Turen er en dejlig rejse - og du kan komme med!

Danmarks første batteri-drevne tog er allerede på skinnerne og skal erstatte de ikoniske Y-tog udødeliggjort af Tørfisks sang "VLTJ." Men hvordan ser den nye virkelighed ud for vestjyderne? Prøv både diesel og el, tur-retur fra Lemvig til Thyborøn.

Traditionelt mod moderne.
Offentliggjort Sidst opdateret

Temabeskrivelse

I et nyt tema sætter Resonans fokus på livet i den danske provins – og på de kulturhistoriske fortællinger, der har formet hverdagen langt fra de store byer.

I første serie af temaet rettes blikket mod vest og den historiske VLTJ-jernbane, som i mere end et århundrede har forbundet Vestjyllands små kystsamfund. For mange er VLTJ i dag mest kendt som en fængende festsang, men banen repræsenterer et stykke lokal kulturarv, som har haft betydning for både arbejde, transport og identitet i området. 

Men nu er det på tide at sige farvel til de klassiske VLTJ T-tog og goddag til nye, batteridrevne tog på strækningen mellem Vemb, Lemvig og Thyborøn. 

Med serien søger vi svar på et helt centralt spørgsmål: Hvad betyder VLTJ egentlig for Vestjylland – historisk set og i dag? 

I serien undersøger vi, hvordan jernbanen blev til, hvilken rolle den spillede i udviklingen af byerne langs den vestjyske kyst, og hvorfor jernbanen stadig vækker stærke følelser blandt vestjyderne i dag. 

Sneen, der lægger sig over de vestjyske marker mandag formiddag, akkompagneres af en højlydt brummen, kun afbrudt af en hvinende bremse, når et af de sidste diesel-drevne tog forcerer landskabet. Den grønne omstilling er nemlig kommet til Vestjylland: Lemvig-banen, i folkemunde kaldet VLTJ (Vemb-Lemvig-Thyborøn-Jernbane), bliver nu udstyret med tog, der kører på batteri. Dog bliver de sidste diesel-drevne tog først udfaset i det nye år, og de nye er allerede sat ind, så vi tager en tur med hver.

Afgang fra spor 1

De gamle Y-tog holder på Lemvig Station med deres karakteristiske facader i brændt orange og varm rød. De få pendlere, der venter på stationen, traver besindigt fra ventesalen mod de åbne togdøre. 

Plads til barnevogne og cykler - hvis de kan komme ind.

At stige ind i toget kræver en god balance, da trinene er stejle, og har du barnevogn eller cykel med, må du forlade dig på vestjydernes venlighed, da indstigningen i det tilfælde kan være vanskelig. Men er du først kommet over dørtrinnet, mærker du varmen. Selv på en råkold snevejrsdag er der lagt op til at smide jakken og slå sig ned i et af de velpolstrede techni-color-sæder.

Varme farver

Interiøret afspejler temperaturen, fra det sepia-gyldne laminatgulv til væggene beklædt med lys eg. Dybrøde gardiner og flettede julehjerter pryder de tilsandede vinduer. Luften er tyk af varmen og har en hengemt kvalitet, som ofte findes i antikvariater.

Først går turen mod Thyborøn. Sigtbarheden er begrænset gennem vinduerne, men man kan skimte istidslandskabet ved Harboøre Tange med havudsigt til begge sider. På kanten til havet ligger en gruppe lave bygninger med høje skorstene, der rager op over det flade land. “Er det Cheminova derude? Hvad laver de egentlig?” spørger en ung kvinde og sætter fødderne op på sædet foran. “Pesticider. Det er noget værre svineri.” konkluderer hendes veninde tørt.

Et selskab med stok og fornuftige sko er steget på i Thyborøn og fotograferer ivrigt toget med Ipads og mobiltelefonerne sikret i covers med kortholder. Indstigningen er langsom, men humøret er højt. “Skal du ha’ en hånd, Britta? Jeg har fat i håndtaget!” 

Her er ingen stopknap, så toget holder ved alle stationer.

Inden snebolden ramte.

Et gråhåret ægtepar med hjemmestrikkede halstørklæder spørger, hvad næste station er. Stemmen over højtaleren annoncerer svaret på dannet midtsjællandsk: “Vrist.”

Togets yngste passager er en lille gut, der har skærmet sig mod kulden med en rød hue udenpå cykelhjelmen. Han smækker hjemmevant med døren, da han går ud af toget. Inden han forsvinder af syne, former han en snebold og smider den kækt på stationsskiltet på Fåret Station.

Lydløs afgang fra spor 3

Udefra ligner fremtidens el-tog de gamle - og så alligevel ikke. Facaderne er i samme varme nuancer, men langs siderne af togvognen pryder tegninger af egnens vartegn vognene.

Nostalgiske glimt af orange

Trykker man på knappen for at åbne dørene, ruller en platform automatisk ud, så der er en ubesværet overgang fra perronen til toget. Cykler og barnevogne kan stå på uden at være afhængige af medpassagerers nåde.

Indeni rammes man af lugten af ny bil. Sæderne er i skinnende grå velour, og farven går igen i gulvet, loftet og væggene. Dog sender sædernes orange nakkestøtter tankerne tilbage til forgængeren.

Moderne teknologi

Det eneste, der indikerer togets snarlige afgang, er de nypudsede skærme, som viser nuværende og kommende stop. To mænd i Harboøre-habit stiger på. Deres dybe stemmers sagte brummen overdøver de eventuelle lyde, der burde være, da toget sætter i bevægelse. Men toget er lydløst.

En herre med cykelstyrsoverskæg sidder ved et bord overfor en ven med vandkæmmet hår. De lovpriser komforten ved den nye indretning. “Vi prøvede at spise rundstykker i det gamle tog, men der var intet bord!” Nu er rundstykkerne udskiftet med dåseøl, og snakken går livligt på, hvordan batterierne oplader sig selv, når toget holder ved stationerne. “Det er fantastisk smart!”

“Næste station er Lemvig Kirke. Vil du af toget, så tryk på stop-knappen,” lyder det over højtalerne på klingende vestjysk.

Udsigten gennem rene ruder.

Meget er forandret herude mod vest, men togene kører endnu. En kvinde med krogede hænder ser gennem de store panoramavinduer. Hun svarer kort: “Det er bare et transportmiddel for mig. Og de her nye sæder… Der kommer alligevel skolebørn og sætter fødderne på dem!” Udsigten er den samme som før, men ses tydeligere gennem de nyvaskede ruder.

Powered by Labrador CMS