Vejen fra Kharkiv - Et liv genopfundet i krigens skygge

Det er sent om aftenen d. 23. februar 2022, da Maksym Shalamov får de glædelige nyheder: En radiostation vil gerne have ham ind i studiet, for at han kan spille sin musik live. Det er første gang han får sådan en mulighed. Efter mange år som selvlært producer og dj, ved siden af arbejdet som salgschef, er der endelig ved at ske noget. “Nu er der nogle nye muligheder i sigte” tænker Maksym.

Han sidder denne aften, høj på følelsen efter opkaldet fra radiostationen, og laver musik til langt ud på natten. Den er over tre, da han endelig lukker øjnene i Kharkiv. Den næststørste by i Ukraine, små 30 kilometer fra den russiske grænse.

Han vågner 4 timer senere til rent kaos. Det er hans kæreste som først siger ordene til ham: “Krigen er startet”.

I starten er det svært at tro på, men raketterne over dem er ikke til at tage fejl af. Det hele virker uoverskueligt på nuværende tidspunkt, hvad der skulle have været en almindelig torsdag, er nu alt andet.

Den første uge 

Maksym vælger at starte med at tage et bad. “Jeg ville ikke starte krigen uden at tage et bad først”. De har ikke så meget mad i lejligheden, så de beslutter sig for at gå de 20 minutter, som det tager at komme til en dagligvarebutik. Butikken er fyldt med panikslagne kunder som dem selv, og vagter står ude foran og lukker folk ind og ud i grupper, mens eksplosioner og råb kan høres i distancen. Maksym vælger også at købe en flakse vodka, da han havde hørt, at det kunne fungere som valuta i krigstider

I den næste uge barrikaderer de sig i lejligheden. Vinduerne bliver dækket med tape og Maksym og hans kæreste opholder sig i gangen eller på badeværelset, da der derved er mest mulig væg imellem dem, og eksplosionerne udenfor som får vinduerne til at vibrere. 

 Alt de kan gøre på nuværende tidspunkt er at vente og med angst, febrilsk læse de nyeste opdateringer i krigen, time for time. Følelsen af afmagt begynder på dette tidspunkt at tage plads i maksyms krop. Der var intet at gøre, mens missilerne brager og tanksene ruller ind gennem byen. 

Livet før d. 24. februar 

Maksym Shalamov er født og opvokset i Kupiansk-Vuzlovyi, en mindre landsby i Kharkiv regionen, tæt på den russiske grænse. Han flytter som voksen til byen Kharkiv, den andenstørste by i Ukraine, for at studere på universitet, hvor han læser fødevarevidenskab og handel. Han bliver færdig i 2014 og får efterfølgende arbejde i salgsbranchen.

I 2022 arbejder han i en Apple butik, i Kharkiv, som salgschef. “Jeg vil ikke sige at livet var nemt, men man kunne mærke at økonomien voksede, og der var muligheder. Fra mit synspunkt så tingene lovende ud” udtaler Maksym. 

 Han er på dette tidspunkt flyttet sammen med kæresten og arbejde på sin musik i fritiden. I Kharkiv var der en voksende musikscene, og Maksym fandt hurtigt et fællesskab, som delte samme passion for særligt den elektroniske musik.

Flugten fra Kharkiv 

Efter en uge i lejligheden får de endelig plads på et evakueringstog som kører mod vest Ukraine. Uden at vide hvor toget præcist kører hen, hopper de på den 25 timer lange togtur, med intet andet end en taske i hver hånd. Dette bliver, uden de ved endnu, det sidste de ser af Kharkiv. 

 Toget var proppet fuld, folk sad i gangene på gulvet, og flere måtte deles om et sæde. Maksym sidder med benene trukket op under sig for at fylde mindst mulig. “Jeg sad på den måde i 24 timer, og mine knæ var ved at dræbe mig, faktisk hele kroppen, men der var ingen anden mulighed”.

De ankommer herefter til byen Lviv, som ligeledes er fyldt med mennesker, som alle er flygtet, og de må tage sig til takke med at overnatte på en skole. 

Epilepsien blev redningen

Maksym har tidligt i sit liv kæmpet med epilepsi, en neurologisk lidelse som, i værste fald, giver voldsomme krampeanfald. Epilepsien havde som ung undtaget ham fra værnetjeneste og nu som voksen, gjorde den at Maksym undslap den ukrainske hær. Efter flere check ups for at sikre, at han talte sandt i forhold til hans tilstand, var han fri til at krydse grænsen til Polen med bus. Efter en overnatning på endnu en skole, kunne han køre med til København, hvorfra han med tog ankom til Aarhus, d. 17. april 2022.

Da han oprindeligt forlod sin hjemstavn, var det aldrig tanken at blive væk i så lang tid, men nu er lejlighedskomplekset, han boede i før i komplet ruin. 

“Selvfølgelig er der pres fra nogle i Ukraine om at blive i Ukraine og kæmpe. Jeg tror også, at nogle, forståeligt, er jaloux, over at andre kan leve i fred, mens de frygter for deres liv. Jeg tror mange ville ønske de kunne flygte. Ingen ønsker at dø”

Ankomsten til Danmark: At starte fra bunden 

Ham og kæresten kunne bo hos hendes ukrainske venner, som allerede boede i Aarhus, der kunne de bo indtil de fandt noget andet. Det var årsagen til det blev Aarhus og Danmark i det hele taget, de flygtede til.

Selvom han var flygtet fra krigens rædsler, mødte han hurtigt en ny barsk realitet. Den nye udfordring at starte forfra og nødvendigheden af at forsørge sig selv. I Ukraine havde han haft en karriere med næsten 10 år i salgsbranchen. Han var vant til et behageligt kontorliv, men i Danmark blev det udskiftet med hårdt ufaglært arbejde. 

Allerede tre uger efter sin ankomst fik han job i en østeuropæisk dagligvarebutik. Han beskriver selv overgangen som et skridt tilbage i livet, hvor han arbejdede under hårde forhold og med en lav løn. Men han var fast besluttet på ikke at være afhængig af det offentlige system. 

”I Ukraine sad jeg i et behageligt kontor i bymidten med kaffe og småkager… og pludselig må jeg starte helt forfra med at arbejde i en købmandsbutik, nærmest på et lager. Det føltes selvfølgelig som en nedgradering.” 

Kulturchok og den danske distance 

Livet i Danmark bød på flere overraskelser. Maksym bed mærke i den danske tryghed og det "langsomme liv", hvor folk ikke nødvendigvis arbejder tre job for at nå deres drømme, men tager sig tid til at nyde livet. 

Han oplevede dog også, at danskere kan være svære at komme tæt på. Han beskriver det, som at der er en "mur" omkring dem, og at man som udlænding skal kæmpe for at blive lukket ind i varmen. Den største barriere har dog været sproget, da han oplever, at danskere ofte skifter til engelsk, så snart de hører en accent, hvilket gør det svært at øve sproget i hverdagen. 

Et år præget af sorg og tab 

Selvom Maksym var i sikkerhed i Aarhus, var 2022 et hårdt år. Mens han passede sit arbejde i dagligvarebutikken, modtog han beskeden om, at hans bedste ven var blevet dræbt i kamp, en ven han havde kendt siden barndommen. Han fik kun en kort pause og fortsatte herefter sit arbejde, da han frygtede at miste sit job. 

”Forestil dig at være på vagt og få en besked om, at din bedste ven er blevet dræbt i kamp… Jeg havde tre minutter til en cigaret, og så skulle jeg fortsætte min vagt.” 

Samtidig var hans forældres hjemby besat af russerne, og hans far blev fængslet og udsat for trusler på livet. Oven i dette endte hans parforhold med kæresten, som han var flygtet med, og han modtog billeder af sin lejlighed i Ukraine, der var blevet totalødelagt af en raket. Alle personlige minder og barndomsbilleder, alt gik med et op i røg og flammer – disse ting gjorde det svært for ham at finde håb og motivation for tilværelsen.

Splid i det ukrainske miljø 

Maksym har fundet det svært at navigere i de ukrainske foreninger i Danmark. Han beskriver et miljø præget af stor sensitivitet og indbyrdes splid grundet sproget. Der opstår ofte konflikter mellem dem, der taler ukrainsk, og dem, der stadig taler russisk, hvilket for nogle ses som et angreb på den ukrainske identitet. Desuden har han mødt fordømmelse fra andre ukrainere, der har sat spørgsmålstegn ved, hvorfor han som mand ikke er ved fronten og kæmper, hvilket har fået ham til at undgå det ukrainske miljø for at slippe for konflikter.

“Før i tiden var jeg mere sådan, okay jeg bliver nødt til at svare igen. Nu er jeg ligeglad, altså det er bare deres holdning” Siger Maksym. 

Nye venskaber og håbet i musikken 

Vejen ud af isolationen og sorgen fandt Maksym gennem venner, sociale miljøer og sin store passion for elektronisk musik. Han opsøgte målbevidst klubmiljøet i Aarhus og begyndte at arbejde som frivillig på Institut for X ved Godsbanen. Her mødte han et fællesskab af DJ's og andre artister gennem community'et Love Your Connections, som tog imod ham med åbne arme.

”Alt startede på grund af musikken… Jeg havde brug for den forbindelse så desperat, at jeg bare gik derhen og sagde - Hey folkens, jeg er fra Ukraine og laver musik, lad os skabe en forbindelse.” 

I dag har han fået mange danske venner gennem sine interesser, og han arbejder nu som kok på restauranten Ugly Pasta, hvor han har fundet en ny passion for madlavning og et socialt sammenhold. 

Fremtidsperspektiv og drømme 

Maksyms fremtid i Danmark er stadig usikker grundet reglerne for opholdstilladelse, hvilket skaber en konstant bekymring for ham. Lige nu er ukrainers opholdstilladelse i Danmark forlænget til 17. marts 2027. 

“Det er selvfølgelig en bekymring for mig, fordi man lever i en konstant følelse af ikke vide hvad der skal ske, man ved ikke hvad man kan forvente”

Alligevel håber han på at få lov at blive og fortsætte sit nye liv og sin musikalske hobby. Han ser Aarhus som sit nye hjem, hvor han kan udforske nye sider af sig selv, som han aldrig havde opdaget i Ukraine. Musikken vil altid være en del af hans identitet, hverken det eller drømmene om at få lov til at vise det frem på en scene, har krigen taget fra ham.