Fra mobning til kulørte kostumer: Cosplay blev Julies vej til at finde sig selv

Blikkene vender sig mod Julie, og så går det op for hende.

“Det er dig. Du skal gå op,” siger sidemanden og puffer til hende.

Julie tager skridtet op på scenen iført en blå langærmet kjole og sorte høje støvler, der matcher hendes paryk.

Tilskuerne danner en cirkel om scenen. De bifalder Julie, og hun famler ind i et håndtryk med dommeren. Hun vender sig mod værten, der overrækker hende en firkantet glaspokal med et ettal af guld.

Hun tager en dyb indånding og går tilbage i karakter.

Nu er hun Spock fra Star Trek igen. De sorte øjenbryn, der peger opad, får hende til at se sur ud, men indeni bobler hun af glæde. Hun bukker mod klapsalverne og de blitzende kameraer. 

En stemme og nogle ord brager ud af højtalerne i sportshallen. Julie hører dem ikke.

Hun træder ned på halgulvet til sin kæreste og indser, at hendes hænder ryster.

“Lasse, hold pokalen ellers taber jeg den! “ siger hun. 

Det er tilbage i 2023, da Julie vandt årets kostume til Sci-Fi Con i Randers.

“Da chokket havde lagt sig, blev jeg utrolig glad. Jeg kunne slet ikke vente med at fortælle min mor, at jeg havde vundet,” fortæller Julie fra sit arbejdsværelse.

Pokalen og billederne fra dagen står på svævehylden over hende, og ved hendes side bærer en mannequindukke det kostume, der sikrede hende sejren.

Julies negle er lyserøde og spidse. De matcher hårbåndet, hoodien og de ternede bukser hun har taget på. 

Det lyserøde hjem 

Julie sidder blandt halvfærdige komponenter til fremtidige kostumer, som ligger på bordpladen, i vindueskarmen og foldet sammen i skufferne. 

“Jeg kan bedst lide at arbejde på flere ting ad gangen. Så kan jeg gå videre til et andet projekt, hvis jeg sidder fast,” forklarer Julie Nielsen og peger på en liste, der står skrevet på skabet med guldfarvet sprittusch.

Den starter i knæhøjde og er næsten lige så høj som hende selv. Her holder hun styr på alle kostumerne, hun arbejder på.

Julie syer selv de fleste af sine kostumer, og bruger en 3D-printer til de mere tekniske dele.

Hun bor med sin kæreste Lasse og hunden Loui i et 1-planshus i en landsby nær Randers.

Gardinerne, kaffemaskinen, brødristeren, fluesmækkeren og andre objekter i huset er lyserøde som Julies negle.

Selv badeværelset er farvet lyserødt. Og det var også Julie, der trak i trådene i den forbindelse, da hun flyttede ind for tre år siden.

Huset er dekoreret med hundredvis af samleobjekter, som er relateret til Sci-Fi og superheltefilm.

Her er billeder af Julie og Lasse, der poserer med skuespillere fra deres yndlingsserier. En replika af Brian Mays signaturguitar, der ustemt og signeret har sin plads ved siden af sofaen.

187 figurer med store hoveder og små kroppe står overalt i hjemmet. De forestiller alt fra superheltekarakterer til Barbies. Nogle er stadig i indpakningen fra butikken, men de fleste er sluppet fri af plastikken. Her er en væg med Hot Wheels og et hjemmelavet sværd, der hænger sammen med 3D-printede legetøjspistoler.

Høretelefoner mod mobning 

"Jeg er vokset i min egen lille boble. I folkeskolen havde jeg ingen venner, og i timerne sad jeg forvirret på min plads, for jeg fik ikke den hjælp, jeg havde brug for," siger Julie og rømmer sig i kontorstolen på arbejdsværelset.

“Hvis nogen ville snakke med mig, så var det for at mobbe mig. I frikvarterne trak jeg høretelefonerne over ørerne for at ignorere folk. Så kunne de ikke drille mig,” siger hun.

Ordene flyder uden pauser ud af Julie.

“Jeg gik tidligt i puberteten. Mobningen udviklede sig til, at drengene forsøgte at trække bukserne af mig. Pigerne drillede mig med, at jeg havde store bryster, og at jeg lugtede,” siger hun.

Efter en udredning for autisme blev Julie i sjette klasse flyttet til en specialskole.

“De ville gerne sætte eleverne i kasser. Jeg passede ikke ind i nogen kasse, så de vidste ikke, hvad de skulle gøre med mig,” siger Julie. 

Det betød, at Julie igen var overladt til sig selv. 

“Men i det mindste blev jeg ikke mobbet.” 

 Hun trækker på skuldrene.

En ny verden 

Derhjemme fandt Julie til gengæld en mere velkommende verden gennem internettet.

"Jeg begyndte at se cosplay showcases på YouTube. Det gik op for mig, jeg kunne klæde mig ud som mine yndlingskarakterer, og der åbnede en helt ny verden for mig," siger Julie.

Om hendes mor forstod cosplay eller ej, ved Julie ikke, men hun hjalp med at sy nye kostumer.

“Jeg har altid været utroligt tæt knyttet til min mor, og nu var hun også min klippe i cosplay,” fortæller Julie. 

Sammen skabte de kostumer, som Julie havde på til cosplay conventions rundt omkring i Danmark.

Det mest betydningsfulde kostume, de lavede sammen, var af den hyperintelligente vidensofficer Spock fra Star Trek-universet.

Julie kigger på mannequindukken, som er beklædt med Spock-kostumet overfor hende.

“Jeg ser mig selv i Spock. Han er også fra et miljø, hvor man var forkert, hvis man viste følelser,“ siger Julie.

Hun har en lyserød øjenskygge på. Øjnene lyser op, når hun tænker tilbage til sejren fra Sci-Fi Con i Randers.

”Jeg har ikke fået meget ros igennem mit liv, så det var dejligt at få anerkendelse for noget, jeg har lavet,” siger hun.

Julie kørte efter sejren til Nordjylland, for at vise sin mor pokalen og billederne.

“Hjemmehjælperne fortalte mig, at hun viste billederne af mig med pokalen til alle, der kom på besøg,” siger Julie. 

Det blev et af de sidste kostumer, Julie og hendes mor lavede sammen.

Julie husker det, som var det i går 

“Lasse og jeg sidder inde i stuen. Det er morgen. Jeg opdager, at min bror har ringet. Det gør han aldrig, så allerede der ved jeg, at der er noget galt. Jeg ringer tilbage, og han giver mig nyheden om, at vores mor er gået bort.” 

Loui banker snuden mod Julies knæ, inden han får lov at kravle op i hendes skød.

“Resten af dagen ligger jeg i sofaen og skriger i gråd. Lasse ringer på et tidspunkt til sin egen mor. Jeg kunne høre, hvad de talte om, men det var som at være under vand.” 

Loui kigger ud ad vinduet, og Julie knuger sin arme omkring ham.

“Det var en forfærdelig, forfærdelig dag,“ siger Julie. 

Hun besøger stadig morens gravsted i Nordjylland én gang om måneden for at lægge blomster.

Cosplay fik hende ovenpå 

“Jeg var helt nede,” siger Julie om tiden efter hendes mors død.

Men cosplay gjorde det muligt for hende at bearbejde en del af sorgen. Når hun tager kostumet på, er det som en vægt, der bliver taget af skuldrene.

Hvis hun spiller en karakter, der er udadvendt og social, opnår hun de samme evner. Det gælder også, når hun har en dårlig dag.

“Det er karakteren og ikke mig, folk ser,” siger Julie. 

Hun fortæller om det fællesskab, der møder hende til cosplay-arrangementer. 

“Selvom jeg ikke kender alle de mennesker, som kommer til arrangementerne, så føler jeg mig som en del af fællesskabet. De kan også lide at klæde sig ud som tosser. Her kan jeg citere en hel film, uden nogen synes, det er underligt.” 

Julie har i dag lagt hovedtelefonerne på hylden. Hun tager alene til koncerter i København og giver komplimenter til folk, hun møder på gaden. 

Selvtilliden fra cosplay karaktererne har smittet af på hende, og hun fejrede i år sin fødselsdag med venner for første gang. 

”Tidligere har jeg altid hadet fødselsdage, for det var kun mig og min mor. Alle andre havde glemt det,” siger hun.

Til hendes 25-årsfødselsdag mødte syv cosplayvenner op.

Julies toneleje bliver højere, når hun snakker om fødselsdagen.

”Det var første gang, de var hjemme hos mig, så jeg vidste ikke, hvilke forventninger de havde,” siger hun.

"Jeg var nervøs for, om de vil kunne lide min mad. Så vi fik byg-selv-tortillas og tacoskaller. Så kunne de selv bestemme, hvad de ville have i dem.” 

Vennerne sad i stuen omringet af Julie og Lasses samleobjekter. De snakkede og spillede brætspil hele aftenen. 

Til dessert fik de Julies hjemmelavede marmorkage og abemad.