“Der gik 20 år, før jeg sprang ud”
I 35 år undertrykte Per sit sande jeg, men da han mødte sin mand ændredes hele hans liv.
Man kan kalde det et slags proformaægteskab. Jeg måtte pakke den anden side af mig selv væk.
Jeg har vidst, siden jeg gik på efterskole som 15-årig, at det ikke var pigerne, jeg var interesseret i.
Jeg kendte ikke andre dengang, som var homoseksuelle. Jeg var endda i tvivl om, det kunne passe, at jeg var. Og i øvrigt var det slet ikke acceptabelt i min familie. Jeg kommer fra et indremissionsk hjem. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne være mig selv.
Der gik tyve år, før jeg sprang ud.
Da min datter Anne var seks år, og jeg havde været gift med min kone i tolv år, sad vi på en ferie på Bornholm, og der fløj det ud af munden på mig:
“Det fungerer ikke mere.”
Jeg fortalte hende, at jeg havde en anden side, og at jeg endelig måtte lytte til mig selv.
Hun kunne også mærke, at gnisten var væk. For mig havde den aldrig været der.
Det første, hun sagde var, at Anne skulle bo hos mig.
Jeg var så frygtelig bange for at miste min datter. Men da jeg vidste, at Anne skulle blive hos mig, kunne jeg mærke, at det var den helt rigtige beslutning.
Jeg ser hende en gang om ugen. Hun har altid accepteret mig for den jeg er. Hun er 29 idag
Et år senere mødte jeg min mand. Da jeg var 20, turde jeg ikke springe ud over for min familie, men da jeg mødte ham, ville jeg vise ham frem.
Min familie kunne ikke acceptere ham og ignorerede ham fuldstændigt, når vi besøgte dem i Nordjylland. Med tiden så vi dem kun til runde fødselsdage. I dag har jeg ikke rigtig noget med dem at gøre. Jeg savner dem ikke.
LGBT Aarhus har givet mig en familie. Der har jeg et rigtig godt netværk. Mine venner Benny og Hermann har været gift i 20 år. De flyttede hertil for min skyld. De er min familie.
Per Sleth, førtidspensionist, 58 år