Udskrevet, men ikke færdigbehandlet

“Vi ses jo snart igen”. 

Sådan sagde sygeplejersken på afdelingen til Anna Nørgaard Nielsen den eftermiddag, hun blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling i 2023. Beskeden var velment. Alligevel indkapsler den krisen i det danske behandlingssystem. Det blev hverken første eller sidste gang, at Anna blev indlagt i psykiatrien. 

I første omgang blev hun indlagt med en alkoholpsykose, men blev senere udredt for en række diagnoser, herunder borderline, PTSD og depression. På under fire år, har Anna været indlagt omkring 53 gange. Ofte er der bare gået tre eller fem dage fra udskrivelse, før hun igen blev indlagt. På trods af aktive selvmordstanker og et dengang nyligt selvmordsforsøg i bagagen, oplevede hun, at ansatte havde mere travlt med at frigøre hendes sengeplads, end med at stabilisere hendes sind. 

”Jeg blev udskrevet efter selvmordsforsøg og selvskade, men jeg havde stadig lyst til selvskade og selvmord. Det vidste de godt derinde,” fortæller Anna.

Dette er Annas egen fortælling. Sygehuset er ikke vendt tilbage på vores henvendelser for at kommentere på hendes oplevelser.

Annas oplevelser er ikke enestående. Hun er blot et ansigt på det, populært kaldes for svingdørspatienter. En tendens, hvor patienter indlægges og udskrives, før de er stabile nok til at komme tilbage til hverdagen og derfor genindlægges i en, for nogen, uendelig spiral. 

Den næste patient venter i døren

En undersøgelse om vilkår i psykiatrien, som er foretaget af Lægeforeningen i 2024 viser, at 77% af de adspurgte læger mener, at der ikke er sengepladser nok til alle patienter med behov for indlæggelse. Undersøgelsen viser også, at mere end hver fjerde læge ugentligt oplever, at patienter, som ville have gavn af en længere indlæggelse, afsluttes for tidligt. 

Det tegner et billede af, at oplevelsen af manglende kapacitet ikke kun findes blandt patienterne. Også blandt lægerne er det en udbredt opfattelse, at presset på psykiatrien kan få betydning for, hvor længe patienter er indlagt. 

Konklusionen på undersøgelsen viser blandt andet mangel på kapacitet i psykiatrien i form af sengepladser og personale. Udfordringerne er betydelige og går ud over patienterne. Mange patienter vurderes i øvrigt til at have mindre alvorlige forløb, hvis de var blevet behandlet tidligere. Alt sammen peger på store mangler på mere end ét område i landets psykiatri.

Den korte vej ud, og den hurtige vej tilbage

Udviklingen i den danske psykiatri er over de sidste mange år blevet kritiseret bredt i landets medier. En analyse fra KL’s magasin Momentum viser, at den gennemsnitlige indlæggelsestid er gået fra knap 29 dage i 2002 til 15 dage i 2022. Der er altså sket en halvering i antallet af indlæggelsesdage i de 20 år. 

I samme periode er andelen af akutte genindlæggelser indenfor 30 dage steget fra 17 procent til over 25 procent. Det er altså efterhånden hver fjerde patient, der har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, der bliver genindlagt indenfor en måned.

Andelen af genindlæggelser stiger fortsat, samtidig med at indlæggelsesperioderne bliver kortere. En nyere undersøgelse af Danske Regioner om nøgletal fra psykiatrien viser, at problemet siden Momentums undersøgelse i 2024 blot har vokset sig større. 

Tallene tager ikke højde for eventuelle mørketal, så som patienter der ikke er blevet indlagt, på trods af at de ville have gavn af det. 

Jan Mainz, som er professor i psykiatri og forsker i kvalitet og organisering af sundhedsvæsenet, pointerer, at de kortere indlæggelsestider ikke betyder, at patienterne ikke er blevet mindre syge. Han peger derimod på, at de to udviklinger hænger sammen. Særligt fordi tiden op til og efter udskrivelse er sårbar for patienterne.  

I følge Jesper Nissen, som er kommunikationschef for BedrePsykiatri, er det her, det er vigtigt at der bliver taget hånd om patienterne, hvis de skal lykkes med at stå på egne ben i den hverdag de vender tilbage til efter at have været indlagt. 

“Dem der har brug for det, skal have mulighed for at være indlagt så længe, at de får ro på. Når symptomerne er i ro, kan de bedre finde ud af, hvilken medicin de har brug for, når de kommer ud igen”, uddyber han. 

Samtidig er det vigtigt at huske nuancen. Målet er ikke, at ingen bliver genindlagt. Og en genindlæggelse er ikke altid et nederlag. 

Nogle patienter og bestemte diagnoser har naturlige og regelmæssige tilbagefald. Derfor kan en genindlæggelse også være planlagt eller fungere som et aftalt sikkerhedsnet, som kan gribe en, hvis alt andet bliver for uoverskueligt. Behovet for et sikkerhedsnet efter en udskrivelse er typisk mest udtalt hos de patienter, som er hårdest ramt af psykisk sygdom eller udfordringer. 

Problemet er det stigende antal genindlæggelser, som genererer arbejde i et allerede overbelastet system. Genindlæggelser, som måske kan undgås.

Patienter falder igennem på målstregen

På trods af, at mange undersøgelser peger i én retning, er der ikke sket en ændring i systemet, som har kunne vende grafen af det stigende antal genindlæggelser. Mia Kristina Hansen, som er forperson for SIND, understreger dog: 

“Problemet er jo også at man bliver udskrevet til ingenting. Der er ikke nogen støtte, som er parat til at tage imod dig.” 

Når patienter bliver udskrevet fra behandling på en psykiatrisk afdeling, er det meningen, at ansvaret skal overgå fra regionen til at være kommunalt. Her kan patienten få hjælp af kommunen til at komme tilbage i hverdagen. Nogle mennesker kan blive urolige eller have svært ved at styre deres tanker. Derfor er der på papiret hjælp at hente i kommunale tilbud såsom samtaler med en kontaktperson, opfølgning eller praktisk hjælp i perioden efter udskrivelse.

Det store problem ved overgangen mellem de to indsatser er, at kommunerne enten ikke får den nødvendige viden eller ikke får den i tide, når de modtager patienter efter endt udskrivelse. Det tyder altså på, at kommunikationen mellem regionen og kommunerne halter bagefter. Et andet problem opstår, når de kommunale tilbud er fyldt op, og patienterne derfor bliver udskrevet til ventetid i den sårbare periode. Sådan opstår gabet mellem behandling og støtte, som giver risiko for genindlæggelse. Sådan forklarer Maya Flensborg, som blandt andet forsker i sociale og organisatoriske problemstillinger, udfordringerne i en artikel fra VIVE. Artiklen er udarbejdet ud fra deres undersøgelse om overgange i psykiatrien for Social- og Boligstyrelsen. Hun påpeger desuden, at nogle mennesker med komplekse problemstillinger kan ende mellem to kasser og derfor ikke passer ind i de specialiserede tilbud, som tilbydes. 

Mia Kristina Hansen konkretiserer problemet ved det opståede gab, og hvordan det omtales: 

“Vi snakker meget om at man siger overgang, men vi vil gerne have at det er en sammenhæng. Ikke en overgang. Der skal være en sammenhæng imellem ens behandlingsforløb og den hjælp, som man får i kommunen”. 

For Anna var det netop ofte i perioden efter udskrivelsen, at problemerne opstod. Hun beskriver, hvordan hun kom hjem til en hverdag, hvor hun stadig havde selvmordstanker, men ikke længere havde adgang til den hjælp, hun havde fået under indlæggelsen. 

Få dage senere sad hun igen på psykiatrisk afdeling. 

Hun fortæller, at hun og de andre indlagte på afdelingen heller ikke blev oplyst om, hvilken hjælp der var at hente efter udskrivelsen, og hun blandt andet selv måtte søge sig frem til at hun havde ret til en udskrivningsmentor.

Et komplekst problem

Det tyder altså på, at selvom man kan tale om en sammenhæng mellem kortere indlæggelsestider og flere genindlæggelser, er det ikke grundlaget for al dårligdom i psykiatrien. Korte indlæggelser er ikke nødvendigvis problemet i sig selv, men Mainz tolker målingerne som et symptom på mangel på kapacitet. 

Når der ikke er mulighed for at stabilisere patienterne helt, er det i følge Mainz altafgørende, at kommunerne er i stand til at gribe patienterne. Når kommunen af den ene eller anden årsag ikke følger op, står patienten tilbage alene og uden den nødvendige afslutning på det psykiatriske forløb. 

Det er her, der er risiko for at sidde fast i svingdøren mellem indlæggelse og udskrivelse.

Står løsningen for døren?

Flere af psykiatriens udfordringer er blevet adresseret og diskuteret politisk. Med sundhedsreformen fra 2024, som træder fuldt i kraft til næste år, er planen blandt andet at skabe bedre sammenhæng mellem regionernes behandling og kommunernes støtteindsatser.  

Reformen lægger op til et tættere samarbejde på tværs at sektorer og skal gøre patientforløbene mere sammenhængende. Også for mennesker med komplekse behov. 

Om den kommende sundhedsreform bliver løsningen på svingdørspatienter, er for tidligt at sige. Men Jan Mainz er positivt stemt og forventer at se en nedadgående kurve i andelen af genindlæggelser, når samarbejdet styrkes. 

Løsningen findes altså måske ikke alene i længere indlæggelser og flere sengepladser, men kalder også på etablering af et sammenhængende system, som afslutter stabile patienter. 

For Anna handler løsningen ikke kun om reformer og rapporter. Det handler også om, hvad der sker, når døren til psykiatrisk afdeling lukkes bag hende.