På en opslagstavle på Jydske Asyl hænger en personaleplan. Det er en oversigt, som patienter og pårørende kan orientere sig i, hvis de vil vide, hvornår en specifik medarbejder møder ind på afdelingen næste gang. Det er altid Eva, som Flemming Lunds øjne søger. Altid Yndlings-Eva.

Eva er SOSU-assistent på afdelingen, hvor Flemming Lund er indlagt. På de dage, hvor hun har vagt, kan han klare sig uden ret meget medicin. Hun er en granvoksen kvinde, der med sin blotte tilstedeværelse kan få Flemming Lund til at slappe helt af. Og det har han brug for. 

Forud for indlæggelsen på det psykiatriske hospital bliver Flemming Lund jagtet af pirater rundt i Hernings gader. Piraterne vil have, at han skal kaste sig i døden fra Ingvar Cronhammars enorme skulptur, Elia. Hvis han ringer efter sin far for hjælp, vil faderen blive slået ihjel. 

Den aften bliver Flemming Lund indlagt. Han ligger i hospitalssengen, fuldt påklædt og med en armygrøn kasket. Kasketten er en sikkerhedsforanstaltning, en omvendt cykelhjelm. Hvis den fjernes, vil hans hoved åbne sig. Håret, huden og kraniet vil sprætte op, og alle ordene vil flyde ud sammen med blod, væv og hjernemasse. Ultimativt vil det føre til hans død. 

I dag er kasketten også med ham. Den ligger ved siden af ham på bænken under et ferskvandsakvarium på Café Under Masken i Aarhus. Han er lige ved at glemme den, da han pakker rulletobak og briller sammen fra det graffitimalede bord. 

“Ordene falder ikke så meget ud længere,” siger han og tøver lidt. “Eller... Det må de faktisk gerne, for ordene stopper ikke. Det har jeg fundet ud af.”

Han griber ud efter kasketten. Han skal hjem. Til Nygade og til Louise.

Lam fra sproget og nedefter 

Over en periode på 11 år udgør Jydske Asyl af mange omgange et hjem for den 48-årige multikunstner Flemming Lund. I dag hedder hans hjem Nygade og ligger i centrum af Aarhus. Gaden har lagt navn til hans seneste album, Nygade og væk. Her bor han på fjerde år i en lejlighed i et alment boligbyggeri med kæresten Louise.

Flemming Lund er født i Snejbjerg, en forstad til Herning, i 1977. 

"Jeg var helvedes opfindsom og følsom. Det kan lyde enormt selvhøjtideligt, men jeg har altid haft sådan en følelse af, at jeg kunne fornemme flere ting end de fleste andre.”  

I Snejbjerg kunne Flemming Lund bedst lide at være sammen med pigerne. “Dér kunne jeg være sårbar. Med drengene kunne sårbarheden blive brugt imod én.” 

Sårbarheden får nye ansigter, da Flemming Lund er omkring tretten år. Klovnen Pennywise fra kultfilmen It begynder at jagte ham. Over græsplæner og gennem ruder i forbipasserende biler bliver han observeret og forfulgt. Det løber ham koldt ned ad ryggen, hver gang Pennywise dukker op midt i den ellers ret almindelige teenagetilværelse. Vennerne kan kun se klovnen, når den dukker op på fjernsynsskærmen.  

Da Flemming Lund møder Louise for ni år siden, finder han et mod, som han ikke hidtil har oplevet. Han begynder at sætte musik til sine tekster og stille sig op på scener. 

“Nogle gange rystede jeg så meget, at jeg nærmest ikke kunne fuldføre det,” siger han.

Men Slagger Lund bliver født. Eller får i hvert fald sit navn. 

Omsætningen af oplevelser og tanker til tekst har altid fulgt Flemming Lund. Nogle gange har ordene fulgt ham på en nærmest destruktiv måde. På Jydske Asyl får han i perioder frataget muligheden for at skrive. 

Han bliver nægtet adgang til papir og skriveredskaber. I stedet begynder han at smugle tomatsuppe og kaffe med på værelset, som han bruger som blæk. Han har også en lille Nokia-telefon, som han bruger til at skrive noter på. Når telefonen er fyldt, sender han noterne som beskeder til en ven, som får til opgave at arkivere dem.

“Retrospektivt kan jeg sagtens se, at skrivningen forværrede min tilstand. Men det kunne jeg bestemt ikke dengang.” 

Hjemligheder  

Om natten til den 26. juli 1998 dør Flemming Lunds mor.

Flemming Lund er på det tidspunkt 20 år. Klovnene og piraterne har allerede gjort deres indtog i hans bevidsthed, men den ubehandlede depression, som følger af moderens dødsfald, forstærker psykoserne.

“Hun døde, inden hun nåede at kende mig som voksen. På den måde vil jeg altid være hendes lille dreng,” forklarer han. 

Flemming Lunds far er en robust jyde. “Han er fra sådan en generation, hvor man ikke fortæller sine drengebørn, at man elsker dem og er stolt af dem.”

Da Flemming Lund for første gang introducerer en kæreste for forældrene, er det til stor glæde og lettelse for moderen. 

“Så var der et menneske, der kunne holde lidt skik på mig,” smiler han. 

Moderen og teenagekæresten Lene får et nært forhold til hinanden. “Hun fik meget større gaver til jul og fødselsdage, end jeg gjorde,” griner Flemming Lund. 

Da hans mor dør, er Lene der for ham. Hun er vidne til, hvordan Flemming Lund reagerer på moderens død med apati, syner og depression. Han nægter at gå til psykolog, selvom Lene presser på.

“Det skulle hun ikke bestemme,” forklarer Flemming Lund. Han ser ned i bordet. “Vi drev væk fra hinanden på grund af det.” 

Flemming Lund er halvvejs i sine tyvere, da alting ramler for ham. Moderens død har startet en lavine, som synes umulig at stoppe igen. 

Flemming Lund har en ny kæreste på det tidspunkt, som han egentlig er glad for. Alligevel kan han ikke modstå fristelsen, der opstår i mødet med en excentrisk nordmand. Hun fortæller ham, at hun drømmer om sex i en sygeseng, og kort tid derefter bliver Flemming Lund indlagt på Jydske Asyl. 

Psykosen og forelskelsen forstærker hinanden. Hun besøger ham flere gange på hospitalet, og sommetider stikker de af sammen. Til Sverige, hvor hun har en lejlighed, eller til Norge i forældrenes sommerhus.

Send mødrene ind 

Flemming Lund får på det tidspunkt så meget medicin, at han har svært ved at kende sig selv. Medicinen betyder også, at han tager mere end 30 kilo på og sammen med fratagelsen af skriveretten, er det ikke nemt at være Flemming Lund.

Bag de gamle mursten opstår relationer alligevel. Til andre indlagte og til personalet. Nogle ansatte er strålende lyspunkter i Flemming Lunds dage, andre får ham til at føle sig mere ensom end nogensinde. 

“Nogle af kvinderne kunne få mig til at falde helt ned bare med et blik.” 

Særligt SOSU-assistenten Eva har en positiv effekt på Flemming Lund. Hun er også den eneste, der i Slagger Lunds debutroman En 80 meter bjørn ikke har fået et opdigtet navn. 

“Jeg skriver jo kun flatterende om hende,” griner Flemming Lund. 

Når Evas navn er at finde på opslagstavlen, bliver det en god dag. 

“Det føles så patetisk, at man som voksent menneske stadig kan have brug for sådan en moderfigur,” sukker han. Når Eva holder ferie, vil Flemming Lund allerhelst med. Og når det er jul, vil han med hjem til hende. “Jeg kunne blive så ulykkelig, når hun ikke var på afdelingen.” 

Flemming Lund er jævnaldrende med Evas søn. Måske gør det noget ved ægtheden i relationen. Når Flemming Lund brokker sig til Eva over overlægens manglende forståelse, smiler hun og giver ham ret. Hendes omsorg for ham føles reel. Og det gør ham rolig. 

“Det kunne være så svært at have almindelige samtaler med de ansatte. Alt, jeg sagde, blev vurderet og sat ind i et eller andet skema. Det var møgubehageligt. Der var altid en kasse, hvor mine ord passede ned i.” Han sukker. 

“Sådan var det ikke med Eva. Hun var personlig, og hun kunne godt lide mig, det kunne jeg mærke.” 

Rumtosset 

Flemming møder Louise til en digtoplæsning. Hun digter ikke, men det gør Flemming Lund den dag. 

"Jeg er sådan en outdoor type, jeg elsker at sove i det fri og bo i campingvogn,” siger han til Louise i håbet om at score hende. Han er dybt ironisk, men det ser hun ikke. 

Det viser sig, at hun er biolog, og Flemming Lunds Fjällräven-illusion holder kun i kort tid.

Hun bringer ro og stabilitet med sig ind i forholdet. En dag inviterer hun ham hjem for at møde børnene. Inden Flemming Lund når opgangsdøren i Odensegade, står der to børn på en altan og vinker ivrigt. 

Flemming Lund er fra forholdets begyndelse ærlig omkring sit psykiske helbred. Han er ikke længere indlagt på Jydske Asyl og har fået det meget bedre. Alligevel gør Louise det klart for Flemming Lund, at han skal love at tage sit psykiske helbred alvorligt og søge professionel hjælp, hvis han mærker, at noget er ved at brænde på. 

“Det var vigtigt for hende, at jeg selv kunne forstå min sygdom og søge hjælp, hvis det begyndte at drille. Det bad hun mig love.” 

Hendes tro på Flemming Lund er afgørende for, hvor han står i livet i dag. 

“Det er en følelse af at høre til og være god nok,” konstaterer han. Modet til at stille sig op på en scene er kommet med forholdet til Louise. Nu lever det i ham. 

Kærligheden til Louise er åbenlys. Den står skrevet på Facebook hvert år den 13. maj. “Elsker dig uendeligt,” skriver Flemming Lund troligt. 

“Hvis hun smuttede, ville noget blive meningsløst… Hvem fanden skulle jeg så synge for?” 

I Flemming Lunds liv har tilliden ligget hos kvinderne. Både som barn og voksen har han opfattet mænd som maskerede og mere ironiske over for tilværelsen. “Nu jeg tænker over det, er der måske faktisk en overvægt af mænd, der ikke har megen ironi. Jo, de har ironi, de er bare ironiske over alt muligt andet end dem selv.” 

Som voksen har Flemming Lund været omhyggelig med at vælge venner, som han kan være sårbar sammen med. 

At kende sig selv 

Det er ikke kun Flemming Lund, der har affundet sig med sårbarheden. 

I 80’ernes Snejbjerg taler man ikke om følelser, særligt ikke hvis man er mand. Omsorgen udtrykkes ved at smøre en cykelkæde eller hjælpe med at hænge en hylde op.

Flemming Lund har aldrig været i tvivl om, at kærligheden er til stede. “Det ved man. Det er deres måde,” siger han og smiler. 

Flemming Lunds mangeårige indlæggelse er ikke nem for hans far. Han står alene med oplevelsen som forælder til et barn på et psykiatrisk hospital. Og hvordan taler man egentlig med andre om en sygdom, som er så uhåndgribelig og svær at forstå? 

Nu fortæller Flemming Lunds far vidt og bredt om sin søns medalje. Han skal på tur til København. Han skal være med, når hans søn får overrakt Dan Turèll-medaljen. 

Den anerkendelse og omsorg, som Flemming Lund har higet efter, bliver slået fast med medaljen og faderens stolthed. 

“Nu behøver jeg ikke bevise noget længere,” siger Flemming Lund. 

Han beskriver, hvordan en form for kanal er blevet åbnet, hvor fra der strømmer ord, musik og modet til at stå frem. “Kunsten er måske nu at lukke den igen,” smiler han. 

“Der skal nemlig også være tid til at tage ud at fiske med sin gamle far.” 

Sårbarhed bærer frugt. Den er uundgåelig at få øje på i Flemming Lunds tekster, kunstværker og musik. Nu træder han i fodsporene af Suzanne Brøgger, Per Vers, Ursula Andkjær Olsen. Og Dan Turèll. Og det er heller ikke uden sårbarheden, at Flemming gør sig klar til at fylde de sko ud. Dagen før overrækkelsen føler han sig “lost” og “shaky”. Det skriver han i en mail, som han signerer “Kh Done Johnson”.

Men mon ikke det hele så nok skal gå? Louise er der sammen med ham. Det samme er