"Derfor er det ofte mig, der må sige nej"

To dage efter min 30-års fødselsdag fortalte min kæreste mig, at hun var gravid. Det var egentlig meget godt ramt.

Jeg havde altid haft en plan om, at jeg gerne ville være far som 30-årig, så da hun fortalte det, tænkte jeg, at nu begyndte det næste kapitel. Det gjorde det også.

I dag har vi ét barn, og nummer to kommer til november.

Men der var én ting, jeg ikke havde regnet med.

Jeg er den eneste i min vennegruppe, der har fået børn.

Da jeg fik mit første barn, troede jeg egentlig, at mine to bedste venner og jeg ville følges ad. Vi havde været venner gennem hele ungdommen, og jeg forestillede mig, at vi alle sammen ville stifte familie nogenlunde samtidig.

Sådan blev det ikke.

Derfor er det ofte mig, der må sige nej.

Nej til koncerter.

Nej til klatreture.

Nej til spontane planer.

Nogle gange kan jeg jo godt have følelsen af, at livet fortsætter, men jeg er låst i mit hjemmemiljø.

Jeg elsker mine børn, og jeg har aldrig fortrudt, at jeg blev far.

Men når vennerne fortæller om noget, jeg ikke var med til, kan jeg godt mærke, at jeg savnede at være der.

Man kan godt føle sig på yderkanten nogle gange.

Hvis jeg har lært noget af at være den første i vennegruppen med børn, så er det, at livet kommer i perioder.

Lige nu handler det om familien. Om at være til stede. Om at give sine børn en god start på livet.

Man får jo sin tid tilbage på et tidspunkt.

Derfor prøver jeg ikke længere at bekymre mig så meget om det, jeg går glip af.

For koncerterne og weekenderne skal nok komme igen.

Lige nu er det vigtigste, at mine børn ved, at deres far var der.

Mathias Ry Andersen, 35 år, pædagog, Aarhus.