Ude af øje: Forsvinder Danmarks fortid på havbunden, før vi opdager den?

Det er en varm sommerdag. I det lave vand ud for Skælskør Fjord falder sollyset gennem vandet og lægger et grønt skær over udgravningsfeltet på havbunden.

Nede i sedimentet arbejder en ung marinarkæolog sig gennem de mørke lag med sugeslange og graveske. Han er på Tudse Hage. En af de pladser, hvor man ved, at noget særligt kan ligge gemt.

Bid for bid løsner han den tætte, brune gytje. Et tungt, sammenpresset lag af gamle planterester og affald fra mennesker, der levede her for tusinder af år siden. Laget er fast og samtidig skrøbeligt. Det smuldrer, men giver sej modstand mod graveskeen.

Pludselig giver det efter. Et stykke gytje knækker af, som når man brækker en tørveklump over. I brudfladen mellem 7000 år gamle flintredskaber ligger noget, han aldrig havde forestillet sig kunne findes her.

Et lille bundt helt grønne blade.

De ligger midt i den sammenpressede gytje, omgivet af brune grene, kviste og gamle planterester. Som om de lige er plukket. Samlet uden stilke, som trukket af i én bevægelse for længe siden.

Han standser og løfter kameraet. Instinktivt ved han, at tiden er knap. Han skynder sig at fotografere. Allerede mens han fokuserer, begynder farven at forsvinde. Det grønne trækker sig tilbage.

Bladene bliver blege. Næsten gennemsigtige.

De grønne blade

Den unge arkæolog er Peter Moe Astrup. I dag er han museumsinspektør og marinarkæolog ved Moesgaard Museum, hvor han arbejder med undersøiske stenalderbopladser.

Men da han første gang dykker ned på Tudse Hage, er han ny i faget. I 2011 har han netop fået sit erhvervsdykkercertifikat og deltager som frivillig i udgravningerne ved Skælskør Fjord sammen med arkæologer fra Nationalmuseet og Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Det er hans allerførste dyk som marinarkæolog. Og det er her, han gør det fund, der stadig står som det mest bemærkelsesværdige i hans karriere.

“Det mest utrolige fund er stadig de 7000 år gamle, grønne blade, vi fandt på Tudse Hage,” siger Peter Moe Astrup.

“Man forventer jo ikke at brække sådan en tung, brun klump gytje, der har ligget på havbunden i årtusinder, og så finde noget, der stadig er grønt. Men det viser, at når man graver sådan et sted, så kan man risikere at finde det, man aldrig havde forestillet sig fandtes.”

Det er de særlige forhold i havbunden, der gør fund som de grønne blade mulige. I de iltfattige lag kan ikke bare redskaber, men også planterester og andet organisk materiale overleve i tusindvis af år.

Hvor fund på land ofte begrænser sig til sten og flint, giver de våde miljøer en langt mere detaljeret indsigt i fortiden.

“En plads på land viser os, hvor mennesker levede i stenalderen. Men fundene ude på havbunden fortæller også, hvordan de levede. Når vi finder noget så skrøbeligt som friske, grønne blade, så ved vi, at det ikke bare er en lille del af deres hverdag, der kan være bevaret. Det kan faktisk være det meste,” siger Peter Moe Astrup.

7000 år forsvinder på få minutter

Men de grønne blade viser også noget andet. Selvom de så perfekte ud, ændrede de sig for øjnene af Peter Moe Astrup.

De er derfor ikke bare et særligt fund, men et øjebliksbillede af, hvor hurtigt fortiden kan forsvinde.

“Allerede efter få minutter begyndte bladene at miste farven, og da jeg kommer op med dem, er de ikke længere grønne. Jeg husker ikke, om de var blevet gule eller brune eller gennemsigtige. Men skuffelsen over, at de ikke længere var grønne, den husker jeg.”

Selv det, der ser intakt ud, kan være nedbrudt indeni og ændre sig, så snart det bliver udsat for ilt.

Det hænger sammen med, hvordan organisk materiale bevares under vand, forklarer Anne Marie Høier Eriksen, forsker ved Nationalmuseets marine forskningsenhed NJORD, hvor hun arbejder med naturvidenskabelige analyser af bevaring og nedbrydning af fortidsminder under vand:

“Genstande kan se intakte ud, men de er ofte nedbrudt indeni. Så snart de bliver eksponeret for ilt, kan nedbrydningen gå meget hurtigt.”

Havet kan bevare spor i årtusinder, men bevaringen afhænger af flere forhold. Det gælder blandt andet de lag, fortidsminderne ligger i, forklarer Anne Marie Høier Eriksen.

Bliver lagene forstyrret, går det hurtigt.

Når fortiden bliver blottet

Fortidsminder på havbunden er sårbare, fortæller David Gregory, forskningsprofessor og leder af Nationalmuseets forskningscenter for marinarkæologi, NJORD.

“Hvis fortidsminder på havbunden bliver blottet, kan de forsvinde lynhurtigt,” siger han.

Truslen gælder ikke kun enkelte genstande som de grønne blade. De nedbrydende kræfter er et grundvilkår for hele den undersøiske kulturarv.

Ifølge David Gregory er der tre overordnede processer, som påvirker det, der ligger på havbunden: fysiske, kemiske og biologiske.

Bølger og strøm flytter sediment og blotlægger det, der før lå beskyttet. En storm kan på kort tid fjerne det lag af sand, der har dækket et vrag eller en boplads, så det pludselig ligger frit på havbunden.

De kemiske processer rammer især metaller. Jernnagler og beslag korroderer, og når de svækkes, begynder skibsvragene at falde fra hinanden.

De biologiske processer nedbryder organisk materiale. Forskningscenteret har særligt fokus på bakterier og svampe, men også pæleorm spiller en central rolle. De lever af træ og kan nedbryde et skibsvrag på relativt kort tid, hvis det bliver eksponeret.

Men det stopper ikke der.

“Den største trussel er den menneskelige påvirkning,” forklarer David Gregory og peger særligt på trawlfiskeri, der fysisk kan ødelægge kulturarv på havbunden. Samtidig bliver havmiljøet mere uroligt med hyppigere storme og ændrede forhold, som yderligere øger presset på fortidsminderne.

Det er samspillet mellem påvirkningerne, der afgør, hvad der overlever, og hvad der forsvinder.

“Det er ikke én ting, der afgør det. Det er en række forhold, der spiller sammen, og som kan ændre sig over tid,” forklarer David Gregory.

Hvad havbunden gemmer

Havbunden i de danske farvande gemmer tusindvis af års menneskeliv. Stenalderlandskabet strakte sig langt ud over nutidens kyster. Områder, der i dag ligger på havets bund, var beboet af mennesker, og sporene efter deres liv findes stadig derude.

Samtidig ligger der tusindvis af skibsvrag i de danske farvande, både danske og udenlandske, som gennem århundreder er forlist her.

“Der er rigtig meget derude. Især stenalderbopladser og skibsvrag. Der findes stenalderpladser i alle de indre danske farvande, men også alle de mange vrag, vi kender til – og alle dem, vi ikke har fundet endnu. For det er kun en lille bitte del, vi rent faktisk kender til,” siger David Gregory.

Tallene peger på, hvor lidt vi faktisk ved. Forskere vurderer, at der ligger omkring 20.000 skibsvrag og 20.000 stenalderbopladser i de danske farvande. Til sammenligning er der kun registreret lidt over 1.000 skibsvrag og omkring 1.700 stenalderlokaliteter.

Men tallene giver ikke et entydigt billede, forklarer Morten Johansen, marinarkæolog og leder af det marinarkæologiske team på Vikingeskibsmuseet:

“Det er jo ikke kun hele vrag eller fuldt undersøgte bopladser, vi registrerer. Det er også vragdele og spredte løsfund. Derfor giver tallene ikke ét klart billede, og mørketallet er nok meget større,” siger han.

Samtidig er store dele af havbunden slet ikke undersøgt i detaljer.

“Vi ved, at der ligger meget derude, men vi ved ikke præcis hvor. Det er store områder, som aldrig er undersøgt i detaljer,” forklarer marinarkæolog Andreas Kallmeyer Bloch fra Nationalmuseets forskningsenhed NJORD.

En særlige beskyttelse

På havbunden er fortiden beskyttet af museumsloven. Det overordnede ansvar ligger hos Kulturministeriet, mens den daglige forvaltning varetages af Slots og Kulturstyrelsen.

“Fortidsminder på havbunden er beskyttede i museumsloven og må ikke påvirkes. Det gælder også vrag og skibsladninger, der er mere end 100 år gamle,” lyder det fra marinarkæolog og konsulent Kasper Sparvath fra Slots og Kulturstyrelsen.

Beskyttelsen træder automatisk i kraft og gælder også for fortidsminder, man endnu ikke kender til. Fundene tilhører staten, og man må ikke ændre, beskadige eller fjerne genstande fra dem uden tilladelse.

I praksis er arbejdet med fortidsminder på havbunden tæt knyttet til konkrete projekter. Når virksomheder eller myndigheder vil lægge kabler, bygge havvindmøller eller uddybe sejlruter, kan Slots og Kulturstyrelsen kræve, at området bliver undersøgt først.

Formålet er at afklare, om projektet berører fortidsminder, og om arbejdet kan justeres, så de undgås.

“Projekter kan som regel tilpasses, så påvirkning undgås. I sjældnere tilfælde kan der gives dispensation, hvor en marinarkæologisk undersøgelse indgår som vilkår,” afslutter Kasper Sparvath.

Hvis et projekt ikke kan undgå fortidsminder, skal der gennemføres en arkæologisk undersøgelse, før arbejdet kan fortsætte. Undersøgelserne bliver finansieret efter bygherreprincippet, hvor den ansvarlige betaler.

”De marinarkæologiske museer udfører undersøgelserne, mens Slots og Kulturstyrelsen træffer afgørelser om beskyttelse og tilladelser,” skriver Kasper Sparvath.

Der er til gengæld ikke krav om løbende eller systematisk overvågning af fortidsminderne. Tilsynet er i praksis knyttet til konkrete sager, når der planlægges aktiviteter, eller når der gøres fund.

Viden om havbundens fortidsminder opstår derfor i praksis gennem projekter og enkeltfund.

“Vi arbejder jo ikke med et færdigt kort over, hvor tingene ligger. Vi arbejder med det, vi støder på,” siger Morten Johansen.

Arkæologien følger byggeriet

Den marinarkæologi, der udføres, følger i høj grad byggeriet til havs. Når der lægges kabler, bygges havvindmøller eller uddybes sejlruter, er det her, arkæologerne går i gang.

Før et projekt kan få tilladelse, bliver havbunden kortlagt, og det er i de undersøgelser, arkæologerne leder efter spor.

“Vores arbejde bestemmes af, hvor der bygges på havet. Stort set al den arkæologi, vi laver, er betalt af et byggeprojekt,” siger marinarkæolog Morten Johansen.

“Det er ikke forskningen, der bestemmer, hvor vi arbejder. Det er de projekter, der er.”

Samtidig er det netop den model, der gør, at der overhovedet bliver gjort nye fund.

“I forbindelse med bygherrearkæologi er der så meget survey, kortlægning og undersøgelser, at vi rent faktisk opdager kulturarv under vand,” siger forskningsprofessor David Gregory.

Reaktivt tilsyn

De fleste fortidsminder på havbunden bliver kun set én gang.

Slots og Kulturstyrelsen fører ikke løbende tilsyn med fortidsminder på havbunden. Styrelsen reagerer først, når der kommer anmeldelser om ødelæggelser.

“Styrelsen fører et såkaldt reaktivt tilsyn, hvilket betyder, at der ikke løbende føres tilsyn med fortidsminder på havbunden,” lyder det fra Kasper Sparvath.

Arkæologiske undersøgelser sættes i praksis først i gang, når der planlægges indgreb i havbunden, eller når nogen gør et fund.

Den samme logik gælder, efter at et fortidsminde er blevet registreret. Når et projekt ændres eller tilpasses, så det undgår et fund, ophører arbejdet ofte igen.

“Så kigger vi ikke mere på det. Men hvis vi får en ny anmeldelse, så tager vi gerne ud igen,” siger marinarkæolog Morten Johansen.

Fortidsmindet bliver dermed liggende uden en løbende opfølgning.

Forskningen peger på, at den manglende opfølgning er et problem. For havbunden er ikke et stabilt arkiv, men et dynamisk miljø, hvor strøm, erosion og biologiske processer løbende ændrer forholdene og nedbryder materialet. Det gør det svært at få et fuldt overblik over, hvordan fortidsminderne på havbunden har det.

“Det kræver, at pladserne bliver overvåget, og at udviklingen følges løbende,” siger forskningsprofessor David Gregory.

Uden opfølgning bliver det uklart, hvordan fortidsminderne udvikler sig og nedbrydes over tid.

Den manglende opfølgning gælder også steder, hvor der allerede er gjort en indsats for at beskytte kulturarven. Flere vrag og bopladser ligger registreret og i nogle tilfælde tildækket, men uden efterfølgende kontrol af deres tilstand.

Et konkret eksempel er skibsfundene i Femern Bælt, som er undersøgt i forbindelse med anlægsarbejde, men siden ikke fulgt op.

“Der er desværre ingen, der har været ude for at se, hvordan de skibe har det. Det er det største problem, at der ikke er opfølgning,” siger David Gregory.

Det er ikke et enkeltstående tilfælde, men et mønster, der også genkendes i den naturvidenskabelige forskning, forklarer Anne Marie Høier Eriksen:

“I praksis ser vi, at in situ bevaring, hvor fortidsminderne bliver liggende på havbunden, nogle gange bliver en slags ‘out of sight, out of mind’, hvor man ikke nødvendigvis følger op med overvågning.”

Der findes en pulje hos Slots og Kulturstyrelsen, som kan søges til undersøgelser af erosionstruede fortidsminder. Men indsatsen forudsætter, at problemerne bliver opdaget, og at der prioriteres midler til den enkelte lokalitet.

Det gælder for eksempel påvirkninger fra erosion og fiskeri, hvor der ikke er én ansvarlig aktør.

“Hvis der ikke er nogen skadesvolder, er der heller ikke nogen til at betale. Så er man ikke sikker på at få penge til at sikre kulturarven,” siger marinarkæolog Peter Moe Astrup.

Problemet gælder også de fortidsminder, der slet ikke bliver registreret.

“Hvis man opdager dem. For det er nok det meste, som vi slet ikke opdager, før det forsvinder,” siger Peter Moe Astrup.

Vi ved ikke, hvor hurtigt fortiden forsvinder

På havbunden findes organiske materialer, som næsten aldrig er bevaret andre steder. Træ, planter og andre nedbrydelige genstande kan ligge i iltfattige lag og bevare formen i tusinder af år.

En 5000 år gammel hasselnøddeskal kan ligne en, der blev knækket i går. En tynd snor af bast ligner stadig en snor. Tømmeret fra et skibsvrag kan være så velbevaret, at arkæologerne kan genskabe skibets form.

Men bevaringen bedrager. Selvom nøddeskaller, snore og tømmer umiddelbart ser intakte ud, er de nedbrudt indefra.

“Hvis du lod træet tørre uden at holde det vådt, ville strukturen kollapse fuldstændigt. Der er sådan set ikke noget struktur tilbage i træcellerne. De er helt ædt op. Der er kun det alleryderste tilbage — alt andet er nedbrudt af bakterier,” forklarer Anne Marie Høier Eriksen.

Så længe genstandene ligger beskyttet i gytje, går nedbrydningen langsomt. Men bliver lagene forstyrret, ændrer det sig hurtigt.

Havets bevægelser er afgørende for, hvornår det sker. Målinger viser, at det ofte er enkelte kraftige storme, der flytter sediment og blotlægger lag, som ellers har ligget beskyttet.

Vegetation stabiliserer havbunden. Ålegræs fanger sediment og beskytter de lag, genstandene ligger i. Når ålegræsset forsvinder, øges erosionen, og beskyttelsen svækkes.

Derfor kan to tilsyneladende ens lokaliteter udvikle sig meget forskelligt. Nogle steder ligger materialet beskyttet i lang tid. Andre steder bliver det løbende påvirket af erosion, biologisk aktivitet og ændringer i havmiljøet.

Hvor hurtigt det går, er stadig uklart. Det er netop det, forskerne på Nationalmuseets forskningsenhed NJORD forsøger at forstå.

“Det vi i sidste ende gerne vil vide, er: hvor hurtigt forsvinder tingene,” siger Anne Marie Høier Eriksen.

For at bekæmpe en fjende må man kende den

Fortidsminderne på havbunden kan ikke alle bevares. Det er en grundlæggende præmis for arbejdet, forklarer forskningsprofessor David Gregory. Ressourcerne er begrænsede, og mængden af materiale er for stor til, at alt kan behandles ens.

“For at bekæmpe en fjende må man kende den,” siger han om forskningen i nedbrydning. Målet er ikke at stoppe nedbrydningen, men at forstå den og forsinke den, så der er tid til at hente viden.

Arbejdet bygger derfor på det, Gregory beskriver som adaptive release: en erkendelse af, at noget uundgåeligt vil gå tabt, og at opgaven er at vælge, hvor indsatsen skal lægges.

“På et eller andet tidspunkt forsvinder de,” siger han. “Så handler det om at få dokumenteret de fortidsminder, hvor der er mest viden at hente.”

Det kræver, at man kan vurdere, hvor den bedste information findes. To lokaliteter kan ligne hinanden, men hvor den ene allerede er så nedbrudt, at der er lidt at lære, kan den anden stadig rumme detaljer, der udvider forståelsen af fortiden.

Men i praksis foregår den prioritering kun i begrænset omfang. Langt størstedelen af den marinarkæologiske indsats følger anlægsprojekter til havs og ikke en samlet faglig vurdering.

“Vi har et godt overblik over det, vi har set,” siger marinarkæolog Morten Johansen, “men det, vi ikke har set, ved vi ikke noget om.”

Her får dokumentationen en særlig rolle. Når fund ikke kan bevares fysisk, er det dokumentationen, der fastholder det, der ellers ville gå tabt.

“Ved at dokumentere det ordentligt kan vi både arbejde videre med det videnskabeligt og give en langt dybere oplevelse til dem, som ikke har adgang til havbunden,” forklarer marinarkæolog Andreas Kallmeyer Bloch.

Arkæologerne bruger i stigende grad digitale metoder. Med fotogrammetri optager de tusindvis af billeder under vand og samler dem til detaljerede 3D modeller.

“Det gør det muligt at dokumentere langt mere detaljeret, end man kunne tidligere,” siger David Gregory.

Metoderne har ændret den måde, arkæologerne arbejder på, fortæller marinarkæolog Morten Johansen:

“I dag kan vi dokumentere meget hurtigere, tage tusindvis af billeder og lave modeller. Før fotogrammetrien brugte vi uger på at måle manuelt.”

De digitale metoder gør det muligt at arbejde videre med fundene, også når de efterfølgende ændrer sig eller forsvinder.

Det er fortællingen, der er det vigtige

Set i et bredere perspektiv handler arbejdet med kulturarv under vand ikke kun om at finde og beskytte fortidsminder, men om hvilke historier, der overhovedet bliver en del af vores forståelse af fortiden.

Det er netop de fortællinger, der ligger i fortidsminderne, der er afgørende, siger marinarkæolog William Jeffery, der gennem tre årtier har arbejdet med undersøisk kulturarv i store dele af verden, og nu er Associate Professor i arkæologi og mikronesiske studier ved College of Liberal Arts & Social Sciences, University of Guam:

“Det er historien, der er det vigtige. Selv når noget går tabt eller ikke længere er tilgængeligt, kan det stadig have værdi, hvis fortællingen lever videre.”

Samtidig peger han på, at den måde, vi forstår kulturarv på, ikke er universel. Hvor undersøisk kulturarv i en dansk sammenhæng ofte fremstår som noget skjult og utilgængeligt, kan den andre steder være en aktiv del af menneskers liv:

“Her i Stillehavet er den undersøiske kulturarv ikke noget abstrakt, der ligger på et museum. Det er en del af hverdagen og de sociale strukturer. Folk forholder sig til det som noget levende, ikke som noget, der skal opdages eller udgraves.”

Den pointe ændrer også blikket på de danske fund. Selv når fortidsminder bliver fundet og dokumenteret, er det ikke givet, at de bliver en del af en fælles fortælling.

“Vi er nødt til at bevæge os væk fra kun at skrive til os selv. Hvis ikke historierne bliver fortalt bredt og gjort tilgængelige, forbliver de skjult, selv når vi kender dem,” siger William Jeffery.

I Danmark peger forskningsprofessor David Gregory på, at rammerne for arbejdet er med til at bestemme, hvilke historier der overhovedet bliver mulige at fortælle.

“I min optik er Danmark et af de få lande, der har en virkelig god museumslov. Den sikrer, at de anlægstruede fortidsminder kan beskyttes eller undersøges, når de bliver berørt,” siger han.

Men den samme struktur sætter også grænser. Undersøgelserne bliver gennemført, og arbejdet går videre til det næste projekt, uden at der nødvendigvis følger den forskning og formidling, der kunne give en dybere fortælling.

“Det bliver ofte en slags flueben,” siger David Gregory.

Her står arkæologerne ofte selv med ansvaret for at gøre fortidsminderne synlige og fortælle historien om det, de finder.

“Sådan er det med al arkæologi. Vi er ofte de eneste, der nogensinde ser de her steder, og derfor er kravet til dokumentationen enormt. Det er den, der gør, at vi overhovedet kan fortælle historien senere,” siger marinarkæolog Andreas Kallmeyer Bloch.

“Vi dokumenterer for at kunne fortælle historien, både til forskere og til offentligheden. For det er jo i sidste ende det, arbejdet er til for.”

Arbejdet foregår inden for rammer, hvor formidling og forskning ikke er en del af det, der finansieres gennem projekterne, forklarer marinarkæolog Morten Johansen.

Men på havbunden ligger der utallige fortællinger. De bliver kun synlige i de øjeblikke, hvor nogen faktisk ser dem.

På Tudse Hage viste fortællingen sig i det lille stykke snor ved siden af bladene.

“Det giver jo pludselig noget mere historie i de her blade. Hvad har de været båret sammen med? Har det været en lille urtekvist, som man har samlet og haft klar til madlavning?” siger han.

Det er også den pointe, han vender tilbage til, når han bliver spurgt, hvad vi mister, hvis fortidsminderne på havbunden ikke bliver undersøgt:

“Vi mister muligheden for at fortælle historien. Helt kort sagt,” siger han.

“Hele mit fag handler om ting, man ikke kan se, og som man ikke nødvendigvis ved er der. I det øjeblik, vi ved, at de er der, kan vi fortælle historien,” forklarer marinarkæolog Morten Johansen:

”Men alle de ting, vi ikke opdager — deres historier går tabt.”