Cecilie kom ikke ind på drømmestudiet: "Nogle gange kan det godt virke lidt umuligt, men der er altid en vej"

Cecilie Rise Langballe drømmer egentlig om at blive tandlæge. At lave rodbehandlinger. Tandudtrækninger. Fyldninger. 

Men det er svært at komme ind på uddannelsen. Adgangsgennemsnittet er højt. I år lød det på 10,5 for kvote 1 i Aarhus. 

I vinters tog hun chancen og flyttede til byen. Læste et fag op. Gav den alt hvad hun kunne. Det var stadig ikke helt nok. 

”Det har da virkelig været en klods om benet, at man måske ikke lige tog sig sammen i gymnasiet. Eller at vejen til drømmestudiet bare ikke har plads til, at man fik et syvtal, som jo egentlig er en rigtig god karakter.”

Det er frustrerende for Cecilie, at fremtiden på den måde er ude af hendes hænder. 

Men hun lader sig ikke slå ud af det. I stedet har hun sørget for, at flytningen fra hjembyen Støvring ikke skulle være forgæves.

Derfor søgte hun også ind på tandplejeruddannelsen. Det smager lidt derhenad.

”Jeg får på den måde lov til at finde ud af, om det overhovedet er noget for mig at bevæge sig rundt i munden på folk. Alt det en tandplejer laver er jo det basale. At rense tænder og hjælpe patienterne med få en god mundhygiejne. Og så skader det ikke at starte. Uanset hvad så lærer jeg jo nok noget, jeg kan tage med videre. Jeg har ikke travlt.”

Sammen med sine nye medstuderende kommer hun tæt på mennesker. Lærer at være i det sårbare rum, hvor patienter krænger ud af sig selv. 

"Patienterne sætter sig jo i stolen, og så er de som en åben bog. Det er interessant, hvordan livssituationer kan påvirke ens sundhed."

Cecilie er bevidst om, at det kræver, at man tager ansvar på sig som behandler. Men det er også det, der gør det betydningsfuldt og givende for hende. 

Alligevel prøver hun nok at søge ind på tandlægestudiet igen næste år. 

”Nogle gange kan det godt virke lidt umuligt, men der er altid en vej. Man skal måske bare lige gøre lidt mere for det. Og hvis det ikke går, så er der nok en mening med det hele."