Alex Vanopslaghs kokainsag bekymrer ekspert: “Det kan medvirke til normalisering”

Alex Vanopslaghs fortalte fornyligt om sit kokainforbrug som politisk leder, og det kan have konsekvenser for hans unge vælgerskare, som ser Vanopslagh som rollemodel.

Alex Vanopslagh har indrømmet at have taget kokain en eller to gange under sit formandskab.
Offentliggjort

Kokain er kommet højt på dagsordenen i valgkampen. Det potente hvide pulvers popularitet er steget fra den almindelige borger og helt op i den politiske elite.

Nyeste skud på kokaplanten er formand og statsministerkandidat Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance, der efter pres fra medierne søndag aften indrømmer at have taget kokain en eller to gange under sit formandskab.

Kokain er stærkt afhængighedsskabende ulovligt stof, der giver en kort og intens rus og en efterfølgende nedtur, hvor man kan blive nervøs, irritabel og nedtrykt.

Det bekymrer rusmiddelkonsulent hos Odense Kommune Torben Vangsted: 

“Det er egentlig supergodt, at han kommer ud og er ærlig omkring det, men jeg kunne godt have tænkt mig, at han havde talt om konsekvenserne ved at tage kokain. Han fortalte kun om, at han selv var stoppet med det.” 

Torben Vangsted, som arbejder med en rusmiddelforebyggende indsats hos unge, pointerer, at Vanopslaghs handlinger og udtalelser påvirker især unge mennesker: 

“Min oplevelse er, at han er en rollemodel for unge mennesker. Derfor kunne jeg godt have tænkt mig, at han havde hjulpet os ude i det forebyggende arbejde med at sige, at det har alvorlige konsekvenser at indtage diverse former for rusmidler. Han tog det i en periode af sit liv og kom videre, men det er jo ikke alle, der gør det.” 

“Min bekymring er, at det kan medvirke til en normalisering af stoffet,” siger Torben Vangsted. 

Opbakningen til Liberal Alliances formand er ikke umiddelbart påvirket af den nye udmelding. Chris Hvidberg, der er folketingskandidat for LA i Østjylland, støtter fortsat op om Vanopslagh: 

“Jeg har oplevet, at folk synes, at det var cool, at han indrømmede og var ærlig omkring sin fejl – hvilket jeg er helt enig i,” fortæller Chris Hvidberg i et skriftligt svar.

Efter Ritzau.

Powered by Labrador CMS