Flag i alverdens farver og mønstre hænger i buer fra loftet. Uden dem, ingen dans. Sådan er reglen, når Nordisk Dans spiller op til bal. Farverne bryder med de gule mursten, der kendetegner Aarhus Universitet, og er den eneste indikation på, at undervisningslokalet ikke skal stå tomt i aften.

Om et bord sidder en gruppe unge og diskuterer budgetter og kageordning. Andreas Asmild sidder for bordenden. Han er ikke formand, han er der bare tit. Sådan er det for de fleste her: ingen titler, intet hierarki, bare en flok unge, der holder liv i noget, der kunne være gået i glemmebogen.

Nordisk Dans er skabt af unge entusiaster inden for traditionel dans og musik. Gruppen har rødder i flere danske byer, og hver by har sin egen arrangørgruppe. Uanset om man deltager i Aarhus, København eller Esbjerg kan man dog vide sig sikker på to ting: flag fra loftet og live-musik. I aften er det Orkesterefterskolen Holstebro, der spiller op. Elever og lærere sidder klar med instrumentkasserne, mens deltagerne drysser ind. 

Klokken syv er lokalet fyldt.

Andreas stiller sig i midten af rundkredsen, der strækker sig helt ud i hjørnerne. “Vi danser for at hygge os! Byd hinanden op! Og er man svimmel, siger man bare nej tak.”

Folk finder sammen i par. Nogle er kommet med en partner, andre har lige fundet hinanden. “Man lærer af at danse med forskellige,” råber Andreas, før han sætter gang i undervisningen. Der dukker næsten altid nybegyndere op, og alle skal kunne være med.

“Løbe, løbe, gå, gå,” råber han og demonstrerer aftenens første trin. Nogle er iført gulvlange nederdele og dansesko, andre jeans og sneakers.

Orkestret slår tonen an. “Det er en fællesdans. Den Muntre Dans!”, råber Andreas. Musikken fylder rummet, og deltagerne væves ind og ud mellem hinanden. Temperaturen stiger, flere synger med. 

“1, 2, 3, og så ud at se på damer!”  

“4, 5, 6, og så ud at se på mænd!”

Det er danse, som er blevet danset i generationer. Men traditionen handler langt fra om en koreografi, der skal perfektioneres. Det handler om tilstedeværelse i gentagelsen og kontakten til de andre. Det handler om nærvær og nærhed, og opbakningen til aftenens arrangement kunne tyde på, at det er noget, som ungdommen efterspørger.

En aften for omtrent et år siden havde Niels Søholt Foged tilfældigt fået øje på de dansende gennem vinduespartiet og tænkt, at det så sjovt ud. Den første gang, han deltog, mødte han op alene. Senere hev han nogle venner med. 

“En af dem fandt sig en kæreste her,” fortæller han grinende, mens han tørrer sveden af panden. 

Nu er han selv en af gengangerne. “Det er rart, at jeg endelig er en af dem, der kan lære fra mig.”

“Sig tak for dansen til jeres partner og find en ny,” råber Andreas. Rundkredsen opløses og samles igen. Der udveksles smil og navne og trin gentages.

Langs væggene ligger tasker og jakker smidt. Der er ingen telefoner, der bliver tjekket.

”Det vigtigste i en fatning er, at man kan mærke hinanden,” siger Andreas fra midten af rundkredsen. De nye par står ansigt mod ansigt og lægger håndfladerne mod hinanden. ”Læn jer let ind mod hinanden, I skal lige akkurat kunne mærke hinanden.”

Hver ny partner er en ny lille historie, et øjeblik af nyt fællesskab. Andreas tillader sig selv at drømme højt over for nogle venner, da aftenens sidste dans er danset: ”Jeg vil finde mig en kæreste til folkedans en dag.”

”Nej, du vil ikke, for hvad så hvis det hører op en dag?” Hans ven griner: ”Folkedans er vigtigere!”