”Det er otte år siden. Det har været svært, men jeg tror, jeg er et godt sted nu”

Marcus nyder en pause fra studiet i Botanisk have
Offentliggjort

Jeg var 16 da det skete. 

I dag har jeg ikke noget imod at snakke om min fars død. Det er mere, hvis man spørger ind til mine følelser, at det kommer lidt for tæt på.

Jeg havde lige afsluttet niende klasse og var taget på sommerferie med min mor og søster på Bornholm. Det var kun os tre, fordi min far cirka halvandet år tidligere havde fået en blodprop i hjernen, der havde gjort ham lam. Plejehjemmet ringede til min mor og fortalte det. Nu var der kommet endnu en blodprop, som han var død af. Det var en mærkelig køretur hjem fra Bornholm, der blev ikke sagt mange ord.

Det er otte år siden. Det har været svært, men jeg tror, jeg er et godt sted nu.

Min far var meget kærlig og humoristisk. Han havde mange jokes, nogle af den next-level far jokes mens andre bare var mærkelige ord han sagde. Nogle af disse ord, forstod jeg først flere år efter hans død. Jeg oplever stadig situationer, hvor det pludselig går op for mig, hvad han egentlig mente. For eksempel kaldte han brænde for ”pede,” og først lang tid efter, fandt jeg ud af, at det var ”pinde,” han sagde på en sjov måde.

Jeg minder om min far på flere punkter, men der er også steder, hvor vi er helt forskellige. Min far var meget konfliktsky, men det er jeg slet ikke. Det er et personlighedstræk, jeg ikke har taget med mig.

Jeg er ikke bange for konfrontation, og jeg ser det som noget meget naturligt, at sige sin mening, også selvom det kan skabe en konflikt. De fleste gange finder jeg ud af, at de store konsekvenser eller konflikter jeg havde frygtet, meget sjældent sker.

Hver anden gang jeg snakker med min mor, så spørger hun, hvornår jeg kommer hjem. Hun er flyttet til Bornholm, fordi hun har mødt en ny mand.

Det er flere år siden min far døde, så jeg har haft god tid til at vænne mig til tanken. Jeg vidste, at det var noget min mor ville fra dag ét af. Det havde min far sagt til min mor, at det burde hun gøre.

Marcus, studerende, Botanisk Have Aarhus 

 

 

 

 

 

 

 

Powered by Labrador CMS