Derfor er førtidspensionister den gruppe, hvor flest føler sig ensomme

Nyeste tal viser, at over en fjerdedel af førtidspensionisterne i Danmark føler sig ensomme. Forskere peger på forskellige årsager.

Førtidspensionister er de mest ensomme sammenlignet med beskæftigede, arbejdsløse og alderspensionister.
Offentliggjort

Flere år går med at kigge ind i en væg. Timerne brugt på at spille World of Warcraft alene. Dørtærsklerne føles 10.000 kilometer høje og umulige at komme over. 

Der er ingen vennekreds, og den eneste menneskelige kontakt er psykologen, der kommer på sit ugentlige visit for at tjekke, at man ikke har begået selvmord. Følelsen af at dø af ensomhed. 

Det var sådan 47-årige Simon Rosenkilde oplevede sin ensomhed, efter han kom på førtidspension. 

Fysiske eller psykiske årsager

Simon Rosenkilde er dog langt fra den eneste førtidspensionist, der har oplevet ensomhed.

Nye tal fra Den Nationale Sundhedsprofil 2025 viser, at 27,1 procent af alle førtidspensionister føler sig ensomme, hvor gennemsnittet i Danmark ligger på 10,8 procent. 

“Der er ofte en psykisk eller fysisk grund til, at du kommer på førtidspension, som kan gøre det svært at komme ud og være social,” forklarer Anne Vinggaard Christensen, som er forsker og medforfatter af rapporten.

Hvis det for eksempel er en psykisk årsag, kan det være, at personens overskud er lavere, og man derfor har svært ved at komme ud og være social. 

For Simon Rosenkilde var det på grund af psykiske årsager, nemlig hans skizofreni, at han kom på førtidspension. 

Hans mentale tilstand var også den primære årsag til hans ensomhed.

“I fire år sad jeg og kiggede ind i væggen og kom ikke ud på grund af min angst," fortæller Simon Rosenkilde.

Økonomien spiller en rolle 

En anden forklaring på hvorfor førtidspensionister er mere ensomme end resten af Danmark kan i følge Stefan Bastholm Andrade, der er seniorforsker og forsker i socialt udsatte borgere, være på grund af økonomiske aspekter.

“Førtidspensionister har generelt ikke særlig mange penge, og det koster ofte noget, når du skal være sammen med dine venner. For eksempel hvis du skal i biografen, på café eller i byen,” forklarer Stefan Bastholm Andrade.

Han uddyber, at den hårdt pressede økonomi kan gøre, at du som førtidspensionist vælger ting fra. Hvis du gør det tilpas mange gange, kan det resultere i, at den vennegruppe du havde ender med at vælge dig fra.

Uden for arbejdsmarkedet 

Ifølge Thit Kjemtrup der er projektmedarbejder på Værdibørsen, som er et lokalt tilbud for førtidspensionister i Aarhus Kommune, så kan årsagen bag ensomheden være, at de ikke længere er på arbejdsmarkedet.

“De kan opleve at skille sig ud fra samfundet, når de ikke har et arbejde. Jeg tror, det er svært for mange, at det måske slet ikke var det, de havde forestillet sig med deres liv. Jeg tror, det har en stor betydning for deres identitet, at de oplever ikke at kunne bidrage til samfundet, som de har kunnet. For hvad skal de så?” Fortæller Thit Kjemtrup.

Forværret helbred

Ensomhed er en alvorlig tilstand som har flere negative følger.

Ifølge Anne Vinggaard Christensen lever ensomme mænd 2,4 år kortere, og for kvinder er det 1,8 år.

Hun forklarer, at det kan bunde i, at ensomme personer har en anden sundhedsadfærd.

“Hvis man ikke har andre til at motivere en til at træffe nogle sunde valg, så kommer man måske til at træffe usunde valg,” forklarer hun.

Anne Vinggaard Christensen fortæller, at ensomhed dermed kan øge risikoen for en række forskellige sygdomme såsom stress.

Dette stemmer overens med tallene fra Den Nationale Sundhedsprofil. Her svarer 56,7 procent af førtidspensionister nemlig, at de føler sig stresset, hvilket er næsten dobbelt så meget som landsgennemsnittet.

For Simon Rosenkilde medførte ensomheden også konsekvenser.

“Man visner uden andre mennesker,” udtaler Simon Rosenkilde. “Jeg var sgu ved at dø af ensomhed.”

En løsning på ensomheden

Ifølge Stefan Bastholm Andrade handler det om at skabe sikre mødesteder, hvor ensomme førtidspensionister ikke føler, at de skal præstere alt muligt.

“Man skal for alt i verden undgå at yderligere stigmatisere førtidspensionister,” forklarer Stefan Bastholm Andrade.

Hos Værdibørsen er de enige.

“Hos os handler det om, at der er tid til at borgerne kan komme og møde nogle andre mennesker, som er samme sted som dem selv. De skal finde ud af, hvad de kan, fremfor hvad de ikke kan,” fortæller Thit Kjemtrup.

Eksempler på aktiviteter på Værdibørsen kunne være dans, træning i naturen, eller mødes til en samtale over en kop kaffe. 

“Nogle er ikke så gamle, når de får tilkendt deres førtidspension, og så kan de tænke: ‘Hvad skal jeg bruge resten af mit liv på?’ Hvor det for os handler om at tilbyde nogle aktiviteter, som kan bidrage med noget positivt i deres liv og en følelse af mening.” 

Powered by Labrador CMS