mødte én for nylig, som sagde, at hun havde det som om, hun var blevet 20 igen, og hun blev 60. Disse mennesker har en livserfaring og ved godt, hvad de godt kan lide og har haft penge til at gøre noget ved det.”

Derfor kan det paradoksalt nok være en bæredygtig løsning at bygge nyt, forklarer Niels Toft. Så længe byggeriet altså kan frigøre m2 i de mange parcelhuse. 

“Der er store dele af landet, som affolkes. Og det er tit de steder, hvor der bor flest ældre mennesker med mange kvadratmeter. Men det er i byerne, de fleste gerne vil bo, og det er også det mest bæredygtige, fordi vi der kan dele en masse ting,” siger han og afslutter: “Men som det ser ud lige nu, er parcelhuset blevet Danmarks mest udbredte seniorbolig.”

“Den femte bolig er en lille bitte bolig, på et plejehjem eller lignende. Det er dog et meget lille mindretal, som får sådan en bolig. De fleste bliver faktisk i noget, der ligner den fjerde bolig.”

Mindre bolig, større fællesskab

Oplagt er det derfor f.eks at skifte villaen ude med et rækkehus eller en lejlighed i byen. Mere kreativt er opdeling af større parcelhuse til to boliger. Det kan fastholde tilknytningen mange har til nærmiljøet og i nogen grad, den have man er glad for. Mens det ikke nødvendigvis bliver billigere at bo mindre, kan et salg give flere penge mellem hænderne til pensionisttilværelsen eller f.eks. hjælp til børnenes adgang til boligmarkedet. Og endelig er der en anden boform, der i stigende grad vinder frem herhjemme. 

Fællesskabet boomer. Det skriver Realdania, som hvert år får udarbejdet en kortlægning af, hvor mange seniorbofællesskaber, der findes i Danmark. Ifølge den seneste undersøgelse fra oktober i år er antallet af seniorbofællesskaber i Danmark næsten fordoblet, mens antallet af boliger i seniorbofællesskaber er tredoblet i løbet af de sidste ti år. Og behovet er endnu større. Ifølge den filantropiske organisation viser en undersøgelse fra 2020, at der i gennemsnit står 34 personer på venteliste hvert bofællesskab.