”De skal vide, at jeg gerne vil dem”
I sin frisørsalon i Åbyhøj klipper Mohammed Fadel Hussein ikke bare hår. Han forsøger at skabe et rum, hvor mennesker bliver set og føler sig velkomne.
Med fødderne på bordet og kroppen dybt sænket i en sort lædersofa, sidder Mohammed Fadel Hussein. I duften af hårprodukter af alverdens slags, mens musikken spiller på fjernsynet, nyder han et stille øjeblik i en frisørsalon i Åbyhøj.
Han ejer butikken sammen med sin bror, og for Mohammed er forretningen meget mere end blot en frisør.
”Når folk kommer herind, skal de føle sig velkomne, de skal vide, at jeg gerne vil dem” fortæller Mohammed, mens han smiler med hele ansigtet.
”Jeg synes vi er blevet dårlige til at spørge hinanden, hvordan vi egentlig har det”
Mohammed oplever, at mennesker i dag glemmer at spørge ind til hinanden, og se hvordan dem vi møder på vores vej, faktisk går og har det.
Netop dette afbræk håber Mohammed, at kunderne i lige netop hans frisørsalon føler, når de træder ind af døren.
Selvom det falder ham naturligt at spørge ind til mennesker og gøre alt for at få andre til at føle sig tilpas, har vejen til den stilrene frisørsalon, hvor alt står snorlige på sin rette plads, ikke været lige til. Den har været præget af omveje og udfordringer.
Folkeskole og gymnasium var som for mange andre den første vej Mohammed startede på, men efter at have prøvet flere forskellige ting uden at blive lykkelig blev han i 2017 færdiguddannet frisør.
”Den største udfordring på min vej har været at starte min egen forretning.”
Sådan begynder Mohammed, mens han beretter videre om at have det svært økonomisk, skulle tage svære beslutninger og i fællesskab med broderen finde ud af hvilken retning frisørsalonen skulle gå.
På grund af livets store udfordringer viser Mohammed i dag stolt sin salon i Åbyhøj frem. Fra den ene afkrog til den næste.
I dag er Mohammed den eneste ansatte i salonen, hvilket passer ham helt fint, for som han selv siger kan det være med til at skabe et trygt og fortroligt rum mellem ham og hans trofaste kunder.