Tunesien 15 år efter revolutionen: “Jeg kan jo se dybden af det menneskelige potentiale, som bliver spildt”

TUNIS, TUNESIEN – I et baglokale på en café i hovedstadens gamle labyrintlignende bydel, sidder fire unge mænd dugnakkede, og fortæller om håbet på en bedre fremtid langt fra det kvarter, de bor i. Deres øjne søger skiftevis mod gulvet og deres hænder, som uroligt piller ved roden af deres negle. 

18-årige Aziz, Khaled, Youssef og 19-årige Oubay har flere ting til fælles. De er alle droppet ud af skolen inden for de sidste fire år. De lever af at finde sporadisk arbejde på gaden, og har ingen fremtidshåb udover ét - at starte et nyt liv på den anden side af Middelhavet. De er få ud af hundredtusinder med samme drøm. Og de er en del af EU’s migrations-hovedpine. 

Det er i år 15 år siden store demonstrationer brød ud i Tunesien. Tuneserne gjorde oprør mod leveforholdene i det diktatoriske styre. Protesterne væltede præsident Zine El Abidine Ben Ali efter 23 år på magten, og blev til det, vi i dag kender som Jasminrevolutionen og startskuddet til Det Arabiske Forår. Men i 2019 indtog juraprofessoren Kais Saied præsidentpaladset og siden 2021 har han tilbagerullet demokratiske institutioner, begrænset parlamentets indflydelse og fængsler i stigende grad politiske modstandere, journalister og advokater. Derfor presser spørgsmålet sig på, om Tunesiens nuværende situation bærer præg af fortidens spøgelser? 

Tilbage i 2011 var det særligt den høje ungdomsarbejdsløshed, der blev katalysator for revolutionen. Et problem som Tunesien har døjet med både før og siden. I dag ligger landets ungdomsarbejdsløshed nemlig på 38 procent. Og det mærker Aziz, Khaled, Youssef og Oubay. 

Om aftenen mødes de fire unge mænd i kvarteret og hænger ud. Og i mangel på bedre at tage sig til, ender de ofte i slagsmål med de unge drenge fra nabokvarteret. Som de fortæller, handler det om at bevare deres territorie. Dagtimerne går med at tjene penge, hvor de på en god dag kan tjene, hvad der svarer til ca. 40 kroner. 

Aziz, Khaled, Youssef og Oubay, risikerer ved deres udtalelser at komme i myndighedernes søgelys, og omtales derfor kun med fornavn. De er blot fire eksempler på de cirka 100.000 børn, der årligt dropper ud af skolen i Tunesien, et land med 12 millioner indbyggere. Mange af disse børn ender i kriminalitet, misbrug eller overlever ved at arbejde på gaden. 

Intet andet håb end rejsen til Europa 

Lyden af scootere fungerer som baggrundstæppe, mens de alle fire fortæller, at det tunesiske samfund ikke fungerer, og hvordan et forældet skolesystem, der ikke kan rumme ressourcesvage elever, er grunden til, at de er endt, hvor de er. 

“Skolen er ikke indrettet til os, som kommer fra fattige familier. Der er også mange af vores venner som ikke går i skole længere,” siger Aziz. 

Mens han fortæller om hvordan hans storebrødre, der har uddannelse, men ikke kan finde arbejde, og at han derfor mistede motivationen for skolen, nikker resten af vennerne stiltiende. 

“Selv hvis jeg tog en uddannelse, så vil jeg aldrig kunne få noget arbejde. Så der er alligevel ikke nogen muligheder. Hele systemet i Tunesien er lort, og det kommer ikke til at ændre sig,” siger Aziz. 

Derfor har de alle ét mål. Europa. 

“Jeg drømmer om at tage til Europa. Der er ingen fremtid for mig her i Tunesien,” fortæller Khaled, som tidligere uden succes har forsøgt at tage rejsen over Middelhavet. 

EU oplever i disse år store migrationsstrømme fra Afrika, hvor mange rejser gennem Tunesien og videre over Middelhavet med kurs mod unionens grænser. Men de fire unge mænd er også eksempler på, at Tunesien ikke blot er et transitland for migranter. Hver tredje unge tuneser ønsker nemlig at forlade landet, og det at droppe ud af skolen kan blot gøre ønsket om at rejse endnu mere påtrængende. 

Khaled ved ikke om et bedre liv i Europa reelt er muligt, men som han fortæller, vil han ikke tøve et sekund med at prøve igen. Det er på trods af at næsten 1.000 migranter i år er døde på rejsen over Middelhavet. Det har gjort 2026 til et af de dødeligste år siden 2014 for en af verdens farligste migrantruter. 

En skuffende udvikling 

Langs hovedstaden Tunis’ mest ikoniske boulevard, Avenue Habib Bourgiba, hvor revolutionens største protester fandt sted, gør mængden af politi de fleste politiske samtaler svære. Derfor tillader den 38-årige skolelærer Mariam sig også først at fortælle frit om de børn, som forsvinder fra hendes klasselokaler, da vi på afstand af ordensmagten sætter os på en café i en sidegade. Mariam er ikke hendes rigtige navn. Sikkerhed er som bekendt et andet fænomen i Tunesien, og landsforræderi er ikke en utænkelig konsekvens af et interview, der også drejer sig ind på styrets absolut mest ømtålelige emne – migration. 

“Nogle gange kan jeg se børn starte i første klasse, og år for år forsvinder deres smil. De mister livsglæden, inden de overhovedet er fyldt ti år. Her ser jeg, at døden ikke kun er fysisk. Den er også psykologisk,” fortæller hun over en kop te. 

Tunesien har ellers siden 1950’erne levet på fortællingen om at landets befolkning er en af de bedst uddannede i den arabiske verden. Men det nordafrikanske land har alvorlige problemer, og særligt uddannelsessektoren er ramt. Mangelfuld infrastruktur og en dårlig samfundsøkonomi tvinger tusindvis af børn og unge ud af skolen, og brain drain, det at de veluddannede forlader landet, er et gennemgående problem. Flere steder resulterer det i, at hele byer reelt set tømmes for unge mennesker.  

“Hvorfor skulle du spilde dine bedste år, når dit fremtidige job ikke engang er nok til at betale din husleje? Hvis du overhovedet kan få et job?,” spørger skolelæreren. 

Hun er, som mange andre i hovedstaden, skuffet over landets udvikling, og Tunesien i dag er et af de hurtigst autokratiserende lande i verden. 

“Der er ingen reel forandring sket siden revolutionen. Situationen er nærmest helt den samme som før,” fortæller Mariam. 

Som en regelmæssig påmindelse om at præsident Kais Saied i stigende grad strammer grebet om det tunesiske samfund, kan de mange politibetjente konstant ses gå hvileløst rundt på boulevarden. Overvågningskameraer er en fast del af gadebilledet, og som Mariam fortæller, er myndigheder i Tunesien ikke noget, man nødvendigvis har tillid til.  

Men det kan netop være dem, som de unge risikerer at blive konfronteret med, når de forlader skolesystemet. For hvor går man hen, når man ikke skal til undervisning? 

“Hvad skal der ske med de fattige børn, som ikke passer ind i systemet, når de dropper ud? Til at starte med misbrug, så kriminalitet. Det er klassikerne i samfund, der som Tunesien, ikke tilbyder særlig mange andre muligheder,” siger Mariam. 

Det er et svært liv på kanten af det tunesiske samfund, som hun siger. Og for dem, som dropper ud af skolen, kan der være én altoverskyggende mulighed tilbage. At emigrere. 

“Jeg har slet ikke ordene til at beskrive det. Jeg kan jo se dybden af det menneskelige potentiale, som bliver spildt. Det er hjerteskærende at være vidne til,” fortæller hun. 

Kludder i den geopolitiske relation 

Der er i EU en bred konsensus om at begrænse migrationen til Europa. Derfor har Tunesiens geografiske placering givet landet en afgørende rolle for EU’s migrationspolitik. Det ses i den migrationsaftale, som EU indgik med Tunesien i 2023. Aftalen sikrer ikke blot en økonomisk støtte til regimet, der løber op i milliardklassen. Det er også en direkte styrkelse af en grænseforvaltning, der på EU’s vegne skal begrænse det høje antal af migranter, som befinder sig i landet. Mange af de afrikanske migranter, der kommer syd for Sahara, med kurs mod EU’s grænser, samler sig i Tunesien, og det skaber en irregulær migrationssituation. Derved bliver landet et springbræt mellem de to kontinenter. Med andre ord ønsker EU med aftalen at opnå, at Tunesien skal agere stopklods for migrationsstrømmen. 

Aftalen er, siden den blev underskrevet, blevet heftigt kritiseret af både Amnesty International og Human Rights Watch. De vurderer, at den kan gøre EU medskyldig i de menneskerettighedskrænkelser, som Tunesien begår mod migranter. 

Også Danmark har investeret i Tunesien. I 2023 var daværende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek med til åbningen af et træningscenter i Tunesien. Et dansk-finansieret projekt til 26 millioner kroner, som har til formål at styrke den tunesiske nationalgarde og grænsemyndighed. Disse myndigheder, har The Guardian senere afdækket, er beskyldt for massevoldtægter af migrantkvinder, efterlader folk til at dø i ørkenen og samarbejder med menneskesmuglere. 

“Jeg er villig til at tage chancen” 

Tilbage i hjørnet af den lille café bliver der delt cigaretter rundt mellem de fire unge mænd. En enkelt pakke koster cirka 20 danske kroner, men i den gamle bydels gadeliv er rygning en beskæftigelse, man sjældent har råd til. 

“Vi har det ad helvedes til lige nu, så lige meget hvad vi gør, og hvilke konsekvenser det har, så det kan det jo kun blive bedre end det her,” fortæller Aziz. 

På trods af at lokalet er tomt, er tonelejet i hans stemme påfaldende lavt. Strømmen af ord afslører, at idéen om en bedre fremtid er ens for de fire unge mænd - den findes ikke i hjemlandet. Europa derimod, det er fremtiden, siger de. Men det er samtidig også et kontinent, der består af lande, de ikke kan få visum til, og vejen dertil er brolagt med risici for at komme i karambolage med den tunesiske grænseforvaltning. En forvaltning, som mere end 80.000 gange stoppede migrantbåde på vej mod Europa i 2024. 

“Jeg ved godt, at det er farligt at tage over Middelhavet, men det liv jeg lever nu, er lige så farligt, så jeg er villig til at tage chancen og satse mit eget liv,” fortæller Khaled mod samtalens slutning. 

Han skodder sin cigaret, mens han taler. Benene er let spredte, og mellem ordene hvisler hurtige blikke mellem de fire venner. De er lige i starten af deres voksne liv, og er repræsentanter for en generation, som betaler prisen af landets udvikling siden revolutionen. En udvikling, der i flere år lignede det demokratiske håb i en region præget af autokratier og konflikt. Men som med en egenrådig præsident i spidsen hastigt bevæger sig tilbage til den styreform, man for 15 år siden gjorde oprør mod. Spørgsmålet er blot om de fire unge mænd i caféens baglokale, på den ene eller anden måde, også bliver en del af statistikken om migrationen over Middelhavet.