Synges der stadig viser? Visens Venner holder sangskatten i live

Når du hører ordet viser, vil du måske tænke på en støvet, gammel sangbog gemt væk oppe på loftet sammen med andet, der hører fortiden til. Sådan har de det ikke i Visens Venner. Men hvis du har det sådan, så kom med til en aften med fællessang i Skovvang Fritidscenter og find ud af, at viserne er mere end blot et fortidslevn. For her kan viser også  være sange af det unge band Von Quar.

Her sidder en flok på cirka 40 mennesker en torsdag aften i et gammelt foreningslokale i Aarhus N og ser frem til god musik og hyggeligt fællesskab. De fleste har gråt hår, og nogle har en stok at støtte sig til, men selvom de fleste er oppe i årene, fejler humøret og energiniveauet intet. Her bliver der spøget, delt sjove historier og grint. 

En af musikerne står og bakser lidt med at stemme sin guitar. ”Ja, det er svært at holde g-strengen ren,” siger en af de kvindelige deltagere og starter en latter i lokalet. De vil spille en norsk forårssang, som de har fået oversat, siger manden med guitaren. "Til Svensk?" lyder en anden spøgefuld bemærkning, som også vækker latter hos musikerne, der kort efter går i gang med at spille, imens deltagerne stille sidder og nynner med på den smukke, lidt sentimentale sang.

I et hus med historie

En time forinden startede aftenen med fællesspisning, og i klynger rundt i lokalet, sad de og snakkede over højbelagt smørrebrød og alkoholfrie øl. Nogle med medbragt vin.

En munter kvinde ved navn Lena fortæller, at hun som ung pige gik til gymnastik i netop dette lokale og ellers har været her i mange andre sammenhænge i løbet af sit liv. Tanken om det, giver hende lyst til at slå flikflak gennem hele lokalet, griner hun.

I dag er der ikke meget, der indikerer, at lokalet engang har været en gymnastiksal, men tiden har sat sine spor. I det lidt slidte trægulv, i den støvede lugt, i de gule vægge.

Nu er bordene trukket ud i midten af lokalet og dækket med røde duge. Bagerst i lokalet er en lille scene, hvorunder der er stillet op med klaver, kontrabas og guitar, og over det er et farverigt skilt med ’Visens Venner’ skrevet på.

En af de trofaste gengangere i foreningen, Åse, sætter stor pris på at komme og være en del af fællesskabet.

”Det giver noget samhørighed at synge sammen, og så er det bedre end at sidde og trille tommelfingre derhjemme”, fortæller Åse, som har været en del af Visens Venner i mange år.

Foreningen Visens Venner blev stiftet i 1975, dengang i en mere løs form end nu, og siden har de haft væresteder forskellige steder i Aarhus, men efter længere tids kamp og søgen, fik de af Aarhus Kommune anvist lokaler i Skovvang Fritidscenter.

Et bredt katalog af sange

”Jeg er 75 år og er en af de yngste”, fortæller forpersonen for Visens Venner, Ole, med et smil.

Men selvom foreningen har 50 år på bagen og har flest af det ældre segment, betyder det ikke, at der ikke skal være plads til fornyelse. Ifølge Ole har viserne efterhånden fået et støvet image, og det vil han gerne gøre op med ved ikke at afgrænse viser til kun at være de gamle og traditionelle, men i stedet have et stort spænd af sange.

Det viser sig også i de lidt anderledes sange, der ind imellem spilles, som da Ole en dag spillede en dansktop-sang. Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede for det, hvilket Ole mener er fordi, der er mange delte meninger om, hvad en vise i det hele taget er.

Og det er til at forstå, for slår man op i Den Danske Ordbog, står der også en forholdsvis bred definition på, hvad en vise er: ”(folkelig) sang af underholdende karakter, ofte fortællende og med en enkel tekst og melodi.”

Plads til både humor og følsomhed

Første del af fællessangen begynder. To ældre herrer med guitarer og mundharmonika stiller sig op foran forsamlingen. Efter lidt tekniske udfordringer giver de sig til at spille et udvalg af sange, som både vækker minder og rører deltagerne.

En af dem er, hvad en af musikerne kalder for en af de smukkeste kærlighedssange, og sammen med lyden af guitaren fylder deltagernes stemmer lokalet med Jens Rosendahls smukke Forelskelsessang. 

"At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden si’r,
så har den vore hjerter."

Sangen går lige i publikums hjerter. Da sangens sidste tone er spillet, og sidste ord er sunget, kvitterer én med et tak, og flere sidder med rørte miner.

Men der skal også være plads til humor i musikken, der i aften også består af mere morsomme sange. Og det er ikke alle af dem, der er lige stuerene. Der bliver blandt andet spillet en sang om en Søren, der, frustreret over at hans kone ikke har opdaget hans nye læderstøvler, vælger at afklæde sig helt, så hun kan få øje på dem.

”Nogle af sangene kan godt gå tæt på grænsen, men aldrig over,” fortæller Lena og griner. ”Vi spiller de sange, som vi syntes var sjove som unge.”

En time senere efter at have været vidt omkring både danske og norske viser og en kort pause, begynder anden del som består af sange af Bent Fabricius-Bjerre med skrevne tekster. Her var blandt andet formand Ole oppe og synge ’Forelsket i København’ sammen med sin kone Kirsten.

Visens fremtid

Kirsten nyder at mødes og synge de gamle viser, men er bekymret for foreningens fremtid grundet det faldende fremmøde. ”Det ville være ærgerligt, hvis det døde ud, for historierne er gode, og man bliver glad af at synge.”

En anden deltager, Janni, ser knap så bekymret på det. Ifølge hende lever viserne videre, men på en anden måde igennem den nye musik. Hun nævner det unge, danske band Von Quar, hvor hendes nevø spiller keyboard, hvis sange formidler fortællinger ligesom viserne. Og netop Von Quar har de før spillet i foreningen.

De håber på at kunne få flere unge med i foreningen, for som Ole siger, er de en aldrende gruppe med frafald.

Efter godt og vel tre timer med viser, smørrebrød og kaffe, tages dugene af bordene, som atter rykkes ud i lokalets sider. Når oprydningen er overstået, samles bestyrelsen, som sammen sidder og får sig en øl, denne gang også med alkohol, og en snak om den forløbne aften.