Thorkil læser medicin for at gøre en forskel - og måske også lidt for sin farfar

”’Farfar ville være stolt af dig’, det siger min far tit til mig. Jeg var kun 12 år, da han som 68-årig døde af alzheimers. Han var læge. I dag tænker jeg selvfølgelig over, at det havde været fedt snakke om medicin med ham, men det er ikke noget, jeg ærgrer mig for meget over. Det er jo sådan, det er.

Jeg er vokset op vest for Paris, men min mor er halvt dansk, og jeg har egentlig altid tænkt, at jeg ville læse i Danmark. Det er en helt anden studiekultur end i Frankrig, hvor det første år af medicinstudiet bare er at studere fra 8-23 hver dag, hele året rundt.

Der er mange grene af medicin, der interesserer mig. Måske vil jeg gerne være kirurg, måske dermatolog, måske noget tredje… Men jeg tror nu nok gynækolog er udelukket – for nu i hvert fald.

Nu hvor jeg er flyttet til Danmark, skal jeg også til at finde nye venner, og danskere kan godt være lidt reserverede. De er bedre til at være sociale i faste rammer, hvor parisere er mere åbne overfor at snakke med fremmede. Men jeg kan også selv genkende det at være indelukket. Det ændrede sig for mig, da jeg havde sabbatår og rejste alene rundt i verden. Der stod jeg pludselig uden mobil i fem dage og måtte holde ind til siden for at spørge om vej. Den rejse har klart hjulpet mig til at være mere udadvendt og danne relationer. Og så har jeg jo min familie i Danmark.

Min nære familie bor primært i Frankrig, så dem besøger jeg i ferierne. Og havde jeg omvendt studeret der, ville jeg også stadig besøge min danske familie i ferierne. Jeg synes ikke, man skal bruge så meget tid på at sammenligne og tænke, hvordan det ville være, hvis man havde gjort noget andet eller boet et andet sted.

Jeg ved ikke, hvor jeg ender, når jeg er færdiguddannet læge. Det finder jeg ud af - der er jo også mange år til. Jeg er meget sådan ’go with the flow’… måske Frankrig, måske Danmark og måske et helt tredje sted i Europa.

Det var mest følelsen af at kunne være der for andre mennesker og gøre en forskel, der gjorde, at jeg valgte medicin. Men når jeg tænker retrospektivt over det, har min farfar nok også været en stor motivationskilde for min drøm om at blive læge. Det gav bare mening."