Intet hjem uden mennesker, intet menneske uden hjem

“Kræft, kræft, kræft,” siger Avelina Ares, 70 år, mens hun læner sig ind over bordet og fletter hænderne sammen. “Turismen har spredt sig for voldsomt,” siger hun i et mere afdæmpet tonefald og tager en tår af sin øl.

Avelina har boet hele sit liv i Santiago de Compostela, der ligger i den nordvestlige del af Spanien. Siden middelalderen har byen været endemål for Camino Francés, da apostlen Sankt Jakob siges at være begravet der.

Gæstfriheden ligger dybt i hjertet af byen, men Avelina mener, at den i dag bliver misbrugt: “Turister og pilgrimme tror, at de kan gøre, hvad som helst og stadig blive taget hånd om.”

En tidlig morgen vågnede Avelina af larmen, der væltede op fra gaden og ind ad vinduet til soveværelset: “Disse mennesker er på ferie og skal ingenting, men de gør det umuligt for os, der arbejder, at få lukket et øje.”

Vejen, Avelina bor ved, er en del af de sidste 100 kilometer af ruten, som pilgrimme kan modtage et certifikat for at have gået. Efter klager fra lokalområdet ændrede pilgrimskontoret sidste år kravene, så det blev muligt at komme fra andre retninger mod byen.

Det er ikke kun klassiske turister og pilgrimme, der besøger byen, fra september kommer også erhvervsturister. “Hvis du ringer efter taxa for at komme til lægen, risikerer du, at de er optaget af mænd i fine jakkesæt,” fortæller Avelina. De lokale ser også ofte busser fyldt med turister og må vente på den næste.

Studieby eller turistby

Dagens sidste lys omfavner katedralens spir. I parken løber hundene frit rundt og lader sig klø på ryggen af de lokale, der får sig en fyraftenssmøg og et par øl på plænen.

"Compostela er klart mest en studieby," siger Irene Salvatierra, 20 år, i det, veninden, Ariadna Serena, 25 år, afbryder: "Nej, det er da en turistby, folk fra hele verden kommer her." Efter deres studier mødes pigerne ofte under træerne i parken i ly for turismen.

Irene fortæller, hvordan hun nogle dage snor sig gennem de fyldte gader og lytter til de mange spanske dialekter. Halvdelen af turisterne er nationale, men antallet af besøgende fra USA, Sydkorea og Japan stiger.

De seneste år har mere end 1,5 millioner årligt besøgt byen. Det er 15 gange så mange mennesker, som der er indbyggere, og det gør byen til et af de mest besøgte steder i Spanien. María González, turismeforsker ved A Coruña Universitet, pointerer, at det reelle antal besøgende formentlig er væsentligt højere end de officielle statistikker viser.

“Jeg tvivler på, at vi ville have så mange restauranter og barer at vælge imellem uden turisterne,” smiler Irene, mens Ariadna tilføjer: “Ja, de er vigtige for økonomien, men de gør det også dyrere for os at leve her.”

Intet hjem uden mennesker

Rundt i byen er graffiti overmalet med hvidt. Bagved malingen kan skimtes sætninger som: “Intet hjem uden mennesker, intet menneske uden hjem” og “Din Airbnb var mit hjem.” På nedløbsrørene hænger klistermærker, hvor pilgrimme er tegnet, så de ligner kakerlakker.

På instagram profilen, Compostela Resiste, der betyder modstand, deles der videoer og fotos af turister, hvor nogle tørrer sokker på cafeborde, mens andre ligger afklædt foran katedralen. I kommentarsporet deler de lokale deres utilfredshed over gæsternes mangel på anstændighed.

I en tid, hvor flere og flere rejser ud, rammes mange af verdens byer som Santiago de Compostela af overturisme, der af forsker Gonzáles forklares som “en situation, hvor antallet af besøgende overstiger destinationens kapacitet.”

I de seneste år har Byrådet indført restriktioner for korttidsudlejning til turister og en turistskat. “På trods af bestræbelserne er opfattelsen blandt beboerne, at presset fra turismen forbliver højt, hvilket tyder på, at tiltagene, selvom de er relevante, måske ikke alene er tilstrækkelige,” fastslår Gonzáles.

Mere end køb og salg

“Vi er en af de få forretninger i bymidten, der stadig sælger varer, som folk har brug for i deres hverdag,”siger Juan Núñez, 58 år, der sammen med sin søster driver familiens sybutik videre i den gamle handelsgade, Rúa do Vilar.

Gennem de seneste år har de set lyset slukke i udstillingsvinduerne hos skrædderen, boghandlen, smykkeværkstedet og biografen, for at blive erstattet af store tavler med kinesisk producerede magneter.

“Små forretninger som sybutikken spiller en større rolle i et lokalsamfund end blot i køb og salg af varer eller service, da de ofte ejes af en beboer fra området. De lokale butikkers rolle er markant, men ofte overset, som en fundamental brik i nabolagets sociale kapital,” forklarer Francisco Haz, professor i sociologi og politik ved Santiago de Compostela Universitet.

Ingen i familien står klar til at arve salget af nål og tråd, men søskendeparret håber, at nogle andre bevarer butikken, så den ikke ender som den 93. souvenirshop.

Sidste sommer trådte en ny restriktion fra byrådet i kraft, som forbyder åbningen af nye turismerelaterede forretninger i den historiske bydel i to år. Det er uvist, hvad der vil ske, når perioden udløber.

Katedralen er byen

“Santiago skal give sig hen til de besøgende og modtage hver og en med gæstfrihed,” siger grundlæggeren af broderskabet Cofradía de la Humildad, Santiago Casal, 39 år.

Den hellige uge i foråret tiltrækker altid flere turister, når byens 11 kutteklædte broderskaber med fakler bevæger sig gennem gaderne.

I år kom færre besøgende end sædvanligt. Det har genopvækket debatten om, hvordan turismen skal promoveres i balance med beskyttelsen af det lokale samfund.

For Santiago Casal står det klart, at byen lever af pilgrimme og turister: “For at sige det lidt vulgært, hvis vi mister katedralen, så er vi intet, for ingen vil komme hertil.”

Galicien som turistmål

En sværm af britiske ord flyder ud af ti tæt parkerede busser på stationen, hvor Mariá Castro, 60 år, i et kvart århundrede har siddet under halvtaget og solgt magneter fra sin bod. Foran hver gruppe løber en guide med et skilt i vejret.

"Turisterne nærer hele Santiago, de bør komme, for vi har ingen anden industri," konstaterer Mariá. Hun mener, som Santiago Casal, at, “katedralen er alt.”

Flokken ledes ad den korteste vej til katedralen for få timer senere at vende tilbage ad samme vej. “Kun fem euro for en kage,” råber to damer i hvide forklæder, som et ekko af de utallige fade med små stykker af den hellige kage, som turisterne allerede har passeret.

Mariá glæder sig over, at den regionale regering, Xunta de Galicia, promoverer byen, for hun mærker, at der er kommet flere folk at sælge til.

Siden slutningen af 1970'erne har regeringen arbejdet på at gøre Galicien til et turistmål, men det var først fra det hellige år i 1993, at der begyndte at ske noget.

Tyve år senere blev der behov for ikke kun at promovere, men også at håndtere turismen. Det førte til oprettelsen af et nyt råd med større ansvar for planlægning og forvaltning af turismepolitikken.

Turismen er fortsat strategisk vigtig i Galicien. Regionen har de seneste år afsat lidt over 900 millioner kroner om året til infrastruktur og promovering.

Fra fascineret til irriteret

Mariana Labellas, 28 år, blik falder mod Martín Sánchez, 30 år, der sidder bag rattet med kurs mod stranden. “Der var ikke så mange turister eller pilgrimme, da vi var børn,” siger hun. Martin nikker, “og der var også flere ældre, der gik ind ad dørene i den gamle bydel.”

De er begge vokset op i Compostela og husker, hvordan de gik fra at være fascinerede til irriterede over turister.

Inde i de snævre gader ligger, hvad Martín beskriver som det bedste sted at spise spanske tortillas, men han må vente, til sommeren er ovre. “Folk dér venter 30-40 minutter for at få en bid og et glas,” siger han med løftede øjenbryn.

Generelt flygter parret fra byen i de varme måneder, mens de håber på, at der ikke er flere, der opdager, at klimaet er mere behageligt i Galicien end i resten af Spanien.

“Selvfølgelig bliver vi udmattede, når nogle nye for tyvende gang på en dag kommer syngende og råbende gennem gaderne,” siger Mariana.

Selv efter fire år som studerende i turisme og økonomi på universitetet kan Martín ikke blive enige med sig selv om, hvad det er bedst for byen: “Måske er det, som jeg tænker er bedre, ikke engang bedre.”

Der er ikke plads

I juni, juli og august fylder larmen og affaldet fra døgnturister de smalle gader, mens de lokale går i skjul. “Flere og flere og flere kommer til byen, og de glemmer, at det er vores hjem, de besøger," puster Jorge Viela, 53 år.

Sociolog Haz forklarer, at “når servicen svækkes, og menneskemængden forstyrrer fred og sameksistens, og huspriserne stiger, presser det lokalbefolkningen ud til andre områder, hvilket efterlader byen uden mening og forvandler den til et ikke-sted.”

Jorge trækker sin mobil op af brystlommen og demonstrerer, hvordan turister “ser” byen. “De skal bare have deres billede af katedralen, så de kan vise, at de har været her,” ler han bag fuldskægget.

Han er selv flyttet til betonforstaden, og om sommeren holder han sig derude, for hver gang han nærmer sig bymidten, tænker han for sig selv, at der er alt for mange mennesker: “De vil alle sammen komme på samme tid, og det har vi ikke plads til.”

Overturisme truer kulturarv

Over stenskulpturerne ved hotellets indgang hænger en mørkhåret pige ud af vinduet med sin telefon i strakt arm. På balkonen til venstre for hende poserer to mænd på skift.

Siden 1954 har det statsdrevne luksushotel haft til huse i det tidligere kongelige hospital fra det 16. århundrede. Hospitalet blev bygget for at tage imod pilgrimme og senere brugt som fødested for byens børn. Dengang kunne alle pilgrimme få tre gratis nætter, i dag får de første ti et gratis måltid.

FN-organisationen, UNESCO, ser overturismen i Santiago de Compostela som en trussel mod bevarelsen af den historiske bymidte, der i 1993 blev en del af deres verdensarvsliste.

Hotellet står under omfattende renovering. Efter installationen af stålafløbsrør i bagdelen af gargoylerne, der sidder på taget, har flere foreninger, herunder beboerforeningen i den historiske bymidte, indgivet en klage til Det Internationale Råd for Monumenter og Steder, ICOMOS, i bekymring for den arkitektoniske arv.

Hotellet udtaler, at de “tilpasser driften til bygningen og ikke omvendt.”

Økonomisk monopol

Dagens første drone summer uden for vinduet til borgmesterkontoret, der ligger med udsigt til katedralen. En pilgrim strækker sin læg op ad rådhusets over 250 år gamle søjler, selvom der på væggene hænger skilte, hvor der står, at det ikke er tilladt at læne sig op ad dem.

Siden Goretti Sanmartín, 61 år, i 2023 tiltrådte som borgmester, har transformationen af byens turistmodel været på dagsordenen.

Borgmesteren erkender, at de står over for en udfordring: “Vi har brug for at balancere det økonomiske grundlag i Santiago de Compostela, men det skal ikke ske ved at reducere turistindustrien," udtaler Goretti Sanmartín.

Professor Haz forklarer, “at bæredygtig turismeudvikling i princippet ikke burde være et problem, men når turismesektoren udvikler sig fra at være en del af den urbane økonomi til at blive et monopol, bliver det et problem. Det skyldes, at disse relativt små byer bliver alt for fokuserede på at opnå kommerciel tiltrækningskraft.”

En del af turismestrategien fokuseres, med Sanmartíns ord på, “at tiltrække segmenter, der skaber merværdi for både sektoren og indbyggerne, ved at satse på internationalisering af destinationen, med særligt fokus på erhvervsturisme.”

Borgmesteren oplyser, at de arbejder på nye reguleringer af gruppebesøg og på at udvide turistudbuddet i mindre kendte dele af byen for at aflaste Katedralen og den historiske bydel.

Haz advarer om, “at hvis den økonomiske tendens fortsætter, vil det historiske centrum blive affolket.” Han minder om, ”at vi ikke må glemme, at byer ikke blot er bygninger, men at de er deres historie og formes af de mennesker der bor der, for uden dem er en by blot en kulisse.”

Mere end et pilgrimsmål

Gryderne damper i restauranten A Viaxe, mens kok Tomás Rubio, 39 år,  forbereder aftenens serveringer. For ham bør den galiciske hovedstad være mere end et pilgrimsmål: “Vi må fremhæve vores lokale gastronomi, der skabes med produkter fra omegnen."

Sidste sommer tog han del i projektet “Cocinando Santiago,” som er en samling af kokke, der kæmper for at genetablere madkulturen efter en tid, hvor turismen har presset kvaliteten.

“Vi må betragte turismen som en mulighed for at dele og ikke som en gene,” siger Tomás.

Efter restauranten blev en del af Michelin-guiden, fik den stor opmærksomhed fra et internationalt publikum, men for Tomás er det vigtigt aldrig at glemme de lokale: “De støtter os hele året, og det er vi dem evigt taknemmelige for.”

Stadig et nærværende sted

I morgensolen fordamper de sidste dråber vand fra gaden, der bliver vasket ren hver aften. De første “klik klik” lyder fra vandrestavene, der møder graniten på vej mod Plaza del Obradoiro, som er byens store plads foran katedralen.

Klokkerne kalder til messe, da Mercedes Francisco, 47 år, smyger sig mellem turister og duer med kost og fejeblade.

I fire år har hun været en af de 170, der sætter en ære i at holde byen anstændig. “Folk spørger ofte om vej, og jeg elsker at kunne hjælpe vores gæster,” smiler hun.

Tidligere arbejdede hun ved samlebåndet på en tøjfabrik i byen, men da den måtte lukke, blev hun ansat som gadefejer.

Det gik op for Mercedes, at hun bedre kunne lide at arbejde udenfor, hvor ingen skyndte på hende. I stedet blev hun omgivet af mennesker, der var lykkelige for at nå endemålet på deres lange vandring.

“Min by har forandret sig, men det er stadig et nærværende sted, som jeg aldrig vil forlade,” afslutter hun.

Døgnturister

Paula López, 31 år, dypper sin pensel i den blå farve. Sammen med fem andre kunstelever mødes hun hver tirsdag i et lokalt beboerhus.

For tiden arbejder hun på et magasin, der handler om at vise turister, at Santiago ikke kun er Plaza del Obradoiro.

Der er stor konkurrence om at leje lokaler i byen, derfor er det blevet dyrt for kunstnere at lave udstillinger. “Masseturismen gavner os ikke som kunstnere, den fortrænger os,” siger Paula, mens hun maler et kors på kirken, som hun har tegnet.

Hun håber, at deres budskab vil nå ud til de besøgende og myndighederne, der promoverer byen.

"For mange beboere er problemet ikke selve turismen, men modellen bag den. Problemet opstår, når turismen bliver så intens og dårligt styret, at den begynder at fortrænge hverdagslivet. Det skaber en voksende følelse af, at byen ikke længere er beboernes egen, men styret af eksterne dynamikker," forklarer turismeforsker, Gonzáles.

Paula er en af dem, der er træt af at sidde tilbage med en følelse af, at hendes hjem kun bliver forvaltet med fokus på dem, der kommer udefra, og ikke på dem, der lever i Compostela hele året: “Der er mange barer, som jeg ikke gider komme på længere, for de kun fokuserer på døgnturister.”

Om vinteren får vi byen tilbage

På en regnvåd formiddag viser María Romaní, 44 år, en flok krydstogtturister fra Florida rundt. Hun fortæller om det liv der var engang: Det første teater og butikkerne i Ruá do Vilar. Der er ikke mange spørgsmål til byens historie, men interesse for, hvornår spisestederne åbner, hvor de finder et toilet og hvor lang køen til katedralen mon er.

“Om vinteren bliver byen igen for compostelanerne,” fortæller María. Om sommeren bevæger hun sig kun i den historiske bydel, når hun arbejder som turistguide.

Hun bor selv derinde, men hvis ikke det havde været for de høje huslejepriser, var hun flyttet. Tal fra byrådet viser, at de årlige lejepriser steget med 44 procent fra 2018 til 2023.

María lever af turister, samtidig med at de gør det vanskeligt for hende at leve i sin egen by. Forsker González forklarer, at det er et paradoks, der ofte opstår som konsekvens af overturisme:

“Turister har en tendens til at klage over andre turister, selvom de selv er en del af dynamikken, og dem, der økonomisk drager fordel af turismen, er også blandt dem, der kritiserer dens indtrængen mest. I sidste ende er ingen tilfredse, men problemet fortsætter."