33 år i krig lærte Patrick, hvad der virkelig betyder noget
Roligt og fattet sidder Patrick foran Aarhus domkirke. Kun hænderne er urolige. Skiftevis tager han brillerne af og på, mens han fortæller om sit tidligere arbejde for den belgiske hær.
”Jeg har set folk lide”, fortæller Patrick. Ordene forlader hans mund, som om han taler om ugens madplan.
33 år i militæret.
Han ser tilbage på arbejdet med stolthed og respekt. En tid med ansvaret for op til 4.000 soldater som øverstbefalende. Et lederskab han stolt tog på sig. Albanien. Kosovo. Rwanda. Afghanistan. Han har set det hele. På godt og ondt.
Patrick bliver tavs, når emnet falder på hændelserne fra dengang.
Ofrene.
De voldsomme episoder.
Krigene.
De mentale billeder kører i hans hoved, når han tænker tilbage.
Patrick ser ud i luften. Han tænker længe over, hvordan han skal formulere ordene.
”Det var frygteligt dengang, og det er frygteligt nu, verden er sindssyg”.
Patrick ville egentlig være matematiklærer, det var hans største drøm. Men hans forældre havde ikke råd til at sende ham på universitet. Han indså, at man kunne få en uddannelse gennem militæret og tænke, at det var lige noget for ham.
”Efter et par år, fik jeg endda muligheden for at være assistent for militærets professor i matematik”, fortæller han med engagement i stemmen.
Familien bor i Belgien, men de er vant til, at Patrick er bortrejst. Patrick fortæller, at han var væk i fire måneder om året, da han arbejdede i militæret.
Nu er militæruniformen udskiftet med en brochure og et id-kort hængende om halsen. Han er tour leder for et rejseselskab.
Rejserne og udstationeringerne har givet ham en større taknemlighed over sit eget liv. Derfor mener han, at mange mennesker bekymrer sig for meget om småting.
”Man skal leve og nyde livet, for der er mange, som ikke er så privilegeret,” siger Patrick højt, mens hans arme peger ud på folkemængden for at synliggøre privilegiet i at kunne gå fredeligt rundt i storbyens centrum.
