Valg under vand

Når fortiden dækkes til: Skibene fra Femern Bælt og de valg, der skjuler historien

30. april 2012: Kanonvraget

Det første, han ser, er en kanon.

Dykkeren bevæger sig langsomt hen over det enorme skibsvrag. Vandet omkring ham er grønt og uklart, og alt uden for lyskeglen fra hans hjelm forsvinder i mørket.

Lyset rammer endnu en kanon. Halvt begravet. Lidt længere fremme en til. De ligger i skæve vinkler, som om de stadig er rettet mod en fjende. Et kaotisk virvar af skibstømmer og kanoner. Som et mikadospil.

Morten Johansen bevæger sig ind over vraget og forsøger at orientere sig. Hvor er for, hvor er agter?

Han skal danne sig et overblik, før den arkæologiske undersøgelse kan begynde. Skibstømmeret ligger på kryds og tværs. Rester af sammenstyrtede dæk. Nede mellem bjælker og planker ligger spor af livet ombord: et sammenrullet tov, en kande, noget, der engang var en del af skibets hverdag.

“Hold nu op, hvor kan der være mange historier gemt lige her, hvis jeg bare arbejder mig lidt ned,” tænker han.

Han standser et øjeblik i lyset fra sin egen lampe. Et øjeblik fra 1644. Frosset fast i sandet.

Det er resterne af Swarte Arent, et af tre skibe, der går ned under søslaget ved Femern Bælt den 13. oktober 1644. Her lider den danske flåde et afgørende nederlag til en svensk-nederlandsk styrke.

Swarte Arent

I foråret 2012 undersøger marinarkæologer fra Vikingeskibsmuseet havbunden i området. Ikke for at finde historien og slaget, men fordi der skal bygges.

Femernforbindelsen.

Det er i forundersøgelserne, vragene dukker op.

Swarte Arent ligger på 24 meters dybde midt i bæltet. Her arbejder arkæologerne sig hen over vraget for at danne sig et overblik.

Undersøgelsen handler ikke om at udgrave hele skibet eller hæve det til overfladen, men om at forstå det dér, hvor det ligger. Arkæologerne registrerer de synlige dele, dokumenterer og åbner kun udvalgte områder, hvor de arbejder sig ned gennem lagene.

“Vi målte vraget op, som det lå, og lavede en grøft gennem det omkring midtskibs for at vurdere, hvor meget der var tilbage under sedimentet, og for at få oplysninger om skibets konstruktion,” fortæller Morten Johansen, museumsinspektør og leder af marinarkæologisk team på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. 

For fortidsminder på havbunden skal ikke flyttes, hvis det kan undgås. De skal bevares dér, hvor de ligger. In situ. Bevaring på stedet.

Anbefalingen er at lade vragene blive liggende som en del af det miljø, det sank i, og derfor drejer den marinarkæologiske undersøgelser sig om at udtage så meget viden som muligt fra skibsvraget på havbunden.

Marinarkæologerne skal derfor beslutte, hvad der skal bringes op til overfladen, og hvad der må blive liggende. Ifølge Morten Johansen er det først og fremmest de genstande, der ikke kan tåle at blive på havbunden, der bliver taget med op under udgravningen.

“De genstande, vi vurderede, var skrøbelige, har vi taget op.”

En del af de genstande, der blev bjærget, fortæller om skibets funktion som krigsskib.

“Det er alt fra redskaber til at rense kanonerne med og kiler, som man brugte til at justere vinklen på kanonerne med, og propper til kanonerne, når de ikke var i brug. Og så tog vi også et par af kanonerne med op,” fortæller Morten Johansen.

Men det er ikke kun sporene efter slaget, der bliver hentet op. Også livet ombord træder frem i fundene.

“Vi har blandt andet et lille saltkar på fod, en hel del trætallerkener og en skibskiste med et flot sølvbeslag.”

Kisten viser sig ikke at gemme på nogen skat.

“Den indeholdt ikke andet end en lillebitte flaske, desværre.”

Indimellem er det menneskerne selv, der træder frem.

“Og så fandt vi også et kranie af en enkelt sømand.”

6. maj 2012: Det sidste måltid

Udgravningen har været i gang i snart en uge.

Der er dunkelt på 24 meters vanddybde. Men på en forårsdag trænger solen svagt ned til vraget. Som en fuldmånenat, hvor skæret gør det muligt at skelne omridset af omgivelserne. Hænderne kompenserer for det, han ikke kan se.

Morten Johansen arbejder sig ned i det, der har været skibets kabys. Sedimentet ligger tungt over vraget. Den mindste uforsigtige bevægelse hvirvler bunden op. Han vifter roligt slammet ind i sugeslangen.

Det er svært, og indimellem arbejder han stort set i blinde. Lyset fra hans lygte i hjelmen oplyser partiklerne i vandet, som når man tænder det lange lys i tåge.

Pludselig mærker han noget. Et trælåg. Lige ved siden af dukker øret fra et kobberkar frem af dyndet.

Han følger randen rundt med fingrene. Det er en stor kobbergryde.

“Der er stadig knogler fra ko og gris i den store gryde, og inde i står et mindre kogekar af gult keramik,” fortæller Morten Johansen.

Nu er det ikke længere bare en gryde med rester af mad. Det er det sidste måltid.

Flere kilo ben fra okse og svin var ved at blive kogt til suppe, da skibet gik ned.

“Jeg forestiller mig, at kokken har taget de bedste kødstykker fra til officererne og tilberedt dem i det gule keramikkar, nede i den store kobbergryde. Mandskabet måtte nok nøjes med suppen,” forklarer Morten Johansen.

Det er et øjeblik fra livet ombord, hvor maden står klar i kabyssen, men aldrig bliver spist færdig.

“Man har sørget for, at der har været noget at spise, inden man startede på slaget. Og så har man nok slukket for kabyssen, inden man gik i gang med at skyde, for ikke at risikere brand,” siger Morten Johansen.

Et øjeblik, frosset i tid

For marinarkæolog Andreas Kallmeyer Bloch er det netop det, der gør skibsvrag særlige.

“Et skibsvrag repræsenterer et meget kort øjebliksbillede af vores historie. Et øjeblik, der er frosset i tid,” siger han.

Hvor arkæologi på land ofte består af lag på lag af aktivitet gennem hundreder eller tusinder af år, er et skibsvrag en lukket situation. Det er et øjeblik, hvor noget er gået galt eller er afsluttet brat, og hvor genstande og spor af mennesker bliver liggende, præcis som de var, forklarer Andreas Kallmeyer Bloch

“Et skibsvrag er en meget lukket kontekst. Det repræsenterer ofte en afgrænset begivenhed eller en kort begivenhedsrække. Der er måske en historie på to år, måske bare én enkelt dag, hvor et drama har udspillet sig.”

Han peger på, at skibsvrag giver en direkte indgang til historien, fordi de ikke kræver, at man først sætter sig ind i lange og komplekse forløb.

“Det her er øjebliksbilleder. Og de øjebliksbilleder gør det bare nemmere for almindelige mennesker at forstå vores historie.”

10. september 2020: Det glimter som guld

Marinarkæologerne er tilbage i Femern Bælt. Arbejdet med at grave renden til den store tunnel til mellem Danmark og Tyskland er i gang, og de store mængder sand skal flyttes og lægges langs kysten.

Før det kan ske, skal arkæologerne undersøge om der gemmer sig fortidsminder under sandet. De sejler frem og tilbage over havbunden med deres måleudstyr, linje for linje.

Sidescan-sonaren tegner et billede af det, der ligger under dem. Midt i det ensartede mønster træder noget frem.

En form de kender godt. “Der ligger noget, der ligner et vrag, som vi så vælger at kigge nærmere på,” fortæller Morten Johansen.

Da de dykker ned på stedet, er det ikke et skib, der møder dem, men en bunke. En oval formation af sten ligger skjult i ålegræsset. En stor, mørk bunke sten hæver den sig op af den lyse sandbund.

Det er en ballastbunke fra et stort skibsvrag. Først da de kommer tættere på, kan de se rester af det mørke skibstømmer, der stikker ud under stenbunken. “Det er uden tvivl rester af et skib, der er eksploderet og brændt,” fortæller Morten Johansen.

På det lave vand bryder solen ned gennem overfladen og rammer noget mellem stenene, der ikke er gråt som resten. Små, ujævne former ligger spredt i vraget og begynder at glimte, når lyset rammer dem.

Stumper af itusprængte bronzekanoner ligger spredt mellem de forkullede vragdele og glitrer i lyset. Mellem ballaststenene ses klumper af smeltet bronze, der stadig skinner.

“Vi kan se, at der har været meget bronze ombord – altså bronzekanoner,” fortæller Morten Johansen.

Og, at der har været så voldsom varme ombord, at de er ødelagt af brand.

“Så vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at det her er et orlogsskib,” siger han.

Der mangler kun ét skib fra slaget.

Delmenhorst.

Begravet under 8 meter sand

Orlogsskibet Delmenhorst ligger i dag begravet under den kommende strandpark, der skal anlægges lige ud for Lalandia. Her er det dækket af op mod otte meter sand.

”Det skib kommer man aldrig til igen,” mener forskningsprofessor David Gregory fra Nationalmuseet.

Det samme gælder for de øvrige skibe fra Slaget i Femern Bælt i 1644. To af vragene er tildækket ude i bæltet på deres findested på 24 meters dybde. Tildækningen skal beskytte dem, og i princippet kan den fjernes igen, så vragene kunne undersøges yderligere, hvis man vælger at vende tilbage.

Men det er ikke sket.

Selv om vragene er dækket til for at blive beskyttet, er det ikke ensbetydende med, at de bliver fulgt.

”Det største problem er, at der ikke er opfølgning på in situ-bevarede lokaliteter,” siger David Gregory.

Marinarkæolog Andreas Kallmeyer Bloch forklarer, at lagene af sand og sten effektivt beskytter vragene mod fysisk påvirkning fra anlægsarbejde. “De ligger på 24 meter vand med to meter sand og sten over,” siger han.

Men det betyder også, at de i praksis er utilgængelige.

“Ja, det er de,” siger han.

Manglen på adgang har konsekvenser for den viden, der kan hentes ud af vragene.

“Hvis vi havde haft de metoder, vi har i dag, tilbage i 2012, så kunne vi have fået langt mere information ud af skibene,” fortæller Andreas Kallmeyer Bloch

Når tildækningen bliver så omfattende, at man ikke længere kan vende tilbage, er konsekvensen ifølge ham klar:

“Det er destruktivt - de er faktisk væk.”

Morten Johansen peger og på, at tildækning ikke nødvendigvis er permanent.

“Tildækning kan fjernes igen, og så kan man i princippet fortsætte udgravningen,” siger han. For at gøre det muligt arbejder arkæologerne med såkaldte signallag i sedimentet, der markerer, hvor vraget ligger.

Fundet af de tre skibe er udsædvanligt, forklarer, Morten Johansen. I stedet for enkelte vrag fra forskellige tider ligger en hel begivenhed samlet samme sted, og det giver forskerne nye muligheder for at holde de historiske kilder op med arkæologiens virkelighed:

“Der er i hvert fald blevet gjort rede for, at de beretninger, der findes fra slaget, er nogenlunde sanddruelige. Fundstederne passer faktisk temmelig godt med beretningerne,” siger Morten Johansen.

Og i mellemtiden ligger det meste af historien stadig tilbage under sedimentet.

“Vi har jo flere meter udgravningsmateriale liggende tilbage dernede,” siger han. 

“Og der kunne være lige så fantastiske ting som dem, vi allerede har taget op.”