Sydkoreas uddannelsesparadoks: Når topkarakterer koster mental trivsel

Det er fem år siden. Klokken er 8.35. Fem minutter før prøvestart. Ude i novemberkulden er solen stadig ikke stået op. Med svedige håndflader sidder 18-årige Jun Ko klar ved sit lille bord. Omkring ham sidder hundredvis af andre elever, men ingen siger noget. 

”Det føles som at være med i OL. Det var stilheden før stormen,” husker Jun.

Udenfor er Korea næsten gået i stå. Fly holdes på jorden. Myndigheder udskyder åbningstider. Politiet er netop blevet færdige med at eskortere elever gennem trafikken.

Jun har forberedt sig til denne dag, siden han var barn.

Han tænker på de uendelige timer til privatundervisning. De sene aftener. Matematikopgaverne. Den konstante træthed. At ære sine forældre. På alle omkring ham, der igen og igen har sagt, at denne prøve kommer til at afgøre resten af hans liv.

“Start.”

Stilheden brydes af lyden fra hundrede blyanter, der rammer papiret samtidig.

Denne morgen sidder mere end en halv million sydkoreanske elever, ligesom Jun, bøjet over samme test. Suneung.

En skæbnesvanger dag

Hvert år, og altid den tredje torsdag i november, afholdes Suneung. Sydkoreas nationale adgangseksamen til universitetet. En prøve, der er kendt for at være enormt tungtvejende. Ikke kun på grund af dens otte timers varighed eller ekstremt høje sværhedsgrad, men fordi dens resultat kan åbne eller lukke døre til uddannelses- og jobmuligheder samt påvirke social status i fremtiden. Derfor betragtes dagen som en af de vigtigste dage i de unges liv.

For mange er målet en plads på et af de prestigefyldte SKY-universiteter, som består af Seoul National University, Korea University og Yonsei University.

Tryk her for at lære mere om Sydkoreas uddannelsessystem.

Tilbage i eksamenssalen føler Jun sig lettet efter at have overstået de første prøver i koreansk og matematik. Samtidig mærker han en usikkerhed over sin egen præstation, men ser dog mere optimistisk på den efterfølgende engelskprøve. Under lyttedelen er der en usædvanlig stilhed, da fly midlertidigt skal forblive på jorden for ikke at forstyrre eleverne. Alligevel distraheres Jun af det tikkende ur, som minder ham om, at hvert sekund tæller.

Prøverne i engelsk og koreansk historie går bedre end de foregående fag, men gejsten får endnu et knæk under den afsluttende prøve i naturvidenskab, som viser sig at være svær for Jun.

Da testen slutter, sidder Jun tilbage med en tom og surrealistisk følelse. Nu er skæbnen afgjort.

“Det føltes som om hele mit liv havde ledt frem til det øjeblik,” husker han.

Langt tilløb

For Jun, ligesom mange andre, var testen kulminationen på et langt tilløb med pres og forberedelse. Allerede siden han var syv år gammel, har hans skoledage varet mellem 12-16 timer.

Når den almindelige skoledag slutter omkring klokken 17.00, fortsætter over to tredjedele af sydkoreanske elever videre til private akademier, som kaldes hagwons. Her modtager de ekstra undervisning for at forbedre deres chancer ved Suneung.

Kun få går andre veje. Nogle får privatundervisning derhjemme. Andre har travlt med at hjælpe i familievirksomheder eller bor for langt fra den nærmeste hagwon. Og for en mindre gruppe, drømmer de simpelthen ikke om at gå på de prestigefyldte universiteter.

Men det gjorde Jun, ligesom mange andre. Derfor sluttede hans undervisning først klokken ti om aftenen, hvorefter han fortsatte med selvstudie derhjemme. Oftest indtil klokken et om natten.

“Jeg havde næsten ingen fritid,” beskriver Jun.

Konkurrence som livsvilkår

Det var ikke nok for Jun at være dygtig. Han skulle være bedre end de andre.

Mens elever i Danmark vurderes ud fra faste faglige kriterier i et absolut karaktersystem, har man i Sydkorea et relativt karaktersystem. Her afhænger ens placering ikke kun af egne præstationer, men også af, hvordan man klarer sig sammenlignet med resten af eleverne. Konkurrencen er derfor både mod opgaverne og hinanden.

Netop konkurrencen har været med til at løfte Sydkoreas akademiske resultater til et internationalt topniveau. År efter år placerer sydkoreanske elever sig blandt verdens bedst præsterende, blandt andet i PISA-undersøgelsen fra 2022, hvor landet fik en femteplads ud af 81 lande. Her lå Danmark til sammenligning nummer 17.

Og disse høje resultater er ikke tilfældige. Efter Korea-krigen sluttede i 1953, stod Sydkorea tilbage med en ødelagt økonomi. Som et land med begrænsede naturressourcer, satsede landet massivt på uddannelse som en vej til genopbygning. Og strategien virkede. På få årtier forvandlede Sydkorea sig fra et af de fattigste lande til den 12. største økonomi i verden.

Men succesen har medført alvorlige bivirkninger.

Prisen bag presset

I senere år er depression, angst og stress steget markant blandt Sydkoreas unge. Ifølge tal fra 2025 oplever næsten halvdelen af middle- og high school-elever symptomer på stress, mens omkring en tredjedel oplever symptomer på depression.

Det genkender 20-årige sydkoreanske Yuna Oh, der er vokset op i samme uddannelsessystem som Jun.

“Jeg oplevede ekstremt meget stress og depression, fordi jeg følte mig som en studiemaskine,” forklarer hun.

Men for nogle unge udvikler presset sig til noget langt mørkere.

Sydkorea har den højeste selvmordsrate blandt de 38 OECD-lande. Her viser nationale undersøgelser, at akademisk stress er direkte forbundet med 12 procent af unges selvmord, mens en tredjedel forbinder deres selvmordstanker med Suneung.

Som tidligere underviser i Seoul, oplevede danske Sofie Nyland Brodersen denne virkelighed helt tæt på.

En kold morgen i januar trådte Sofie ind i et tavst og mørkt undervisningslokale. Med det samme mærkede hun, at stemningen var anderledes end normalvis.

Kort efter fik hun den triste forklaring.

“Han var virkelig en af de dygtigste. Han var en, som folk så op til,” siger hun og er stadig tydeligt påvirket.

Hun havde også haft ham som studerende på semesteret forinden.

Allerede samme dag var der mindehøjtidelighed for ham.

Pligt, ære og forventninger hjemmefra

Jun oplevede aldrig selvmordstanker, men mærkede alligevel presset.

Her husker han især det sidste år før Suneung som værende præget af stress, søvnmangel og en følelse af at være bagud.

For Jun og mange andre stammede presset ikke kun fra konkurrencen og de lange skoledage. Det kom også hjemmefra.

“Jeg følte et pres, fordi mine forældre har lagt så meget arbejde, penge og tid i at hjælpe mig,” fortæller han.

I Sydkorea er presset ikke kun individuelt. Det er også kulturelt forankret. Den konfucianske tradition, som stammer fra 500 år før vores tid, har formet synet på uddannelse, hvor akademisk succes i højere grad betragtes som en moralsk pligt fremfor et personligt valg.

Dette forstærkes af princippet ‘Hyo’, som bygger på den stærke norm om ansvar overfor sin familie. Det betyder, at et barns præstationer fungerer som et spejl af familiens sociale status. Dårlige resultater opleves som et svigt, mens succes er en måde at ære sine forældre på og vise taknemlighed.

For alt den ekstra undervisning er langt fra gratis. Tal fra 2025 viser, at en familie med to børn i gennemsnit bruger cirka 2.600 danske kroner om måneden på privatundervisning, mens de samlede udgifter på landsplan nåede rekordtal på cirka 150 milliarder danske kroner.

Angstpsykologi

Det er i krydsfeltet mellem kultur, økonomi og uddannelse, at den sydkoreanske ph.d.-studerende i psykologi Caroline Joung finder en del af forklaringen på, hvorfor sydkoreanere fastholdes i systemet. Også selvom det koster dyrt mentalt.

“Hagwons er en industri. Og når noget er så dybt indlejret i systemet, vil reel forandring kræve noget radikalt,” mener hun.

Men ifølge Caroline Joung handler den kollektive fastholdelse også om mere komplekse psykologiske mekanismer.

Her fremhæver hun 'angstpsykologi'. Begrebet beskriver et mønster, hvor forældre og elever fortsætter med at investere enorme mængder tid og penge i ekstra undervisning, fordi frygten for at falde bagud er stærkere end troen på at kunne klare sig uden. For mange familier opleves hagwons derfor som en nødvendighed. Især når næsten alle andre gør det.

Her beskriver Park Seoyeon, mor til Yuna Oh, det pres, hun oplevede.

“I Sydkorea er der en grundlæggende tro på, at hvis man ikke klarer sig godt, så har man ingen fremtid. Selvom jeg godt vidste, at systemet ikke var sundt for mine børn, følte jeg ikke, at jeg havde noget andet valg end at sende dem til privatakademier.”

Ifølge Caroline Joung forstærkes dette af et såkaldt fastlåst mindset. Mens systemet lover, at hårdt arbejde kan sikre succes, internaliserer mange elever samtidig en tro på, at deres evner er begrænsede. Særligt fordi det stærke sammenligningspres kan forstærke en følelse af, at nogle er “naturligt bedre” end andre. Det er netop denne modsætning, der er med til at fastholde både angst og overforbrug af hagwons, mener hun.

Derudover kompliceres situationen af den såkaldte ‘silence barrier’. I Sydkorea er psykiske problemer fortsat stigmatiseret, hvilket gør det svært for mange unge at søge hjælp. Her viser studier, at omkring 70 procent af selvmordstruede elever skjuler deres udfordringer, fordi de opfatter psykiske lidelser som skamfulde. Når så mange lider i stilhed, bliver det samtidig vanskeligere at forstå problemets omfang. 

Uundgåeligt?

Andre anerkender presset, men deler ikke opfattelsen af, at uddannelsessystemet i sig selv kan forklare de mentale udfordringer blandt sydkoreanske elever - eller er problemet.

34-årige Yohan Kim er vokset op i Sydkorea, hvor han også tilbragte timevis i hagwons.

“Jeg ved, hvordan det er ikke at få nok søvn. Jeg var også igennem det, og jeg ville gøre det hele igen,” forklarer Yohan.

Yohan nød det endda så meget, at han i dag selv arbejder i en hagwon, hvor han underviser de yngste elever.

For ham er oplevelsen ikke kun forbundet med pres, men også med en form for læring, der ifølge ham har haft værdi senere i livet. Derudover ser han ikke presset som noget unikt for Sydkorea, men som noget unge uundgåeligt møder i mange forskellige uddannelsessystemer.

“Det er noget, alle er nødt til at gå igennem, hvis de vil lykkes. At føle sig deprimeret eller bekymret er bare en del af at lære sig selv at kende. Jeg tror ikke, det handler om systemet. Det handler om, hvordan eleverne håndterer det mentalt.”

Den politiske kamp

Dog tyder meget på, at ønsket om forandring vokser i Sydkorea. Og der er blevet gjort forsøg på at lave ændringer.

Sydkorea har flere gange forsøgt at regulere hagwons for at mindske presset på eleverne, blandt andet gennem begrænsninger af åbningstider, hvor de ikke må undervise efter klokken 22.00. Dog blev der i november sidste år fremsat et forslag om at give hagwons i Seoul lov til at holde åbent til midnat. Samtidig er der blevet indført initiativer som Wee Project, der tilbyder støtte til elever med mentale udfordringer.

Som en tydelig markering af utilfredsheden over systemet gik 15 senior undervisere og tidligere arkitekter bag Suneung sammen om et åbent brev til Sydkoreas præsident Lee Jae-Myung i slutningen af december sidste år. Her krævede de en grundlæggende reform af hele systemet, og kritiserede især, at Suneung fokuserer på at rangere elever, fremfor at uddanne dem.

I brevet stod der blandt andet: “Vi må afskaffe det nuværende system, hvor elever rangeres gennem Suneung og multiple choice-evalueringer. Det er tid til en grundlæggende ændring af uddannelsessystemet - en ændring, der hjælper vores børn med at udvikle kritisk tænkning, skabe deres egne værdier og perspektiver og vokse op som demokratiske borgere med varme hjerter og klare sind.”

Få dage senere afholdt Seoul Metropolitan Office of Education et pressemøde, hvor lederen foreslog en gradvis udfasning af Suneung, inden den afskaffes helt i studieåret 2040. Herefter vil et optagelsessystem baseret på skoleudtalelser blive indført, mens universiteterne får større frihed til at vælge studerende.

Derudover er en del af reformplanen også, at både interne skoleprøver og Suneung gradvist skal omlægges til absolut karaktergivning frem mod 2033. 

Forslaget er stadig i den indledende fase og er endnu ikke blevet vedtaget.

Svardag

En måned senere kom svaret. Jun sad med sit Suneung-resultat og genkendte følelsen fra eksamensdagen. Lettelse blandet med usikkerhed. Et blandet resultat. Men godt nok til at bringe ham videre.

For Jun er uddannelsessystemet lagt bag ham. Men for hundredtusindvis af unge sydkoreanere fortsætter rejsen hvert år. Det samme pres. Den samme tro på, at en dag kan afgøre alt.

Suneung er skabt til at måle elevernes præstationer. Men i takt med at debatten om unges mentale mistrivsel vokser, er spørgsmålet ikke længere kun, hvad testen siger om eleverne.

Det er også, hvad den siger om det samfund, der har skabt den.