"Det er en mægtig rar følelse at holde hænderne i gang"
Alice Kragelund holder meget af at strikke. Så meget at hun ugentligt sælger huer og sutsko på Madmarkedet ved Ingerslev Boulevard.
”Jeg kan simpelthen ikke være stresset eller irriteret, når jeg er her og strikker”
Fortæller pensionist Alice Kragelund og griner.
Bag et mindre ocean af farvestrålende kreationer, sirligt organiseret på et bord, sidder hun i
sin egen verden og nørkler.
Madmarkedet på Ingerslev Boulevard er blevet en fast del af hendes uge.
"Jeg er kommet her i tre eller fire år for at sælge mit strik. Det er en mægtig rar følelse at
holde hænderne i gang. Jeg møder ikke så mange mere, men her er et fint fælleskab.”
En konstant, lyd af træstrikkepinde, der strejfer hinanden, holder ikke mange pauser. Med jævne mellemrum kommer andre sælgere på markedet forbi for at sludre og Alice Kragelund deltager flittigt, mens hendes hænder er optaget af garn i orange og brune efterårsfarver.
Da en kvinde kommer hen til boden og prøver en rød hue, fortæller Alice Kragelund ihærdigt om sine strikketeknikker. Hun ryster på hovedet med et smil, når hun fortæller,
at folk tit tror, at de hvide mærkater med sutskostørrelser er prismærker.
Alice Kragelund får et særligt glimt i øjnene, når hun taler med de besøgende på markedet.
”Jeg kommer her også, fordi jeg elsker kontakten med mine kunder. Jeg kan hjælpe med alt muligt, fordi jeg laver mine ting selv”
Siger hun, efter kvinden er gået.
”Jeg havde en kunde tidligere, som ikke havde fået sin pung med. Hun fik da bare to par sutsko med hjem, og så aftalte vi, at hun kommer igen på lørdag og betaler. Det stoler jeg jeg fuldstændigt på at hun gør”