Styrke, teknik og stædighed: Inde i Aarhus’ skjulte elite

Hænderne låser. Underarmene spændes, og blodårerne rejser sig under huden som stramme kabler. Albuerne står fast i de røde og sorte puder.

“Klar?” Et bekræftende nik kommer fra den anden side af det læderbetrukne, 55 kg tunge bord. 

“Go.”

Der bliver spændt kort og voldsomt op i armene. Den anden hånd er plantet solidt om metalhåndtaget på bordet. En arm presses få centimeter ned, standser, ryster. Håndleddet drejes i en kontrolleret bevægelse. Musklerne arbejder synligt. Et tørt smæld mod puden. Grebet slipper straks.

Det er onsdag aften i et tidligere Amtssygehus i Aarhus. Her mødes Aarhus Armwrestlers i forhallen af Ungdomshuset Aarhus. Nede i kælderen har de midlertidigt opbevaret deres borde, mens deres vanlige lokation bliver renoveret. Lysstofrørene giver et køligt skær over de oppustede biceps. Midt i det åbne rum står tre armbryderborde, hvor de på skift går op og udfordrer hinanden. Langs væggen følger de andre med. Blikkene er rettet mod hænderne.

“Hvis han nu gør det, ved jeg, at jeg kan gøre det,” lyder det fra Joe Hougaard, der fører den anden hånd rundt på bordet og til sidst ned i puden.

Armbrydning afgøres ikke bare i overarmen. Den afgøres i hånden. I vinklen. I det første sekund, hvor kontrollen etableres. Små rotationer aktiverer nye muskelgrupper. Udefra ligner det stilstand. Indefra sitrer det. Joe træder tilbage fra bordet og ryster armen løs. Underarmen er rød af friktion. Han stiftede klubben for ti år siden og har dyrket sporten i over et årti. Når Danmarksmesterskabet afholdes i Silkeborg den 14. marts, er han blandt favoritterne.

Joe blev introduceret til sporten engang i Italien, hvor en russer fik hevet hans hånd i bordet. Et par år efter købte han det første armbryderbord, og siden har fascinationen ligget i at forstå, hvordan styrke kan dirigeres gennem teknik.

Ved siden af gør Jan Pedersen sig klar. Højre hånd varmes op i korte, kontrollerede bevægelser. “Sinne gas.” Han smiler kort til Claus på den anden side af bordet. Venstre arm er skadet, så de aftaler at tage det roligt. Det er første gang, Jan er blevet skadet efter godt fem år i sporten.

Tidligere har han besejret en finne, der senere tog sølv ved verdensmesterskaberne. Han håber på at kunne få revanche fra sidste års DM. Målet er guld i masters-rækken ved det kommende Danmarksmesterskab. “Jeg tror på det, selvfølgelig. Det skal man!” siger han med glæde i stemmen.

“Føles det godt?” lyder det over bordet. Jan nikker og lægger albuen på puden.

Til stævner er der opdelt i vægt- og aldersklasser, hvor man kan stille op både med højre og venstre arm. Jan håber på at nå at blive klar til at stille op med begge. Der er system i rotationerne. Hænder rettes ind. Albuer flyttes få centimeter. Greb justeres igen og igen. Forskellen mellem kontrol og nederlag er minimal. Små, flydende bevægelser er med til at træne de forskellige muskler i armen og fingrene.

Når sveden får lov at tørre på bænken langs væggen, oser det af fællesskab og grin blandt snakke om arbejdet, weekendens planer og gamle konkurrencer. Selvom kampene kan være intense, er det uformalitet, der er temaet til onsdagstræningerne.

“Hvis der kommer én kvinde mere, fordobler hun antallet,” lyder det fra Ida Gustafsen. “Ja, vi håber meget, at den stigende opmærksomhed i sporten, som vi oplever, kan bringe lidt flere kvinder til,” svarer Rasmus Emil Neble, der sammen med Joe er leder i klubben.

Ida træder op til bordet i sine stiletter. Hun lægger hånden i modstanderens og presser frem. Ingen tøven. Langs væggen står Rasmus og følger med. Han har været i sporten i ni år. I år fylder Danmarksmesterskabet mindre for ham. Fokus er rettet mod europamesterskaberne i Rumænien til juni. Niveauet stiger eksponentielt, når man forlader Norden. Specielt Kasakhstan, Rusland og Bulgarien skal man se til for at finde de bedste i verden.

På nationalt plan er klubben, der samles her i Aarhus Ungdomshus, blandt toppen i Danmark, med de største rivaler i København. Om få dage er der indvejning i Aarhus. Dagen efter afgøres Danmarksmesterskabet i Silkeborg. Kampene varer sekunder. Forberedelsen har taget år.

To nye hænder låser. Ida stiller sig over for den nyeste til dagens træning. Beatet fra Marshall-højtaleren på væggen fylder rummet. “Ready,” skærer det igennem musikken. Begge hænder ryster, og et fast udtryk fylder deres ansigter. “Prøv at gøre det her i stedet.” Hun demonstrerer i et let greb. De træner utallige forskellige bevægelser, for man kan ikke nøjes med en stor arm for at være en god armbryder. “Kan du mærke, hvordan det føles anderledes nu?” siger Ida ledende.

“Det er fedt, du nu også kan mærke, når de nye kommer uden teknik,” bryder Joe ind med et klap på skulderen. “Det viser, I bliver bedre!”

“Skal vi lige tage den, Joe?” lyder det fra Jon, der rejser sig fra bænken, hvor han har drukket sin cola på sidelinjen. Trykket bygges langsomt op. Armene står stille et øjeblik, spændt som kabler.

Så brister balancen. Hånden rammer puden. Grebet løsnes. Underarmene rystes fri. Bordene klappes sammen og bæres ned i kælderen. 

De er klar til Danmarksmesterskaberne.