Alexander og Mads undrer sig: Hvorfor er det så svært for håndværkere at parkere inde i Aarhus midtby?

Kampen om håndværkerpladser i midtbyen ender i ulovlige parkeringer, dyre bøder og en regning kunderne ender med at betale.

Alexander Skovsgaard og Mads Averhoff arbejder begge to som glarmestre
Offentliggjort

Lyt til Aarhus

Har du nogensinde undret dig over noget, som du ikke kunne finde svar på? 

Hvorfor er Vesterbrotorv lukket igen? Hvorfor er prisen på mælk steget? Hvorfor kan jeg ikke parkere nogen steder i byen? 

Lyt til Aarhus samler de spørgsmål, aarhusianerne går og undrer sig over – og prøver at finde svarene. 

Her arbejder journalister og byens borgere side om side i en fælles redaktion: I spørger, og vi undersøger

Når du skal et hurtigt et smut i supermarkedet, vælger du sikkert den plads, der ligger tættest på indgangen. Men hvad nu, hvis du i stedet skulle parkere flere gader væk og slæbe fire tunge indkøbsposer hele vejen tilbage? Eller at du bliver nødt til at parkere ulovligt for at undgå det. 

Sådan oplever glarmestrene Alexander Skovsgaard og Mads Averhoff hverdagen inde i Aarhus, når de går på arbejde som håndværkere. For dem er jagten på en parkering i Aarhus midtby en fast del af arbejdsdagen. Derfor undrer de sig: 

Hvorfor er det så svært at parkere for os håndværkere inde i Aarhus midtby?

Det undersøger vi her! 

Parkeringsjagten 

Jagten på parkeringspladser i Aarhus midtby er ikke kun noget Alexander og Mads oplever. Tværtimod. For de 800 medlemmer, der er en del af Aarhus Håndværkerforening, er jagten genkendelig.

“Det er en generel udfordring og noget, vi hører igen og igen inden for alle faggrupper,” siger Betina Halvorsen, direktør for Aarhus Håndværkerforening.

Når håndværkerne ikke kan finde parkeringspladser tæt nok på deres arbejdsopgaver, kan det betyde, at mange vælger at parkere ulovligt. Det fører til parkeringsbøder, som kunderne hæfter for.

“Mine medlemmer må simpelthen indregne i deres budgetter, at der bliver stukket flere parkeringsbøder ud dagligt,” fortæller Betina Halvorsen.

Problemet handler ikke kun om spildt tid bag rattet og parkeringsbøder. Det handler også om arbejdsmiljø. For en malermester giver det ikke mening at slæbe 20 liter maling flere gader frem og tilbage. Og for en VVS’er, der skal installere et toilet, er det urealistisk at transportere materialer frem og tilbage på et løbehjul eller i bybussen.

“Det kan godt blive et arbejdsmiljøproblem, hvis håndværkerne rent faktisk skal fysisk slæbe store genstande over længere afstande. Og det vil i hvert fald betyde, at det vil have en udgift, fordi de skal gå eller have mere transporttid,” siger Thor Bundgaard Vex, formand for 3F’s afdeling i Aarhus.

Det går derfor ikke kun udover håndværkerne, men også kunderne i midtbyen, som allerede før håndværkerne har sat sin fod på arbejdsstedet, har betalt for de kommende parkeringsbøder.

Hvordan ser parkeringsmulighederne ud? 

Håndværkere kan ansøge om erhvervslicenser, som giver adgang til kommunale betalingspladser og tidsbegrænsede pladser med få undtagelser. Licensen kan håndværkerne benytte i tidsrummet 06.00-18.00 på hverdage.

Chefkonsulent i Teknik og Miljø i Aarhus kommune, Joshua Krogager, fortæller, at der findes flere muligheder for håndværkerparkering i Aarhus.

“Nogle gange handler det bare om, at når håndværkere skal arbejde på nogle af de trafikerede steder, hvor der ikke er gode parkerings- eller arbejdsforhold, så skal håndværkere være lidt mere på forkant og søge om råderet over et arbejdsareal et par dage i forvejen,” fortæller han.

Joshua Krogager fortæller, at håndværkere kan ansøge om særlige tilladelser til råderet over et arbejdsareal over hele byen, men på de kritiske vejnet (de mest trafikerede veje i Aarhus), kan der alene gives tilladelser i tidsrummene kl. 9-14 og kl. 18-06, men typisk vil det være muligt for håndværkeren at kunne læsse sit værktøj på arbejdsstedet.

“Hvis der alene er parkeringsforbud på arbejdsstedet, så må man gerne standse og foretage aflæsning. Det er der mange håndværkere, der ikke ved,“ fortæller han.

Efter aflæsningen kan håndværkerne med en erhvervslicens finde en af kommunens erhvervsparkeringspladser elle øvrige parkeringspladser og parkere på. Hvis håndværkerne derimod skal bruge bilen aktivt i arbejdet, så er det også muligt at søge generelle særtilladelser, der giver særlige råderet over et arbejdsareal for længere perioder. Eksempelvis hvis håndværkerbilen har et fast monteret redskab i bilen som en kompressor.

Hvorfor laves der ikke flere parkeringspladser? 

Mere plads, grønt mellem husene og store investeringer i kollektiv transport og cykelstier. Aarhus skal gøres grønnere ved at indføre en nulemissionszone for benzin- og dieselkøretøjer som et treårigt forsøg, hvor fossilbiler må deles om 250 gadeparkeringspladser. 

Tænketanken Concito anbefalede de danske kommuner i en rapport fra 2023 at nedbringe antallet af parkeringspladser og mindske biltrafikken i byområder for at mindske CO2-aftrykket. Rapporten viste, at en reducering af parkeringspladser, var et af de initiativer, som har den største kvalitative klimaeffekt.

Lektor ved Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet, Harry Lahrmann, er ekspert i trafikplanlægning. Han fortæller, hvilke udfordringer kommunerne kæmper med. For hvorfor imødekommer kommunerne ikke bare håndværkernes ønske og laver flere parkeringspladser? 

“Parkering er det vigtigste redskab, når kommunerne skal lave trafikplanlægningen i bymidten. Rigtig mange kommuner har en politik om, at der skal være færre biler i bymidterne,” siger Harry Lahrmann. 

Han fortæller, at det kan være svært som kommune at imødekomme hensynet om en grønnere bymidte, samt gode parkeringsmuligheder for håndværkere.

“De to hensyn er modstridende,” fortæller han.

Hvis kommunerne reserverer store områder til erhvervsparkering, så vil mange borgere opleve, at de står gabende tomme i eksempelvis weekenderne, og det kan skabe utilfredshed hos borgerne. Der er derfor ifølge Harry Lahrmann ikke en nem løsning på problemstillingen. 

Håb om flere parkeringsmuligheder 

Aarhus Håndværkerforening håber fortsat på flere parkeringsmuligheder. Direktør Betina Halvorsen har et klart svar på, hvad der skal til for at løse problemet. 

“Der skal skabes nogle flere af de her erhvervsparkeringspladser eller, at der bliver lavet et lidt mere lempeligt parkeringsreglement,” siger Betina Halvorsen.

I et forsøg på at lette hverdagen for erhvervsbilerne indførte Aarhus Kommune i samarbejde med Aarhus Håndværkerforening og Erhverv Aarhus i 2023 en forsøgsordning, hvor 74 af byens eksisterende parkeringspladser blev reserveret til biler på gule plader i dagtimerne. De kan findes her.

Meningen med ordningen var, at der skulle laves en app, hvor håndværkerne kunne se, hvor der var ledige pladser. Kalenderåret er skiftet til 2025, men Aarhus Håndværkerforening har endnu ikke set skyggen af en app. Ordningen er stadig gældende, men løser langt fra problemet ifølge Betina Halvorsen.

“Det har skabt en lille smule mere luft, men det er stadig ikke nok,” siger Betina Halvorsen. 

Vi har forsøgt at kontakte alle medlemmer af Udvalget for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, men det har ikke været muligt at få en kommentar.

 

Powered by Labrador CMS