Århusianernes begejstring for yoga er stor, men priserne i centre og studier spænder ben for flere

Nye tal viser, at yoga er mere udbredt i Århus Kommune, end det er på landsplan. Men ikke alle har økonomisk råderum til de kommercielle yogatilbud, fortæller analytiker.

Rundt omkring på gader og stræder kan man se yogaen udfolde sig på forskellig vis.
Offentliggjort

I Århus praktiserer man yogaens mange mulige former. Her er yoga endda mere populært, end det er på landsplan. Dog spænder pengene ben for en bestemt målgruppe, der derfor ikke dyrker yoga i de kommercielle centre og studier. 

Næsten en femtedel i Århus Kommune dyrker yoga. 

Det afslører en ny rapport fra Syddansk Universitet. Hver femte er en meget høj andel, ifølge en af forskerne bag rapporten, Jens Høyer-Kruse. 

"Det faktum, at Århus ligger 3,5 procentpoint over landsgennemsnittet, er en markant forskel."

Yoga er den sjette mest udbredte idræt i Århus. Samtidig ligger yoga på tom fem over de typer af motion, der deltagelsesmæssigt ligger over landsniveau.

"Det understreger, at yoga har en særdeles stærk forankring blandt aarhusianerne sammenlignet med resten af landet," siger Jens Høyer-Kruse. 

Motion for dem der har råd

Op mod en tredjedel dyrker yoga i et kommercielt center - det viser samme rapport. Men selvom flere glædeligt tager yogamåtten under armen på vej til deres lokale center, er det ikke alle, der har den mulighed. 

Priserne i både de kommercielle centre og private yogastudier spænder ben for flere. Det fortæller chefanalytiker hos Idrættens Analyseinstitut, Maja Pilgaard. 

"Hvis der er nogle målgrupper, hvor det med økonomi betyder noget, så er det de unge kvinder."

Og der er netop flere kvinder, der dyrker yoga. I Århus dyrker dobbelt så mange kvinder som mænd yoga. Det viser rapporten fra Syddansk Universitet. 

Unge kvinder er en del af det segment, hvor økonomi er en større barriere for motion, end det er for andre ifølge Maja Pilgaard.  

Det betyder, at mange unge kvinder helt undgår de kommercielle tilbud. 

En eksklusiv hobby

De unge kvinder er tilmed i højere grad tiltrukket af de dyre fritidsaktiviteter. 

Herudover er de aktiviteter, de er mest interesserede i, typisk organiseret kommercielt. Derfor bliver økonomien et problem for den målgruppe.  

"Hvis de skal gå et sted, hvor de kan spejle sig i de andre udøvere, så er det nok de private yogastudier inde i midtbyen, som så også er relativt dyre," siger Maja Pilgaard.  

Det spænder altså ben for flere, der ikke mener, at priserne er til at betale.  

Der er andre muligheder - det kunne være foreningsyoga. Men ifølge Maja Pilgaard er foreningsyoga måske knap så udbredt og attraktivt helt inde i midtbyen - især for de unge målgrupper. 

Her adskiller Århus sig netop fra andre, mindre byer, hvor de unge sandsynligvis er mere tilbøjelige til at vælge foreningslivet til - og hvor foreningslivet også træder synligere i kraft. 

Er meningen med yoga glippet?

For yogainstruktør, Nanna Hofman Sørensen, har det aldrig været meningen, at yoga skulle blive et bekosteligt brand.

“Uanset hvor man går hen, er der to fede streger under kapitalisering. Yoga var en filosofi, der aldrig skulle brandes. Det skulle minde en om foreningen med sig selv, naturen og hinanden.”

I sommerhalvåret er det, ifølge Nanna Hofman Sørensen, oplagt at bruge naturen til yoga.

Netop samspillet med andre mennesker er en vigtig del af filosofien. Derfor er det vigtigt, at alle har mulighed for at dyrke yoga på hold. 

“For mig er det en måde at forblive forbundet, og mindet om at jeg ikke er alene, og at jeg også er her for at samarbejde med andre mennesker," siger Nanna Hofman Sørensen. 

Ingen stopklods hos de velvillige

Men priserne skal ikke stoppe århusianerne fra at dyrke yoga.

Studerende Anne Walther Birk har, sammen med sin medinstruktør, Annika Daugaard Henriksen, startet et budgetvenligt yogatilbud, der hedder YogaWave. Her kan man deltage i yogatimer til 55 kr. pr. gang. i deres lejede lokale på Trøjborg i Aarhus Nord.  

"Vi har valgt at starte YogaWave, fordi vi synes, at der manglede et meget tilgængeligt yogatilbud, særligt til unge og studerende, som var til at betale - og lidt mere uforpligtende," siger Anne Walther Birk. 

Hun mener, at det er værdifuldt at have en fysisk instruktør til stede, der kan hjælpe og guide. Det er muligt selv at stable et hold på benene eller se en YouTube-video - men båndet mellem deltager og instruktør er unikt og kan ikke erstattes. 

Hos YogaWave oplever instruktørerne, at de deltagere, der kommer, er taknemmelige for, at de kan dyrke yoga på hold mere prisvenligt. Det skaber lige muligheder for alle. 

Yoga er altså en forankret træningsform i den jyske studieby. Og hvis man er en af dem, der endnu ikke følger med yogastrømmen, har yogainstruktør Nanna Hofman Sørensen et budskab. 

“Jo flere, der dyrker yoga, jo bedre."

Powered by Labrador CMS